Resten af aftenen blev jeg på mit værelse, da jeg stadig er i chok over det der skete. Jeg føler at natten bliver lige så lang som den anden, og det er noget jeg bestemt ikke glæder mig til. Jeg har aldrig haft glæde ved at være oppe, når alle andre sover. Det er utroligt kedeligt og tiden plejer altid at snegle sig afsted. Det er banken på min dør, der bringer mig ud af mine tanker. „Kom ind!" Råber jeg, mens jeg retter mig op i min seng. „Hej søde." Siger Ellen lidt for sukkersødt, da hun træder ind i mit rum og lukker døren efter sig. „Hvad skete der tidligere?" Spørger hun, og det overrasker mig lidt hvor hurtig hun springer til sagen. „Jeg ved det ikke." Svarer jeg ærligt, mens jeg kigger undskyldende på hende. „Pigerne blev ret skræmt." Fortæller hun mig, som om jeg ikke allerede vidste det. „Det samme gjorde jeg." Mumler jeg utydeligt, men hun fanger vidst stadig mine ord. „Er du okay, Natalie?" Spørger hun og sætter sig på kanten af min seng. „Jeg har det fint." Lyver jeg og sender hende et falsk smil. „Okay, ellers kan du altid komme til mig." Siger hun oprigtigt, mens hun sender mig et varmt smil. Jeg nikker kort, hvilket får hende til at rejse sig op. Inden hun går ud ad døren, vender hun sig om og kigger på mig. „Natalie, jeg er godt klar over jeg ikke er din mor, men jeg holder stadig utroligt meget af dig." Siger hun og går ud ad døren, og efterlader mig målløs. Aldrig har Ellen vist omsorg over for mig, da hun mere har været som en god ven, end et familiemedlem for mig. Dengang Ellen kom ind i familien, var jeg meget imod det. Min far prøvede at komme videre efter min mors død, men jeg har aldrig tilladt mig selv at komme videre. Jeg har altid følt at verdenen har været ekstra uretfærdig imod mig, fordi de tog min mor fra mig i en ekstrem tidlig alder. Jeg ville gøre alt for at få mere tid sammen med min mor, men hver gang jeg har søgt mod hende, har hun bare været væk.
Det banker endnu engang på døren, hvilket overrasker mig da jeg troede at Ellen var gået i seng. „Kom ind." Råber jeg, men får intet svar og ingen kommer ind. Det får mig til at tænke to gange over det, men jeg kan ikke tænke mig frem til hvem der plejer at gøre sådan. Ikke engang Olivia holder sig tilbage, når hun vil ind på mit værelse. Tre hårde bank lyder igen på min dør, hvilket forskrækker mig en lille smule. „Hvem er det?" Spørger jeg nervøst, mens jeg ikke fjerner blikket fra døren. Det banker igen hårdt tre gange på døren, hvilket får mig til at skubbe mig længere op ad muren. „Ved du hvad, jeg er ligeglad med hvem det er. Bare gå væk!" Råber jeg så højt at jeg er sikker på, hvem det så end er, kan høre det. Der bliver stille, og jeg ånder lettet ud. Jeg håber at uanset hvad det var, at det er væk. Mine tanker bliver igen afbrudt, af tre høje bank igen, hvilket får mig til at rejse vredt op og gå hen for at sparke til døren. Lige da jeg skal til at ramme døren, bliver døren åbnet op i sådan en kræft at den rammer hårdt ind på mit ben, så jeg falder ned på gulvet. Jeg kigger i dørens åbning, til at finde ud af at der ingen står. Jeg er hurtig til at kravle bagud, ind til væggen rammer min væg, og står i vejen for min flugt. Mit blik forlader ikke den åbne dør, i frygt for hvem der kunne komme ind af den. Jeg skubber mine ben op under mig selv, og holder om dem med mine arme, tæt ind mod mit bryst. Jeg vugger mig selv frem og tilbage, mens jeg nynner en lav melodi, for at distrahere mig selv. Det er døren der smækker hårdt i, der får mig til at tie stille. Aldrig har jeg følt mig mere hjælpeløs, bange og alene. Jeg har ingen ide om hvem eller hvad der vælger at besøge mig på den her tid på aftenen, men en ting er sikkert. Det vil mig ikke noget godt. Jeg har aldrig været den overtroiske type, så da Cecilies moster – Rachel, ville vise og fortælle os om alle hendes ting, fandt jeg det ret underholdende. Jeg ville med glæde lytte til hendes historier, men nu, hvor alle de her fremmede ting – som jeg ikke forstår, sker for mig. Så er jeg ret sikker på jeg ikke vil høre en eneste af hendes historier, medmindre det fortæller mig hvordan jeg stopper det her. En ting er at det sker for mig, men det går udover min familie, og det er den mindste ting jeg ønsker, skal ske. Med de tanker lader jeg mit hoved falde ned i mine knæ, og lade mine øjne hvile, mens jeg ønsker – beder til gud om at det vil stoppe. Der er sket så mange ting inden for de sidste fireogtyve timer, og det får mig til at frygte for min fremtid og hvad der følger med.
ESTÁS LEYENDO
Den sørgende enke
Terror"For en tom sjæl hun blev, som kun havde et mål. Og det var at hævne sig over alle." Efter Natalie har overstået sin sidste eksamen, tager hun med sine veninder ud for at fejre det. En ødelagt genstand senere, og alting går galt, men sjovt nok, går...
