Den sørgende enke

F I F T E E N

Da vi træder ind i den store sal, minder det mig alt for meget om min drøm. Den eneste forskel er at vi er inde for, hvor i min drøm foregik det uden for. Jeg kigger rundt, uden at vide hvad jeg søger efter. Måske søger jeg efter hende, eller en anden. Jeg ved bare, at hvis jeg søger efter hende, har jeg ikke lyst til at finde hende. Den store sal er proppet med elever og lærere, mens en helt masse sorte stole er sat op på rækker, mod scenen. „Kom vi skal mødes med vores lærer." Siger Cecilie som nok har opdaget at jeg var et helt andet sted, end her. Hun tager fat i mit håndled og hiver mig efter hende og de andre to. Da vi træder ind i et lidt mindre lokale, er det fyldt med folk fra min så kaldte klasse. „Piger!" Råber min lærer som står i midten af lokalet, omringet af sine elever. Hun kigger stolt hen på os, mens hun smiler stort og varmt. „Hvor ser i godt ud!" Siger hun efter vi er kommet hen til hende, jeg sender hende et forsigtigt smil, men kan mærke nervøsiteten stige i mig. Hvad nu hvis hun er her? „Natalie er du okay?" Spørger Cecilie mig, og kigger bekymret på mig? Jeg kigger på hende og sender hende et falsk smil. „Selvfølgelig, hvorfor skulle jeg ikke være det?" Spørger jeg uskyldigt, og går hen for at kramme min lærer. „Så er det i dag, Natalie. Glæder du dig?" Spørger min lærer og jeg trækker mig fra krammet. „Jeg er meget snart fri." Siger jeg drømmende. „Det var nu ikke et tvang at gå her, men hvis du ser det på den måde." Siger hun og skubber venligt til mig med en knytnæve. „Det ved jeg da godt, men mit snit er da blevet meget godt, så jeg har mange muligheder. Det tager jeg som at være fri." Siger jeg og trækker på skuldrene, mens mit smil er blevet en smule mere oprigtigt. „Er du stadig ikke sikker på hvad du vil nu?" Spørger hun mig. Jeg ryster på hovedet, og kigger engang rundt. „Jeg tror jeg har tænkt mig at rejse i et år." Jeg trækker på skuldrene, mens jeg tænker på alle de steder jeg kan tage hen. Hun nikker en kort gang, inden vi bliver afbrudt af nogen andre elever der kommer hen for at kramme hende. Jeg trækker mig lidt væk så de kan få lov til at snakke, og vælger at gå over til mine veninder igen. „Du har altid været hendes yndlings." Konstatere Nanna, hvilket får mig til at ryste på hovedet. „Jeg er alle yndlings." Driller jeg og griner efter, mens jeg kigger på de andre mennesker. „Min mor kan da ikke lide dig." Mumler Emma og jeg tror ikke det var meningen jeg skulle høre det, men det gør det ikke mindre rigtigt. Siden jeg blev præsenteret for Emmas mor, har jeg ikke fået andet end dømmende blikke og fjendtlighed når jeg har været hjemme hos hende, hvilket jeg aldrig rigtig har forstået. Jeg har aldrig gjort hende, eller hendes familie noget. „Din mor kan ikke lide nogen." Kommenter Cecilie smilende, mens hun skubber drillende til Emma. „Det er rigtigt, men det er gået mest udover Natalie, medmindre man tæller min nabo med, puha." Siger Emma dramatisk og begynder også at grine.

„Nanna Nielsen." Råber inspektøren op, hvilket får Nanna til at gå op på scenen med et smil. Folk de klapper af hende, og hendes forældre rejser sig op, for at tage billeder af hende, mens de prøver at få hendes opmærksomhed. Hun giver vores lærer hånden, og derefter inspektøren hvor hun får sit diplom. Hendes moment er hurtigt over da hun træder ned fra scenen, og jeg venter spændt på jeg hører mit navn. „Natalie Bantz." Lyder det fra inspektøren, hvilket får mine fødder til at sætte i gang inden jeg rigtig tænker over det. Folk de klapper, og jeg kan se Ellen og mine to yngre søstre rejse sig op. Ellen hun finder sin mobil frem og begynder at tage billeder, mens jeg nærmer mig min lærer og inspektøren. Hele scenariet med de mange mennesker der sidder spredt rundt på stolene, og hvordan min lærer og inspektør står, minder mig uhyggeligt meget om min drøm i nat, hvilket får min nervøsitet til at stige med hundrede procent. Mine skridt hen til min lærer føles uendelige, og mine hænder begynder så småt at ryste mere end hvad de normalt gør. „Tillykke." Siger min lærer da jeg når helt hen til hende, og hun hiver mig ind i et kram. „Tak." Siger jeg og sender hende et forsigtigt smil, inden jeg går videre til min inspektør. Han rækker hånden ud for at give mig hånden, og jeg tager imod den med svedige håndflader og rystende hænder. „Tillykke." Siger han venligt og rækker mig mit diplom. „Tak." Siger jeg og tager imod diplomet, mens jeg kigger over på Ellen, som stadig står og tager billeder. Jeg skynder mig ned af scenen, på rystende ben, mens jeg nervøst kigger mig rundt. Min vejrtrækning er blevet mere overfladisk, og luften når ikke helt ned i mine lunger. „Natalie!" Råber Nanna og vinker mig over til hende, Cecilie og Emma. Jeg smiler til dem, inden jeg går hen til dem. „Tillykke!" Siger de og hiver mig ind i et kram, hvilket jeg glædeligt tager imod. „Tillykke til jer også!" Siger jeg og trækker mig fra krammet, men mit smil slipper ikke mine læber. „Vi skal så meget fejre det i aften!" Hviner Emma og klapper i sine hænder. Jeg smiler til hende og nikker mig enig, inden jeg kigger rundt. Den dame der har fyldt mine tanker hele eftermiddagen, er stadig ikke til at blive set, hvilket giver mig en lettet følelse. Min far er heller ikke kommet, hvilket Ellen undskyldte mange gange da hun kom. Jeg forsikrede hende selvfølgelig om at det var okay, og det vigtigste var bare at hun og børnene kom. „Jeg må hellere finde Ellen." Siger jeg til pigerne, og de gør sig enige i at de også skal finde deres familier.

„Tillykke!" Hviner Ellen som har stillet sig ud til siden af salen, så vi ikke hele tiden bliver skubbet til af de mange mennesker. „Tak." Siger jeg glad og viser hoverende mit diplom. „Jeg er officielt student." Siger jeg og hopper lidt på stedet, over hvor begejstret jeg er. „Hvornår skal i med den der studenterbus der?" Spørger Ellen lidt mere seriøst, mens hun kigger ned på sit venstre håndled, hvor hendes sølv ur sidder. „Jeg tror ikke der går så lang tid, Cecilie vinker mig over når det er på tide." Siger jeg og kigger søgende rundt, for at finde Cecilie. „Hvornår er i hjemme?" Spørger hun så, hvilket får mig til at vende øjne af hende. „Natalie er hjemme, når jeg synes det er på tide. Don't wait up." Kan jeg hører Cecilie bag mig, som lægger en arm om mig efter hendes ord har forladt hendes mund, mens hun smiler drillende til Ellen. „Det er helt fint, bare pas på." Siger Ellen strengt og kigger alvorligt på Cecilie og jeg. „Jaja, jeg skal nok pas godt på Natalie her." Siger Cecilie og klapper mig kort på min skulder, inden hun giver slip på mig. „Natalie, Lucas han er her også, hvis du vil sige hej." Informere Cecilie mig og nikker mod hendes familie, hvor Lucas og hans mor Rachel står. „Jeg kommer om lidt." Siger jeg til Cecilie, som nikker kort af mine ord, inden hun igen går hen til hendes familie. „Tak fordi i kom." Siger jeg og kigger skiftevis på Ellen, Leah og Olivia. „Selvfølgelig." Siger Ellen og sender mig et varmt smil, inden hun lægger en rolig hånd på min skulder. I stedet for at lade Ellen nøjes med det, hiver jeg hende ind i et stort kram, som jeg også invitere Olivia og Leah ind i. „Vi ses nok senere." Siger jeg og ugler Leahs hår, som kigger fornærmet op på mig, inden hun griner. Olivia hun fnyser mens hun står med krydsede arme. „Det også mega godt at se dig." Driller jeg Olivia, som bare fnyser endnu engang. Jeg griner kort ad hende, inden jeg vender mig om for at finde Cecilie og hendes familie. De er overraskende nok mega nemme at få øje på, så jeg skynder mig over til dem. „Hej!" Siger jeg så jeg får deres opmærksomhed, og de kigger alle sammen på mig. „Tillykke Natalie!" Er Lucas den første til at sige, inden han kommer hen til mig for at give mig et kram. „Tak." Siger jeg og kigger ned i jorden med brændende kinder. Han har en hvid stram skjorte på, og nogen sorte habit bukser på, hvilket sidder på ham perfekt. „Lucas her skal med os på bussen, og ud og feste efter." Siger Cecilie og vrikker med øjenbrynene, inden hun lægger en hånd på hans skulder. „Hvor fedt." Mumler jeg, mens jeg stadig kigger ned i gulvet med brændende kinder.