Den sørgende enke

T H R E E

„Rachel, du skal så meget fortælle os nogen af dine historier!" Beder Emma, som er blevet lidt for gode venner med Cecilies moster. „Hvilket historier snakker du om?" Spørger Rachel, som ikke er lige så påvirket af alkohollen som os andre. „Cecilie fortalte du har en helt masse hjemsøgte genstande! Fortæl os om dem." Uddyber Emma, mens hun rykker sig lidt frem og tilbage i sofaen. „Hvorfor fortælle, når jeg kan vise jer?" Siger hun mens hun smiler lusket, og gnider sine hænder op ad hinanden. „I må bare ikke røre ved nogen af genstandende." Siger hun og kigger alvorligt rundt på os, inden hendes smil bliver varmt og hun rejser sig op. Hun går ud på gangen vi kom fra, og vi andre følger stille efter hende. Mens vi går ned ad den svagt oplyste gang, kan jeg mærke Lucas hånd stille snitte min. Jeg kigger op på ham, til at finde ud af at han kigger ned på mig. Mine kinder begynder at brænde, og jeg er hurtig til at kigge ned i jorden igen. Det er svært for mig at holde min balance, da jeg er lidt mere påvirket af alkohollen, end jeg lige troede. Jeg tager mig selv i at tage lidt flere skridt end normalt, bare for at holde balancen. Da vi endelig stopper, er det foran en hvid dør. „I må ikke røre ved noget." Siger hun igen, og kigger alvorligt på os. „I må kigge, men ikke røre." Nanna hun begynder at fnise svagt, og Rachel kigger irriteret på hende. „Undskyld men, bliver vi hjemsøgt hvis vi rører ved noget." Griner Nanna underholdt, som tydeligt også er påvirket af alkohollen. „Nej slet ikke, jeg vil bare ikke have i ødelægger noget." Rachel hun trækker på skuldrene, og åbner døren for os. Vi kommer ind i et mørkt rum, som hurtigt bliver lyst op da Rachel trykker på kontakten. Rummet ligner noget der er taget ud af en legetøjsbutik, rundt på forskellige reoler og border står der forskelligt legetøj, krukker, glas og andre forskellige genstande. „Det ligner et cirkus." Mumler jeg lavt for mig selv, og jeg kan høre Lucas grine bag mig. Jeg kigger mig over skulderen, for at se hans underholdte ansigt. „Hvis du bliver bange, så skal jeg nok beskytte dig." Driller han mig, og vrikker med øjenbrynene. Jeg vender øjne ad ham og ryster på hovedet, inden jeg vender mig om igen, så jeg kan se Rachel. „Kom med, så skal i se min yndlings samlergenstand." Siger hun, mens hun smiler stort og mystisk. Vi følger alle med hende ind i det lidt trængte rum, der føles så lille på grund af alle genstandende. „Den her." Siger hun og tager et helt normalt spejl op og viser os. „Det ligner godt nok et spejl." Siger hun mens hun går rundt med det, og viser det til os alle. „Men man siger at når man dør, fanger den ens sjæl." Hun sætter spejlet ned på sin plads igen, men forsætter med at fortælle. „Det siges at den har fanget så mange sjæle, at hvis man kigger længe nok på dem, kan man høre dem skrige."

Jeg får kuldegysninger som løber op ad mine arme, og rummet føles pludselig ti gange koldere, end det gjorde da vi kom ind. „Og den her." Siger hun og begynder at gå over mod en anden reol. Hun viser en kugle der ikke er meget større end hendes hånd, den er blå og lyserød og hver gang lyset rammer den, viser farven på møblerne bag den. „En lille pige druknede med den her, det siges at hun er fanget inde i den og hvis den bliver ødelagt, så vil hun gå rundt i dit hus i evig tid." Fortæller hun og går rundt og viser den til alle.

„Tror du selv på det, moster?" Spørger Cecilie og ser på ingen måde overbevist ud. „Jeg ved ikke om jeg tror på det, jeg kan bare godt lide tanken om der måske er noget efter livet." Rachel trækker på skuldrene og sætter kuglen ned på sin plads. „Jeg kan godt lide at samle på de her ting, da de er beviser på at der måske er noget mere, end vi kan se." Rachel hun smiler venligt til os, inden hun køre en hånd igennem hendes brune hår som svagt er ramt med grå striber. „Det lyder da også mega hyggeligt." Bryder jeg ind, mens jeg smiler stort. „Hvad er det her?" Spørger Nanna som har sneget sig væk fra os, hun står over ved et åbent skab og piller ved en genstand, jeg ikke kan se herfra. „Ikke rør den!" Siger Rachel og skynder sig over til hende. Nanna kigger forskrækket på Rachel, og hopper et par skridt tilbage så hun taber genstanden ud af sit greb. Rachel er hurtig til at gå tilbage, så hun ikke er lige så tæt på genstanden. „Er den gået i stykker?" Spørger Rachel med en rystende stemme, mens hun bare kigger ned på genstanden. „Det tror jeg ikke." Mumler Nanna, og skal til at samle den op, men Rachel kommer først og skynder sig at samle op. Da hun tager fat i genstanden, knækker den i to, og Rachel er hurtig til at give slip på den. „Var skabet ikke låst?" Spørger en vred Rachel, som godt nok virker mere skræmt. „Nej." Siger Nanna og det er tydeligt hun er ramt med dårlig samvittighed. Jeg går hen til Rachel for at hjælpe hende, men hun skynder sig at sætte end hånd ud, der viser jeg ikke skal gå nærmere. „Kom over på den her side, kære." Siger Rachel til Nanna, og Nanna gør med det samme hvad hun siger. „Det var ikke med vilje." Mumler Nanna og kigger ned i gulvet. „Det er okay."

„Er jeg den eneste der synes der er blevet koldere herinde?" Spørger Emma, som også er kommet tættere på, for at se hvad der sker. „Nu i simpelthen for meget." Vrisser Cecilie bag os, som skubber sig igennem os, for at gå hen og samle genstanden op, som jeg stadig ikke helt kan se. „Hvis det her er sådan noget hjemsøgt pis, så ser den ikke spor skræmmende ud." Siger hun irriteret, og viser os genstanden. „Læg den ned, Cecilie." Siger Rachel hårdt, mens hun holder sig foran os. „Er du bange for den her, Natalie ser den her særlig skræmmende ud?" Cecilie hun viser mig genstanden, som er har en lortebrun farve, og hvis jeg ikke tager fejl, er den lavet af glas. „Nej." Mumler jeg lavt og ryster på hovedet. „Bare sæt den ned, som din moster siger." Siger Emma bag mig, som virker lidt skræmt af situationen. „Er du også overtroisk Emma?" Spørger Cecilie irriteret, mens hun kigger på hende med hævede øjenbryn. „Nej, det er ikke det." Forsvarer Emma sig, mens hun kigger irriteret på Cecilie som opfører sig pænt meget som en idiot, lige nu. „Så hold den." Siger Cecilie og rækker genstanden mod hende, men Emma går lidt tilbage. „Hold den nu." Presser Cecilie på, og jeg sukker opgivende. „Så giv mig den da." Snerrer jeg irriteret og hiver genstanden hårdt ud af hendes hænder, så jeg kommer til at skære mig på glasset. „Den ser ikke ud af noget, men vi respektere stadig din moster." Siger jeg hårdt og går hen for at samle den anden side af den ødelagte genstand op, men Rachel er hurtig til at stoppe mig. „Lad det ligge, jeg ordner det senere." Mumler hun lavt, mens hun tager den knækkede halvdel fra mig, med rystende hænder. „Lad os gå ind i stuen igen, og få lidt mere at drikke." Siger Rachel og viser os alle sammen ud, og lukker døren efter os.