Den sørgende enke

O N E

Da klokken endelig ringer skynder folk sig ud af klasselokalet, mens de jubler. Min lærer hun kigger længselsfuldt efter sine elever, og sukker opgivende inden hun kigger ned på mig. „Smut nu med dig." Sukker hun og peger på døren med hendes tommelfinger, og jeg ryster grinende på hovedet. „Vi skal da sige ordentligt farvel." Siger jeg smilende og rejser mig op og børster det usynlige støv af mine bukser. „Jeg kan ikke fatte i er blevet så store allerede." Siger hun og kigger endnu engang på den åbne dør, som føre ud til den hæslige gang. „Jeg tror ikke de kommer tilbage til dig." Konstatere jeg, inden jeg åbner mine arme for hende i et kæmpe bjørnekram. „Det tror jeg heller ikke." Hun strammer ekstra meget rundt om mig i krammet, inden hun giver slip og kigger på mig med stolte øjne. „Du har udviklet dig så meget, siden du startede her." Hun lader en hånd glide let ned over min arm, inden hun går over til sin taske på kateteret. „Du har bare ikke at glemme mig." Siger hun strengt, men sender mig derefter et varmt smil. „Hvordan vil jeg nogensinde kunne glemme dig."

„Eksemerne er overstået nu, du behøves ikke hælde mere fløde på mig." Jeg griner let ad hendes ord, inden jeg ryster på hovedet. „Jeg mener hvert et ord jeg siger." Jeg går tilbage til det bord jeg sad ved, og begynder selv at samle mine ting sammen. „Natalie?" Jeg kigger op på min lærer, som har lænet sig op ad sit kateter. „Lov mig nu du imødekommer alt med åbne arme, i stedet for at være så tilbageholdene." Jeg nikker til hende og sender hende et lille smil, inden jeg smider min sorte taske på min skulder for sidste gang, i det her lokale. „Jeg mener det. Du kan nå at opleve så meget i din unge alder, lad dig nu selv opleve det." Hun sender mig et oprigtigt smil, og går hen til døren. „Så ses vi måske på fredag en sidste gang, inden du bevæger dig ud i voksenlivet." Jeg nikker til hende og sender hende et forsigtigt smil, og det får hende til at forsvinde ud ad lokalet, og efterlade mig alene. Jeg kigger en sidste gang rundt i lokalet, og lader mig tage indtrykkene til mig for sidste gang, inden jeg gør som de andre og forlader lokalet. Det er svært for mig at tænke på, at det er sidste gang jeg kommer til at gå på de her gange. Da jeg første gang startede på det her gymnasium, var jeg en meget genert og stille pige. Jeg havde svært ved at snakke med nye folk, hvilket gjorde det en udfordring for mig at få venner. Men når jeg tænker tilbage, så har jeg fået venner på de forskellige årgange og haft tre fantastiske år, med fantastiske venner. Gymnasiet er ikke specielt stort og jeg tvivler på der er mere end firehundrede elever, men det var derfor jeg valgte det. Da jeg ansøgte, havde jeg ingen ide om at det ville gøre mine sociale færdigheder godt, og udviklet mig til en mere selvstændig og selvsikker kvinde. Mine tanker bliver hurtigt afbrudt da høje grin og en arm bliver lagt om mig. „Hvad så Nat, skal du med os i aften?" Spørger hende der har lagt sin arm om mig. „Det ved jeg ikke, Emma. Hvad skal i?" Jeg kigger først på Emma, og så derefter de andre to der har fulgt efter os i tavshed. „Vi skal hjem til Cecilies moster!" Fortæller Emma mig og lægger ikke skjul på, hvor meget hun glæder sig. „Min fætter kommer også." Siger Cecilie, og blinker til mig. Jeg rødmer svagt og kigger ned i gulvet, og tager mig selv i at bide mig i læben. Cecilies fætter mødte jeg for første gang for to år siden, til hendes fødselsdag. Han har en unik udstråling, og så er han utroligt lækker. Han har altid været venlig mod mig, men Cecilie har altid fortalt mig han er venligere mod mig, end han er mod hendes andre venner. „Min kæreste kommer også." Fortæller Nanna en smule små fornærmet, og jeg griner lidt ad hende. Nanna har altid været den jaloux type, hun elsker at være i centrum og hvis det ikke handler om hende, skal hun nok hurtigt få det ændret. Det gør ikke at jeg elsker hende mindre, fordi hvis man ser bort fra det er hun stadig en utrolig sød og støttende ven. „Bor din moster langt væk?" Spørger jeg og kigger på Cecilie, som smiler stort og det er tydeligt hun er lige så glad for at vi snart officielt er studenter, som vi andre er. „Hun bor lidt længere ud på landet, hun er mega overtroisk og samler på 'hjemsøgte samleobjekter.'" Hun ruller øjne da hun siger hjemsøgt, men smiler så. „Det gør hende ikke mindre sjov, og der er ikke noget bedre end når hun fortæller historien til hver enkelte ting, som hun har samlet." Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg har det med, at hun bor lidt længere ud på landet. Jeg har altid været en tryghedsperson, og selvom mine sociale færdigheder er bedre end de var for tre år siden, har jeg det stadig svært ved nye personer og nye steder, især steder der er langt hjemmefra. „Bare rolig Nat, det er kun en halv times tur i bil og du skal nok nå at få din studenterhue og diplom på fredag." Driller Cecilie mig og skubber blidt til mig. Jeg vender øjne og smiler så til hende. „Og du lover din fætter kommer?" Cecilie hun nikker. „Vi møder ham derhenne." Forsikrer hun mig, og jeg smiler stort ved tanken om at jeg skal være sammen med hendes fætter, igen. „Så er jeg på!"

„Hej!" Råber jeg ud igennem huset da jeg træder ind i entréen, og lader min taske glide fra min skulder og ned på gulvet. Der går ikke lang tid før lyden af små hurtige fodskridt laver genlyd i gulvet, og jeg bliver hurtigt mødt af en ikke så stor person der er hurtig til at hoppe ind i mine arme. „Natalie!" Skriger hun og jeg tager mig selv i at lave en forpint grimasse, af hendes skingre stemme. „Jeg har sådan savnet dig!" Hviner hun og klapper glad i sine hænder, mens jeg sætter hende ned på gulvet. „Jeg har da også savnet dig." Siger jeg oprigtigt, mens jeg smider mine sko og skubber dem sjusket ind til siden med mine fødder. Jeg tager hendes lille hånd og følger med hende ind i køkkenet, hvor hendes mor sidder og kigger fokuseret ned i sin mobil, mens hun sidder med en halvspis bolle i sin anden hånd. Efter jeg har stået og kigget på hende i lidt tid, sukker jeg opgivende og går hen for at tage et glas i skabet. „Det også rart at se dig." Mumler jeg, efter jeg har hældt vand i glasset og lænet mig op ad skabet, med ryggen til. „Mhm." Er det eneste svar jeg får, og det får mig til at ryste på hovedet. Jeg kigger ned på Leah og laver en fjollet grimasse, som får hende til at grine genert. „Hvad er det du laver der er så spændende?" Spørger jeg og sætter mit glas på bordet, for at gå hen bag hende og kigge på hendes mobil. Hun sidder og spiller et spil, og da jeg skal til at tage hendes mobil, stopper hun mig hurtigt. „Du kan godt glemme det." Skynder hun sig at sige, og det får mig at sukke opgivende. „Har du siddet og spillet det der lorte spil, siden du hentede Leah?" Da mine ord har forladt min mund, bander hun lavt og lægger sin mobil aggressivt ned på bordet. „Se nu døde jeg!" Brokker hun sig, og vender sig halvt om på stolen, for at hun kan se op på mig. „Goddag Ellen, det er også godt at se dig." Siger jeg uskyldigt og smiler drillende til hende. „Hvor er du sjov." Snerrer hun inden hun vender sig om, så hun sidder normalt. „Min dag har også været så god, tak fordi du spurgte." Da jeg stadig ikke har fået hendes opmærksomhed, sukker jeg kort og går forbi hende for at sætte mig på stolen overfor, mens jeg tålmodigt venter på hun vil give mig opmærksomhed.

„Jeg kan mærke du stirrer på mig." Mumler hun, stadig med blikket fokuseret på sin mobil, mens hun tager små bidder af sin bolle. Jeg stønner opgivende og skal til at rejse mig, da hun endelig lægger sin mobil fra sig. „Gud ja, hvordan gik din eksamen?" Spørger hun og hele hendes ansigt lyser op i et stort smil. „Jeg fik ti!" Siger jeg stolt, mens jeg smiler stort. Ellen hun smiler stort og klapper i sine hænder. „Hvor flot! Jeg er så stolt af dig!"

„Jeg er så lettet over mine eksamener endelig er slut." Siger jeg dramatisk, og køre en hånd over min pande. „Ved du om far kommer og ser mig få mit diplom?" Mit smil famler lidt, efter ordene har forladt min mund. Chancen for min far kommer, er lille. Han arbejder altid, og har valgt at prioritere hans arbejde, frem fra hans tre døtre. Jeg har ondt af Ellen, som er tvunget til at arbejde på halv tid, bare for at have en chance for at få noget gjort i huset. „Jeg tror ikke du skal regne med det." Hun sender mig et skævt smil, og ser på mig med beklagende øjne. „Det okay." Mumler jeg lettere skuffet, inden jeg rejser mig op. „Jeg bliver hentet snart, jeg skal ud med pigerne for at fejre eksamenerne er overstået." Fortæller jeg hende. Jeg får et lille nik fra Ellen og et kæmpe genert smil fra Leah, og så forsvinder jeg ud af køkkenet.