Den sørgende enke

T E N

Da klokken er omkring de otte, begynder jeg at høre mine yngre søstre og Ellen gå rundt nede i køkkenet, jeg går ud fra at far ikke kom hjem fra arbejdet i går, da hans tunge fodskridt ikke er til at høre nedenunder. Jeg retter mit grå halstørklæde om min hals, og rejser mig op fra den stol jeg har brugt de sidste par timer på. Jeg er ret sikker på at jeg er faldet lidt hen på et tidspunkt, da jeg tror der gik en halv time jeg ikke var til stede. Mere har det nok ikke været, da jeg er for bange.

Jeg går ned ad trapperne og forsætte ud i køkkenet, til at blive mødt af en næsten lige så træt Ellen og to energiske piger der slås om hvem der skal have det sidste müsli, der er tilbage i posen. „Har du brug for hjælp?" Spørger jeg af medlidenhed for Ellen, som sikkert har været vågen hele natten, for at vente på min far. Hun ryster på hovedet og sender mig et lille smil, og jeg svarer igen med et lille smil. Jeg lægger en trøstende hånd på hendes skulder, inden jeg sætter mig ned ved siden Leah. Jeg er ret sikker på at det her var ikke det hun forventede, da hun giftede sig med min far for syv år siden. Leah og Olivia er ved at rive posen fra hinanden, så jeg er hurtig til at tage den ud af deres hænder. „Stop det." Knurrer jeg og kigger skiftevis på dem, med et hårdt blik. „I kan dele det." Belærer jeg dem og hælder noget op i begge deres skåle, så de får lige meget hver. „Det er meget bedre." Kommentere jeg med et smil, og de kigger begge to forlegent ned i deres skåle. „Og spis så." Kommandere jeg og rejser mig op, for at gå hen til skraldespanden under vasken og smider posen ud. Jeg kigger hen på Ellen, som sender mig et taknemmeligt smil, inden hun køre sin hånd over panden. „Glæder du dig til i morgen?" Spørger Ellen efter jeg har sat mig ned ved siden af Leah igen. „Det gør jeg." Siger jeg oprigtigt og kan mærke sommerfuglene presse sig på i min mave. „Jeg kan ikke fatte jeg allerede bliver student i morgen." Mumler jeg og tænker tilbage på de sidste tre år af mit liv, de bedste tre år af mit liv. „Du er blevet så hurtig stor, det føles som i går jeg flyttede ind hos jer." Siger Ellen og sætter sig ned ved siden af Olivia, over for mig. „Tiden går stærkt." Siger jeg lavt og trækker på skuldrene. „I kommer i morgen, ikke?" Spørger jeg og kigger bedende på Ellen, som sidder med et kæmpe smil. „Selvfølgelig gør vi det." Siger Ellen og kigger på sine to døtre, med et endnu større smil. Jeg ånder lettet ud og tager mig selv i at smile et ægte smil. „Du larmede sådan i går aftes?" Spørger hun mere end hun siger det, og kigger undrende på mig. „Det gjorde jeg, jeg havde mit vindue åben og så slog vinden så hårdt ind, at døren smækkede." Lyver jeg, og giver mig et mentalt klap på skulderen, over hvor god jeg er til at lyve. „Det forskrækkede mig bare." Siger Ellen og sender mig et svagt smil, inden hun sætter sit fokus på sine døtre. „Det forskrækkede også mig." Hvisker jeg lavt, så kun jeg kan høre det. Mit smil er forsvundet, og jeg kigger fokuseret på et mærke på bordet, der må være kommet fra en for varm gryde, eller noget lignende. Jeg tager mig selv i at sidde stift, og alle omgivelserne bliver sløret omkring mig. Jeg føler mig utroligt udmattet og det er en kamp at holde mine øjne åbne. Min mave kniber sig sammen og jeg føler pludselig jeg skal kaste op. Alt frygten, bekymringer og stress kommer som i et nu, presser sig op ad min hals, slået sammen. Det får mig til at bryde min trance og rejse mig så hårdt op, at stolen flyver tilbage. Jeg har fået alt opmærksomheden nu. Det føles som om jorden forsvinder under mig. „Natalie, er du okay?" Spørger Ellen bekymret, og rejser sig forsigtigt op. „Jeg har det fint." Lyver jeg og placere min arm på væggen, for at kunne holde balancen. „Du er helt bleg." Konstatere Ellen og bøjer sig over bordet og skal til at lægge en hånd på min pande, men jeg er hurtig til at træde tilbage. Den pludselige bevægelse, som tydeligt var en refleks, kommer bag på Ellen, mig og min krop. Det får kvalmen til at blive kraftigere, og jeg skynder mig at løbe ud på toilettet. Jeg lander tungt ned på det hårde stengulv, mens jeg er bøjet over toilettet. Alt det jeg har indtaget inden for de sidste fireogtyve timer, kommer op nu. Jeg kan mærke mit hår blive samlet og en beroligende hånd bliver lagt på min ryg, mens den bevæger sig frem og tilbage. Da alt det jeg havde i mig, er kommet op, falder jeg det sidste ned på gulvet og læner mig udmattet op ad væggen. „Jeg tror bare det er nervøsiteten for i morgen." Lyver jeg endnu engang, mens jeg holder mine øjne lukket. Jeg kan mærke Ellen sætter sig ved siden af mig, og duften af hendes velkendte parfume rammer min næse. Jeg lader mit hoved falde ned og hvile på hendes skulder. „Tak fordi du holdt mit hår." Mumler jeg hæst, stadig med lukkede øjne. „Selvfølgelig." Siger hun og lader en varm hånd falde på min kind, og aer den stille med hendes tommelfinger.

Jeg ved ikke hvor længe vi sad på gulvet, men jeg nød hendes omsorg. Den omsorg jeg burde have haft af min mor, men hun ikke kan give mig fordi hun er død. Hun er væk og jeg har ikke lov til at opleve min mors kærlighed. Jeg har aldrig og får aldrig muligheden, for at opleve det bånd man har med sin mor. Hun er langt væk og hun kommer aldrig tilbage.

„Du burde sove lidt." Siger Ellen og smiler kærligt til mig, inden hun rejser sig fra min seng. „Kan du ikke blive?" Spørger jeg og kigger bedende på hende. Jeg spørger fordi jeg er bange for at lukke mine øjne, fordi hvad nu hvis hun kommer tilbage. Ellen kigger på mig lidt, men nikker så. „Tak." Mumler jeg og lukker mine øjne, da hun sætter sig ned på kanten af min seng. Jeg tager fat i hendes hånd og hiver den lidt til mig, og mumler noget jeg ikke engang selv forstår. Jeg kan mærke hendes varme smil, hvilket kun får mig til at døse mere hen. Og før jeg ved af det, sover jeg.