Kulden var ikke forsvundet, mørket var der stadig. Det var som om min sjæl var alt som var tilbage af mig. Alt jeg kunne var at tænke, tænke på Jimin, på mit liv, hvis der var noget tilbage af det? men jeg synes at jeg begyndte at have svært ved at huske... huske hvem min mor var... huske hvad jeg hed.... Huske hvem Jimin var.... til sidst var alt blank.
Jimins synsvinkel:
jeg stormede ud af huset, tænkte ikke et sekund men gik bare. Jeg stoppede op da det begyndte at regne. Hva fuck har jeg gang i? tænkte jeg. y/n er alt hvad jeg lever for, hvorfor skulle jeg slå op med hende? Jeg vendte mig om og gik med hurtige skridt på vej hjem. Da jeg var ved vores hus så jeg en dreng på alder med mig , eller det tror jeg han er. Han var på vej ind i vores hus. Jeg løb hen mod huset. Jeg så y/n i armene på ham og vendte mig om. jeg var hurtigere ude en sidste gang, ude i regnen igen, hvor ingen kunne se mine tårer som falder ned.
Daniels synsvinkel:
y/n lukkede øjnene og jeg kunne hører ambulancen komme. Mine tårer trillede ned af kinderne og jeg holdte hende op, jeg rystede hendes krop imens jeg sagde "y/n kom nu.. hold ud.. de er på vej" ambulancefolkene var kommet nu og tog y/n ud af mine arme. de spurgte om jeg var relaterede til hende og jeg svarede "jeg er hendes kæreste" jeg vidste godt at det ikke var okay at lyve, men jeg har altid drømt om at skulle kalde mig selv det. Ja, jeg har haft et crush på y/n siden den første dag vi mødtes. Jeg husker det tydeligt.
flashback (stadig Daniels synsvinkel)
jeg var på vej op til min Hyungs værelse. jeg stod i elevatoren og skrev at han skulle gå mig i møde, men han gad ikke svare mig, Typisk ham. da jeg stod ud af elevatoren kiggede jeg på numrene. Var det ikke 6? enten var det 6 ellers var det 9. Jeg bevægede mig over til værelse nummer 6 og bankede på. Der gik ikke så lang tid før en person åbnede døren. Jeg skulle lige til at sige "yahh Hyung, hvorfor svare du ikke mine beskeder" men gjorde det ikke da jeg så en pige. Hun så ud til at være på alder med mig, men jeg havde aldrig set sådan en smuk pige. Jeg frøs men det blev hurtig afbrudt af en sød stemme, jeg kiggede på hende og vi begyndte at snakke.
Nutid (stadig Daniels synsvinkel)
jeg sad på en række stole i et hvidt lokale. lægerne løb rundt omkring og det eneste jeg kunne for at slå tiden ihjel var at studere folk. Jeg studere hvordan alle så enten nervøse eller grædefærdige ud. jeg selv var blevet bange, Jeg skulle nok ringe til ham Jimin, tænkte jeg. Jeg tog min telefon frem og trykkede på hans navn. det ringede op og han var hurtig til at svare.
Daniel og Jimins opkald (D=Daniel og J=Jimin)
D: hej undskyld jeg forstyrre.
J: hvem snakker jeg med? jeg har travlt
D: idiot *mumlede han*
J: hvad kaldte du mig?!
D: ik noget, jeg ville bare høre om du kender en som hedder y/f/n (dit fulde navn)
der blev stille et sekund men han svarede så
J: ja.. hvad er der med hende?
D: du skal ikke være bange okay, men hun er på hospitalet
J: HVAD ER DER SKET?!
D: jeg sagde du skulle slappe af, bare kom til **** (adresse)
J: jeg kommer med det samme
opkald sluttede.
Hvad ser hun i ham tænkte Daniel.
Hej, undskyld at jeg ikke har været så aktiv men havde travlt med skolen, men her er kapitel 26.
hvad mon der er sket med y/n?
hvad sker der mellem Daniel og y/n?
hvordan vil Jimin reagere når han finder ud af hvem Daniel er?
læs videre i næste kapitel~
YOU ARE READING
The one and only girl (BTS Jimin ff danish)
Fanfiction(Det er min første ff så håber at i vil tage godt imod den, skriv endelig hvis i vil vide noget, eller tænker på noget som skal ændres) Kærlighed. Kærlighed har altid været en svær ting for y/n, hun havde selvfølgelig været forelskede før men en rig...
