C.H.A.N.G.E

Kapitel 14 - Gravstenen

Et par uger var gået, og efter et gruppearbejde med Crystal havde det faktisk vist sig, at vi var enorm gode partner...Du ved skolepartnere. Vi var gode til at supplere hinanden, og faktisk var vi gået hen og blevet gode venner. Så gode venner at Cody og jeg ikke sås så tit mere, men han havde også fået travlt med sin dame, Ayla. Han havde endelig mandet sig op, og inviteret hende ud, og i weekenden skulle de på "kærestetur". Godt det ikke var mig, jeg gad ikke skulle bekymre mig om andre end mig selv, jeg har prøvet at være igennem det værst mulige tænklige med et forhold, og jeg skal under ingen omstændigheder opleve det samme igen. Så nej tak, ingen kæreste til mig. 
Jeg havde gået og tænkt lidt, og nået frem til den konklusion at jeg skulle ændre mig en smule. Og nej ikke på den måde, at jeg skulle stoppe med at have sex med piger, heller ikke at jeg skulle stoppe med at feste eller sådan noget, men mere at acceptere det der skete for 3 år siden med Ciara. Jeg havde bestemt mig for, at tage op og se Ciaras grav for første gang siden begravelsen. Jeg havde slet ikke set hvordan stenen eller noget af det så ud, men jeg regnede med at den var smukt dekoreret og med hvide silkeroser samt en enkelt rød rose. Hun elskede de blomster så inderligt, og buketten jeg gav hende var altid fyldt med hvide roser, og én rød rose inde i midten af den. 

Jeg startede bilen op, og blev straks fyldt med tanker om at jeg skulle stoppe og bare sætte mig op på mit værelse igen, men jeg var nødt til at gøre det her. Jeg skulle gøre det!

Jeg kørte ned gennem byen, og ud til det sted hvor ulykken skete. Jeg forestillede mig den grusomme aften, og hvordan hun måtte have ledt. Jeg så et billede af hvor sammenkrøllet, og smadret bilen var og det var det eneste jeg kunne holde til at se. Avisen reklamerede med det hele ugen efter, og den var spækket med forfærdelige billeder. Der har aldrig været så massiv en presse, og nyhedsartikler om den tragedie der skete. Faktisk har der aldrig rigtig været sket så meget her i byen, før det skete. Jeg kan huske et par dage efter uheldet, hvor en nysgerrig journalist kom til vores hoveddør og spurgte om han måtte stille mig et par spørgsmål. Svaret var selvfølgelig nej! Jeg forstår ikke hvordan de kan få sig selv til det, de må da have lidt medmenneskelighed. 
Da jeg kom til kirken, lagde jeg mit hovede ned over rattet og tænkte en sidste gang over det. Jeg smækkede bildøren i, og gik med tomme skridt op mod kirken. Åbningen ind til kirkegården larmede, og lige da jeg trådte ind kom alle minderne frem. Det var som en tidskapsel, hvor man blev skubbet tilbage i tiden. 
Dagen var d. 4 juni, og Ciara havde lige fået et smykke af hendes mor. En virkelig smuk halskæde. Hun var så glad, og spættede rundt som en frø. Jeg vendte mig om, og blev grebet af noget helt andet. Dagen hvor hun fik af vide hendes bedstemor var blevet alvorlig syg...
Det hele kom frem på kort tid, inden jeg lukkede hegnet igen. Det hele stoppede, og jeg kunne kun se den grusvej der førte op til diverse gravsten. Jeg gik langsomt derom, med buketten i hånden. Ligesom hun ønskede. Da jeg drejede mod hjørnet og gik 5 skridt længere ned stod jeg lige ved siden af stenen. 

Ciara Dilara Harper
Jeg fik en klump i maven, og blev rørt. Ligesom jeg havde troet, var der hvide roser, og én rød rose i hver sin ende. Der var vedlagt en bamse i cement, som holdte på et hjerte hvorpå der stod Jeg Elsker Dig.
Jeg studerede kort stenen, og kiggede på hvad der stod. 

Ciara Dilara Harper

16. Maj 2001- 9. Januar 2016

Et alt for ung lys slukket, nu tændt på stjernehimlen. 

En masse krudseduller stod lige under, men det lignede noget som ikke helt var blevet lavet endnu?

Jeg vidste ikke hvordan jeg havde det med det her, jeg havde en okay følelse med det hele, og vidste godt det var fortid, men på den anden side blev jeg mindet om hvor meget jeg savnede hende og det havde jeg ikke lyst til. 

"Hvor er du tarvlig man" Sagde jeg, og vidste godt jeg ikke fik noget svar tilbage, men sådan havde jeg det. Det var tarveligt at hun skulle dø på den måde, og ikke være i stand til at leve livet. Jeg savnede hende så inderligt meget, og det var først nu det gik op for mig, men det var stadigvæk på den gode måde...Hvis man overhovedet kan sige det. 
Det var nok bare mig som dagdrømmede, men jeg følte virkelig jeg fik en samtale med hende. En underlig en af slagsen, hun var ikke til stede eller til syne, men hun svarede mig?

"Jeg vidste du nok skulle klare den Ty, måske bare ikke lige på den måde" Jeg kiggede mig forvirret rundt, selv op i himlen? Jeg håbede ikke jeg var ved, at blive sindsyg. 

"Hvad mener du?" 

"Du ved godt hvad jeg mener, du ville bare ikke selv indse det...Du behandler ikke andre som du behandlede mig. Du har ikke et forhold til dem Ty, du behandler dem så de tror du bekymre dig om dem" Stemmen var bekendt, og det gik hurtig op for mig at det var Ciara's stemme.

"Ciara hvad snakker du om? Jeg gør det for ikke at blive såret, det burde du squ da vide" Jeg blev arrig, og hævede stemmen en smule. 

"Du bliver ikke såret, du sårer kun dig selv Ty...."

"Ciara hvad er det du fabler om?"

"Jeg  har ikke dit hjerte mere Ty. Det er allerede givet videre, og det er din egen fortjenelse. Stol på din underbevidsthed, den har for det meste altid ret..." Hun stoppede lige pludselig, og gav mig slet ikke lov til at sige noget overhovedet. 

"Ciara?!" Nope intet svar, jeg stod nu alene igen ihvertfald indtil Crystal dukkede op. Det var som om jeg blev vækket tilbage til virkeligheden, det slog bare klik. 

Jeg dukkede mig hurtig ned, men prøvede stadig at smugkigge bare uden held. Der gik ikke lang tid før hun smuttede igen, og så nysgerrig som jeg er gik jeg hen og kiggede hvilken sten det var og hvem der tilhørte. 

Alice Shayne

1 Marts 2008 - 3 Marts 2008

Evig og altid elsket

2 dage gammel, det måtte være en lillesøster af en slags? 11 år siden...

Jeg var nødt til snart at komme hjem, jeg havde set nok gravsten idag. Jeg begyndte at blive helt deprimeret, og det eneste jeg skulle var bare at se Ciara's gravsted, det var det eneste. Jeg gik med hastige skridt ud mod min bil, og drønede hjemad. Jeg havde oplevet for meget på en dag.