Den sørgende enke

T W O

„Og så skubbede jeg mine strømper af under min dyne, og de var aldrig fundet igen." Fortæller Emma os, mens vi alle sidder samlet i den lille grønne Kia, som Cecilie fik lov til at låne af sin mor. „Jeg savner virkelig de strømper." Snøfter Emma falsk, mens hun kigger ud ad foruden, med et trist smil. Jeg kigger på hende, og ryster på hovedet. „Du er så mærkelig." Konstatere jeg, og de andre to griner. „Det ikke sjovt." Siger Emma barnligt og krydser utilfredst sine arme, mens hun laver en sur grimasse. Jeg vender mig om, så jeg igen kigger ud af foruden. Jeg griner kort ad Emmas dramatiske historie, om hendes barndomsstrømper som forsvandt for cirka tre år siden, efter hun nægtede at tage dem af da hun skulle sove. „Hvornår er vi der?" Spørger Nanna som ikke har fjernet blikket fra sin mobil, siden hendes kæreste skrev og fortalte at han ikke kunne komme. „Om lidt." Svarer Cecilie hende, som virker til at være godt træt af vores lidt for højtråbende snak, som hun ikke har kunnet følge med i, eller være en del af, da hun skulle koncentrere sig om vejen. „Ved du om din moster har noget alkohol?" Spørger Emma, som har lænet sig frem i sit sæde, så hun kan have fat i Cecilies sæde. „Jeg er rimelig sikker hun nok kan trylle noget ud ad ærmet." Snerrer Cecilie og ruller med øjnene, som kun jeg kan se hun gør. „Jeg glæder mig til at møde din moster." Siger jeg og ignorer de to på bagsædet, som er begyndt at snakke om hvad de skal have på, på fredag. „Hun er sær, men stadig sød nok." Fortæller Cecilie og trækker på skuldrene, mens hun holder blikket stift på vejen. Cecilie fik sit kørekort for under to måneder siden på hendes nitten års fødselsdag, hvilket ikke har givet hende tid til at blive helt tryk på vejene. Hun var godt nok den eneste der kunne lægge bil til, og den eneste der kan vejen til hendes moster. Vi andre var ikke meget for det, men vi havde ikke andet valg, end at bide i det sure æble, og sørge for at stramme vores sikkerhedsseler lidt mere end hvad vi normalt ville gøre. „Så kør dog forhelvede!" Råber Cecilie surt og dytter to gange ad bilen foran os, som holder stille. „Cecilie det er rødt, han må ikke køre." Kommer det fra Nanna omme bag ved. „Oh." Mumler Cecilie forlegent, og folder sin mund i en tynd streg. Jeg griner kort ad hende, og ryster på hovedet. „Hvordan bestod du kørerprøven?" Driller jeg hende, og skubber blidt til hendes skulder med min knytnæve. „Ikke rør mig, jeg skal koncentrere mig!" Skriger hun panikslagen, og slår engang til rattet.

„Cecilie du skal køre nu." Bryder Emma ind, og peger på lyskrydset, som viser grøn og en hel masse biler begynder at dytte bag os. „Måske en af jer burde køre bil, siden i har så travlt med at blande jer i min kørsel." Snerrer Cecilie irriteret og lader bilen trille frem til krydset, inden hun kigger sig for og drejer til venstre. Resten af turen er stille, og vi lader alle Cecilie være så hun kan koncentrere sig om vejen. „Hun bor i det der hus." Siger Cecilie endelig, og peger på et rødt murstenshus længere oppe ad vejen vi triller på. Vi kigger alle nysgerrigt på huset, og jeg kan ikke lade vær med at blive en lille smule nervøs over at det ligger så langt væk fra alting. „Det er ikke nu du kidnapper os, for at få en løsesum fra vores forældre eller sådan noget." Griner Emma nervøst, som må have haft samme tankegang som mig. Cecilie sukker tungt og ryster på hovedet. „Som om de gad at give nogen penge for at få jer tilbage."

Da vi endelig parkere i indkørslen, skynder jeg mig at gå ud af bilen, i frygt for at hvis jeg bliver der inde for længe med Cecilie, at vi vil ende med at køre galt – selvom vi holder stille. Jeg bliver mødt af en mørkeblå Up, som må være hendes moster bil. Ved siden ad den holder der en sort ældre Audi, som jeg hurtigt genkender som Cecilies fætters bil. Jeg kan ikke lade vær med at smile ved tanken om at han faktisk er her, og jeg mærker små sommerfugle i min mave. „Der er vist en der blev glad." Driller Emma mig og lægger en arm om mig. Jeg er hurtig til at skubbe den af, og rette på mit tøj. „Jeg ved ikke hvad du snakker om." Forsvarer jeg mig og de begynder alle tre at grine ad mig. „Lad os bare gå ind." Siger Cecilie og klapper mig venligt på skulderen. Hun går op til hoveddøren, og vi følger alle sammen efter hende. Hun banker tre gange på døren, og der går ikke lang tid før den åbner og vi bliver mødt af en ældre kvinde med et kæmpe smil placeret på hendes læber. „Hej piger!" Siger hun begejstret, og er hurtig til at træde til siden så vi kan komme ind. „Er der noget i vil have?" Spørger hun venligt, mens vi tager vores jakker og sko af. „Måske noget vodka, hvis du har det." Mumler Emma lavt, og jeg tror ikke det var meningen at Cecilies moster skulle høre det, men Cecilies moster griner stort. „Selvfølgelig kan jeg klare det, vil du have det rent eller noget at blande det med?" Emma kigger forlegent på Cecilies moster. „Måske noget cola, hvis du har det." Mumler Emma lavt, og jeg griner lidt over at den normalt højtråbende Emma, ikke er så højtråbende mere. „Selvfølgelig kan jeg det, jeg er tilbage om lidt. Stuen er der, det ved du selvfølgelig Cecilie." Siger hun venligt og forsvinder ud ad en dør, jeg tror leder til køkkenet. „Du er så dum nogle gange, Emma. Det er helt vildt." Griner Nanna som endelig har lagt sin mobil væk, og valgt at deltage. „Det er da ligemeget, bare kom med." Siger Cecilie og begynder at gå hen mod en stor åbning, hvor man svagt kan se lyset fra et tændt fjernsyn. Da vi træder ind, er det første jeg lægger mærke til, er Cecilies fætter, som sidder afslappet i den brune lædersofa, mens han ser et eller andet program de viser i fjernsynet. „Hej Lucas." Hviner Cecilie og løber hen for at give sin fætter en krammer. Han er hurtig til at rejse sig op, og tage imod hendes kram. Da de endelig giver slip på hinanden, er han hurtig til at kigge hen på mig. „Hej piger." Siger han og smiler skævt, mens han ikke tager blikket fra mig. „Hej Natalie." Siger han så, og jeg mærker mine kinder brænder. Jeg er hurtig til at se ned i gulvet, mens jeg smiler stort og sommerfuglene i min mave er blevet endnu vildere, og det overvælder mig en lillesmule. „Bare tag plads piger." Siger Cecilies moster, som kommer gående med en vodkaflaske og en stor halvandenliterscola. „Cecilie kan du tage nogen glas fra køkkenet, de står i det øverste skab over håndvasken." Hun kigger kort på Cecilie, inden hun sætter tingende ned på stuebordet. „Det skal jeg nok." Svarer Cecilie smilende, inden hun forsvinder ud i gangen vi kom fra. Emma og Nanna er hurtige til at tage de yderste pladser på sofaen, så jeg bliver tvunget til at sidde tæt på Lucas. Jeg sætter mig ned ved siden af Lucas, mens jeg smiler genert og holder mit blik nede i gulvet. Hver gang jeg møder Lucas, er jeg overraskende nok lige så genert hver gang, selvom jeg snart har mødt ham rigtig mange gange. Der er bare et eller andet over ham, som gør at jeg har lyst til at kaste mig ind i hans arme, men på samme tid gemme mig væk, så jeg ikke gør mig selv til grin foran ham. Han er hurtig til at rette sig op da jeg sætter mig ved siden af ham, og jeg får kuldegysninger der løber op ad mine arme, da vores kroppe snitter hinanden. Han er hurtig til at rømme sig, og da jeg kigger på ham, har han svagt røde kinder. Da Cecilie er kommet tilbage, sætter hun seks glas på bordet, og er hurtig til at sætte sig ned mellem mig og Emma, så jeg bliver rykket endnu tættere på Lucas. „Undskyld." Hvisker jeg næsten da jeg støder ind i ham, fordi Cecilie skubbede til mig. „Okay, Nat hvor meget vodka skal du have i dit glas?" Spørger Emma som allerede er ved at hælde vodka op i en af glassene, og det får mig til at grine kort ad hende. „Ikke mere end det der, din alkoholiker." Skynder jeg mig at sige, da jeg får øje på hvor meget hun har hældt i glasset. „Jeg er ikke alkoholiker, kun deltidsalkoholiker. Nogen af os har altså et liv." Forsvarer hun sig, og det er tydeligt hun hentyder til min tilbageholdenhed og at jeg næsten altid er alene på mit værelse. Hun er hurtig til at give mig glasset, efter hun har hældt cola op til renden. Da jeg tager en tår af glasset, er jeg hurtig til at skære en grimasse da den alt for stærke smag af vodka rammer mig, og brænder ned ad min hals. „Føj." Siger jeg lavt for mig selv, og sætter glasset ned på bordet. „Her Lucas." Siger hun begejstret og skynder sig at give glasset til ham. Jeg har lidt fornemmelsen af at hun prøver at drikke os stive, for at der skal ske noget mellem os i aften. Snedigt.

Jeg ved godt at starten er lidt kedelig, men jeg lover, det bliver bedre!!