Den sørgende enke

F O U R

„Skal vi køre hjem?" Spørger Cecilie, hvis humør slet ikke er blevet bedre. Hun virker utroligt træt af os, især af hendes moster. „Nej." Mumler jeg, mens jeg presser mig lidt mere mod Lucas arm, som føles så yderst behageligt. Normalt ville jeg altid sidde for mig selv, men da jeg har fået lidt for meget at drikke, tænker jeg ikke over mine handlinger - eller konsekvenser der følger med. Lucas tager fat i min hånd, og begynder at pille ved mine fingre. „Du bløder." Siger han og viser mig min pegefinger, hvor der svagt kommer blod ud af. „Det må være før, da jeg tog glasset." Konstatere jeg, og hentyder til episoden i rummet, med Rachels påstået hjemsøgte genstande, og tørre blodet af i mine bukser. „Det skal nok gå over." Jeg trækker på skuldrene, og presser mig længere ind mod hans arm. Jeg kan mærke Rachels blik på mig, men jeg vælger at ignorere det, og nyde at jeg sidder så tæt på Lucas. „Klokken er mange, jeg skal på arbejde i morgen." Snerrer Cecilie. „Rolig nu Cecilie, vi kommer nu." Mumler Nanna, som også har holdt sig væk fra alkohollen, efter episoden i rummet, Rachel viste os. „Kom Natalie." Siger Lucas og skubber mit hoved op, så jeg bliver tvunget til at sidde selv. „Hvor irriterende." Brokker jeg mig, mens jeg prøver at rejse mig op. „Lad mig hjælpe dig." Siger Lucas og lægger en arm om mig. Jeg tager chancen og dufter kort til ham, inden jeg følger med ham ud i gangen, og hen til hoveddøren. „Lad mig hjælpe dig med at få din sko på." Mumler han lavt og bøjer sig ned.

„Tak for i dag, Rachel!" Siger jeg og falder ind i hendes bløde favn. „I er alle sammen velkomne her en anden gang!" Siger hun da jeg har trukket mig igen. Hun vinker mens vi går ud ad døren, og jeg er hurtig til at bumpe ind på forsædet. „Din moster er rigtig sød." Siger Emma til Cecilie, som stadig sidder og surmuler ved førersædet. „Hun er alt for overtroisk." Vrisser hun irriteret og starter bilen. „Hun er stadig sød." Mumler jeg træt mod ruden, mens min kind hviler mod den kolde dør. „Det kan godt være, men hun burde virkelig tage sig sammen." Snerrer hun og køre ud på landevejen og hjemad. „Jeg er sulten." Siger jeg, mens jeg kigger længselsfuldt på den tredje Mac Donalds vi kører forbi. „Du kan spise når du kommer hjem, jeg er træt." Svarer Cecilie surt og fokusere på vejen. „Okay." Sukker jeg og vinker farvel til mine pomfritter.

„Farvel Natalie." Siger Cecilie, som er den eneste tilbage i bilen, efter vi har sat de andre to af. „Vi ses, Cecilie." Siger jeg og smækker døren i, inden jeg går op til min hoveddør. Aftenen er kold og mørk, der er ingen stjerner at se på himlen, da de grå skyer dækker dem. Jeg sukker engang inden jeg hiver ned i håndtaget, til at finde ud af at døren er låst. Jeg sparker engang til døren, inden jeg vender mig om. Jeg kigger på den mørke vej, som kun er svagt oplyst af gadelygterne. „Natalie?" Siger en hæs trist stemme, og jeg kigger søgende rundt. „Hvem der?" Spørger jeg, men da ingen svarer ryster jeg på hovedet og vender mig om, for at lede efter ekstranøglen. „Natalie?" Siger den fremmede stemme endnu engang, og det får mig hurtigt til at vende mig om. „Hallo?" Spørger jeg igen, men jeg får intet svar. Jeg kigger forvirret rundt, inden jeg vender mig om for at lede efter ekstranøglen endnu engang. Det er først da jeg får fat i den, og får stukket den i nøglehullet jeg begynder at slappe lidt af. Jeg føler mig bestemt ikke tryg ved situationen, og jeg ved ikke om jeg skal skyde skylden på alkohollen jeg har indtaget i dag, eller om jeg er ved at gå helt kuk kuk. „Natalie!" Skriger en høj skinger stemme ind i mit ører, mens jeg mærker en kold krop mod min. Det får mig til at fare sammen, mens den ellers før stille vind tager kraftigt fat i mit hår, i et voldsomt vindsus. Da jeg kigger bag mig, ser jeg intet og ånder lettet op. Jeg gør op med mig selv det må være alkohollen jeg har indtaget, og jeg er begyndt at se syner. Da jeg drejer nøglen rundt og jeg hører klikket fra døren, skal jeg til at hive ned i håndtaget da jeg bliver hivet tilbage i en hård kræft, og lander nede på fortorvet. Jeg kigger forskrækket rundt, og tager mig til min røv som er i meget smerte lige nu. Da jeg kommer op at stå på rystende ben, skynder jeg mig hen til hoveddøren og skubber den op så hårdt, at et højt brag lyder da den rammer væggen. „Fuck." Bander jeg, mens jeg humper ind i bryggerset. „Natalie er det dig?" Spørger min fars velkendte stemme, og jeg kan se noget lys blive tændt ude fra gangen. „Det bare mig far, det må du undskylde." Siger jeg til ham, da han kommer til syne. „Du forskrækkede mig." Siger han med en træt og hæs stemme, mens han gnider sig i øjnene. „Det må du undskylde." Undskylder jeg endnu engang, mens jeg begynder at tage mine sko af. „Husk at lås døren, inden du går i seng." Mumler han træt og går tilbage hvor han kom fra, hvorefter han slukker lyset efter sig. „Det skal jeg nok, far. Sov godt!" Råber jeg, og sukker da jeg kan høre hans dør lukke sig efter ham. Det er også godt at se dig far, tænker jeg for mig selv. Jeg ryster på hovedet og lukker og låser døren efter mig, inden jeg går længere ind i huset, og op på mit værelse.

Da jeg endelig smider mig i min seng, ånder jeg lettet ud. Dagen i dag har været god, og mærkelig, virkelig mærkelig. Jeg er stadig lidt i chok over det der skete før, og forstår på ingen måde hvad der skete. Denne kvinde stemme fra før, sidder stadig fast i mit hoved, og det føles som en dårlig drøm. For første gang i lang tid, er jeg bange for at ligge mig til at sove.