Den sørgende enke

S I X

Da jeg går ned ad gaden der er fyldt med mennesker, leder jeg efter cafeen, vi aftalte at mødes ved.

Men min søgen virker håbløs, da jeg stadig ikke har kunnet se en eneste cafe igennem de mange mennesker. Det er først da jeg går ind i en, jeg bliver hevet ud af min søgen og jeg kigger på personen der står over for mig. Det er en bleg kvinde, med livløst langt sort hår og triste store brune øjne. „Undskyld." Siger jeg, mens jeg stadig studere hende. „Det er okay, kære." Siger hun med en hæs stemme, hendes stemme virker næsten bekendt, men jeg kan ikke sætte nogen ord på hvor jeg har hørt den henne. „Undskyld nu når jeg har dig, men ved du hvor denne cafe er henne?" Jeg viser hende billedet på min mobil, som Lucas sendte til mig. Hun nikker og peger med en rystende hånd, mod den vej jeg var på vej hen. „Tak." Siger jeg, inden jeg bevæger mig den vej hun pegede. Kvinden hun virkede sær, og allerede nu føler jeg at jeg har glemt hendes ansigt. Når jeg tænker på hende, ser jeg ikke andet end hendes blege hud og hører ikke andet end hendes stemme. Jeg husker hende som trist, men jeg husker ikke hendes ansigts detaljer. Hele min situation er ved at gøre mig skør, hvis jeg ellers ikke allerede er det.

„Lucas!" Råber jeg og løber over til ham. Han står og venter på mig ude foran cafeen, og da han hører min stemme, lyser hans ansigt op i et stort smil. „Jeg troede lige at du ikke ville komme." Siger han og hiver mig ind i et kram. „Jeg kunne bare ikke lige finde herhen." Siger jeg efter han har sluppet mig, og klør mig i nakken. „Har du aldrig været her før?" Spørger han og åbner døren for mig, så jeg kan træde ind i varmen. „Nej." Siger jeg og ryster forsigtigt på hovedet.

„Hvad vil du have at drikke?" Spørger han, mens vi sammen går hen til et bord, ved en af vinduerne. Cafeen er hyggelig, med en sød duft af kakao. Gulvet er af mørkt træ som er blevet markeret, både væggene og gulvet er brunt, som bliver svagt oplyst af det overskyede vejr udenfor og de ubeskyttede lamper der hænger nedover hvert enkelt bord. „Det ved jeg ikke." Siger jeg ærligt med et lille smil, inden jeg sætter mig ned på den brune træstol, med en rød pude på. „Deres latte er god." Fortæller han og trækker på skuldrene, inden han sætter sig ned foran mig. „Så tror jeg bare jeg vil have sådan en." Siger jeg, og smiler genert til ham. „Så går jeg lige op og bestiller." Siger han og peger op mod kassen, hvor der står en lyshåret ældre dame, og tager imod kundernes bestillinger. Jeg nikker og sender ham et forsigtigt smil, inden han forsvinder sig op for at bestille.

„Nå Natalie, fortæl mig lidt om dig selv." Siger han da han sætter sig ned, og placere min kaffe foran mig. Jeg retter mig op og lader mine hænder hvile om glasset, så det varmer mine hænder. „Der er ikke så meget at fortælle." Mumler jeg ærligt, og kigger genert på ham. Han griner kort og ryster på hovedet. „Nå. Så starter jeg." Siger han mens han smiler stort. „Jeg hedder Lucas Sander, jeg er enogtyve år gammel, og jeg kan godt lide kaffe." Siger han og peger mod hans helt sorte kaffe, inden han rækker hånden hen over bordet, og jeg tager tøvende imod den med et stort smil. „Okay." Jeg tager en dyb indånding, inden jeg åbner munden. „Jeg hedder Natalie Bantz, jeg er nitten år gammel og jeg kan godt lide..." Jeg kigger rundt for at finde på inspiration, men bliver med det samme distraheret af skyggen der går ude foran vinduet. Skyggen bliver lige så stille til noget der ligner en menneskeform, med en lang sort kjole og en sort sjæl foran ansigtet, som var det en der lige have været til en begravelse. Mine øjne følger hende, mens hun går på lige linje foran vinduet, og holder sit hoved stift lige ud. „Natalie er du okay?" Det er Lucas der bryder mig ud af min trance med denne her kvinde, og jeg kigger forskrækket hen på ham. Jeg rødmer svagt da det går op for mig jeg endnu ikke har givet slip på hans hånd, og er hurtig til at trække min hånd til mig. „Undskyld, jeg troede bare jeg så nogen." Siger jeg og kigger kort hen på vinduet, for at se om kvinden stadig er der. Da jeg kigger tilbage på ham, sender han mig et venligt smil og tager en tår af sin stadig meget varme kaffe. Jeg kigger ned på min, som ikke damper lige så meget, men jeg vælger at placere mine hænder om den igen, da det føles som om temperaturen i rummet er faldet ned til minusgrader. „Natalie, er du sikker på du er okay?" Spørger han og jeg er hurtig til at smile til ham og forsikrer jeg har det helt fint.

„Hvad skal du så nu?" Jeg kigger forvirret på ham, da jeg ikke rigtig forstår hans spørgsmål. Han ryster på hovedet, og ser undskyldende på mig. „Jeg mener, når du er blevet student. Du er jo helt færdig med gymnasiet nu." Uddyber han, og jeg smiler bredt og føler mig lettet over, vi har ændret emne. „Jeg ved det ikke, jeg tror jeg rejser et år væk. Jeg har lyst til at se noget andet." Svarer jeg ham. „Hvad med din familie?" Spørger han og læner sig tilbage i træstolen, som får den til at knirke under ham. „Der er ikke så meget at sige." Indrømmer jeg og kigger kort ned i min kaffe, inden jeg kigger på ham igen. Han kigger undersøgende på mig med hans øjne, men nikker så. „Nogen søskende?"

„Jeg har to små halvsøstre." Svarer jeg ham og trækker ligegyldig på skuldrene, selvom de betyder utroligt meget for mig, og er meget mere værd end bare et træk på skuldrene. „Hvad med dine forældre?" Spørger han og samler sine arme foran sig, og læner sit hoved lidt på skrå. „Min far arbejder hele tiden." Jeg trækker på skuldrene endnu engang, og føler mig pludselig så lille under hans blik. „Hvad med din mor?"

„Hun er død." Siger jeg koldt og prøver at virke ligeglad, selvom ordene piner mig mere end jeg nogensinde vil indrømme. „Det er jeg ked af." Siger han og sender mig et undskyldende smil, og hvis jeg ikke tager fejl, ligner han en der har dårlig samvittighed. „Fortæl mig om dine søskende." Beder han mig, og læner sig mere frem i stolen og skiller sine arme ad igen. „Halv søskende." Retter jeg ham, og læner mig selv frem i min stol. „Den ældste af min halvsøskende er Olivia, hun er otte år gammel, men hun er virkelig en lille trunte." Jeg griner kort efter ordene har forladt min mund, mens jeg tænker tilbage på min kontrollerende og højtråbende lillesøster. „Så er der også Leah, hun er det helt modsatte af Olivia." Jeg smiler endnu større ved tanken om min mega generte og uskyldige lillesøster. „Hun er også kun seks, hun skal lige finde ud af livet."

Lucas sidder og smiler stort til mig, og jeg føler mig helt lettet over han er ikke den type, der kun vil snakke om sig selv. Ikke at jeg antog ham som den type, for så ville jeg ikke sidde her. „Jeg har mest ondt af Ellen." Fortæller jeg ham ærligt, og smiler knap så meget ved tanken om hende. Jeg har aldrig haft noget imod Ellen, hun er bare ikke min mor. „Ellen, pigernes mor. Hun er femogtredive, så hun er stadig ung, du ved." Jeg retter ubehageligt på mig, og prøver at virke så upåvirket af situationen som muligt. „Hun er bare tvunget til at blive hjemme det meste af tiden, fordi min far arbejder så meget." Siger jeg og skæver lidt. „Hvad med din familie?" Spørger jeg hurtigt, så vi ikke kommer endnu mere ind på det ubehagelige emne, om min ret så meget splittede familie. „Har to brødre, og en lillesøster. Far skred efter min lillesøster blev født, og mor hun gør sit bedste for at holde styr på familien." Han trækker også på skuldrene og lader som om det ikke påvirker ham, men vi ved begge to godt, at det påvirker os mere end vi nogensinde vil indrømme.