Den sørgende enke

T W E N T Y O N E

„Kom så Natalie." Siger Lucas og bøjer sig ned for at hjælpe mig op. „Nej, jeg vil ik hjem." Protestere jeg og tager hårdere fat i sofaens stof. „Jeg nægter." Forsætter jeg i et barnligt tonefald. Jeg kan høre Lucas han griner, og han retter sig op igen. „Okay." Siger han og jeg er næsten bange for han skal til at gå fra mig, men den tanke bliver hurtigt afbrudt da han tager fat i mine hofter og hiver mig op. Jeg bliver så forskrækket at jeg giver slip på sofaen i et hvin og slår ud efter ham. Jeg er ret sikker på jeg ramte hans arm pænt hårdt, men han siger ikke noget, i stedet for smider han mig over hans skulder så min numse er lige ude foran hans ansigt. „Neej, jeg vil ikke!" Hviner jeg og griner mens jeg slår på hans ryg. Han siger ikke noget, men han forsætter bare med at gå, mens han bærer mig som en sæk kartofler. Jeg stopper hurtigt med at kæmpe imod, og lader min alkohol påvirkede krop hænge løst over ham. „Jeg tror jeg skal brække mig." Mumler jeg, og føler pludselig hans skulder mod min mave presser rigtigt meget. „Hvad sagde du?" Siger han næsten panikslagen og hjælper mig ned ad hans skulder, så jeg ender på asfalten på mine usikre ben. „Jeg tror jeg-" Kvalmen afbryder mig og jeg er hurtig til at smide mig mod græsset, og brækker mig udover det. Jeg kan mærke mit løse hår blive samlet og en varm krop mod min krop. „Nanna er altså alene med Cecilie og Emma, så vi må hellere skynde os lidt." Fortæller Lucas mig, efter jeg er kommet op at stå igen og stoppet med at brække mig. „Okay." Mumler jeg og lader mit tunge hoved hvile mod hans skulder.

„Hvor er vi?" Spørger jeg og løfter mit hoved fra Lucas skulder, mens jeg kigger ud ad vinduerne. „Hos mig." Fortæller han og klikker sig op, inden han skubber bildøren op. „Hvad laver vi hos dig?" Spørger jeg og jeg kan mærke at alkohollen jeg har indtaget i aften, ikke påvirker mig lige så meget mere, som det gjorde før vi kørte afsted. „Tak for turen, Nanna." Siger Lucas og nikker til Nanna som sidder bag ved rattet, hun sender ham et lille smil og kigger så på mig. „Pas godt på dig selv, Natalie." Siger hun og smiler. Jeg nikker til hende og skubber mig ud af bilen. Jeg kan høre bilen forsvinde bag mig, men jeg har ikke tid til at kigge, da jeg er alt for travlt med at kigge på den store røde murstensbygning, som tårner sig over mig. „Bare rolig, jeg bor ikke mega langt op. Så vi skal ikke op ad så mange trapper." Fortæller han mig og tager fat i min hånd. Jeg nikker ad hans ord og følger tavst med ham, selvom det er svært at gå, især svært at følge med.

„Er vi der ikke snart." Stønner jeg utilfredst, mens jeg klamrer mig til gelænderet for at kunne holde mig oprejst. Ikke særlig langt op, min røv. Tænker jeg for mig selv, mens jeg kigger forpint op på Lucas der bare står og smiler. „Kom nu, Natalie. Bare de her trapper." Siger han, og jeg ved udmærket godt at det ikke bare er de her trapper. „Jeg vil ikke mere." Protestere jeg og sætter mig på den kolde trappe, og krydser barnligt mine arme. Jeg kan høre han sukker bag mig, og bagefter kan jeg høre hans skridt. Han sætter sig ned ved siden af mig, mens han kigger ned ad den mørke opgang, som kun er svagt oplyst af de billige lamper. „Hvad skete der tidligere?" Spørger han, hvilket får mig til at dreje hovedet så jeg kan kigge på ham. Han kigger selv på mig med bekymret øjne, og jeg er ikke helt sikker på hvad han hentyder til. „Hvad mener du?" Spørger jeg forvirret og rynker mine øjenbryn. „Du var stille."

„Jeg er altid stille." Er jeg hurtigt til at skyde ind. „Ikke når du er sammen med dine veninder." Han kigger vidende på mig, og jeg bander indvendigt over at han faktisk kender mig, nogenlunde godt. „Det var først da du fik noget at drikke, du lyste op igen. Og da du gik ud for at få noget luft, havde du det fint." Fortæller han mig, og det får mig med det samme til at tænke tilbage på det der skete. Ubevidst tager jeg min hånd op og holder om min hals, der hvor jeg stadig kan mærke hendes kolde hænder på. „Der skete ikke noget." Siger jeg hurtigt og rejser mig op. „Hvor langt er der op til din lejlighed?" Spørger jeg og børster det usynlige støv af min nederdel. Jeg begynder at gå uden at lade ham svare, mens jeg kan høre ham sukke endnu engang bag mig, men han er hurtig til at komme op ved siden ad mig og gå med mig.

„Hvor skal du hen?" Spørger Lucas som er stoppet op foran en brun dør, mens han står og fumler med nogen nøgler. „Det ved jeg ikke." Indrømmer jeg og går tilbage til ham, mens jeg tålmodigt venter på han låser døren op.

Da han endelig får døren låst op og åbner døren, bliver jeg mødt af en mørk lejlighed. Jeg er den første der træder ind, og jeg er hurtig til at tage mine sko af, som var det mit eget hjem. En dør bliver lukket bag mig og lyset i opgangen bliver tændt. Væggene er hvide, mens gulvet er blevet lagt med lysebrunt trægulv, som skinner i lyset. „Her er pænt." Komplimentere jeg og går videre ind i lejligheden. Hans stue er det første jeg møder, og den er ikke specielt stor, men den er meget hjemlig. Hans sofaer er grå og han har et gennemsigtigt stuebord. Fjernsynet er ikke specielt stor, men under det er der en PlayStation på en reol, som der er blevet smidt to kontrollere ovenpå. „Jeg ved godt det ikke er meget der er her, men jeg bor her alene." Siger han bag mig, hvilket giver mig et chok. Jeg vender mig om og sender ham et svagt smil. „Jeg kan meget godt lide det." Siger jeg og rødmer en lille smule. Hvorfor rødmer jeg hele tiden? „Natalie du er så sød når du rødmer." Siger han som læste han mine tanker, mens han træder tættere på mig. Jeg kigger forsigtigt op på ham, til at finde ud af han kigger på mig med et charmerende skævt smil. „Faktisk synes jeg du er meget sød, det meste af tiden." Siger han og kommer endnu tættere på mig, så han næsten står helt op ad mig. Det eneste jeg kigger på, er hans brystkasse som er dækket af hans hvide T-shirt. „Natalie kig på mig." Hans insisterende tonefald er det der gør at jeg adlyder ham, og da jeg kigger op på ham, er han let bøjet over mig, mens han stadig har sit charmerende smil sat på sine læber. Han bøjer sig langsomt ned og min eneste reaktion er at stå stift, mens jeg lukker mine øjne. Han stopper med en tung vejrtrækning da hans næse rammer min, hvilket får mig til at kigge forvirret op på ham. Jeg vil have han kysser mig..

Der har lagt sig noget mørkt over hans øjne, som jeg ikke har set før. „Natalie jeg vil ikke kysse dig, medmindre det er okay med dig." Siger han så hans varme ånde rammer mit ansigt. Mit ansigtsudtryk ændrer sig fra forvirret til beslutsom, og det føler jeg mig bestemt også da jeg stiller mig på mine tær, og lader mine læber ramme hans. Han er hurtig til at tage over i kysset og bøje sig lidt længere ned, så jeg ikke skal anstrenge mig sådan med at stå på tær. Jeg lader mine hænder glide rundt om hans hals og trækker ham tættere på mig, uden overhoved at tænke over det. Lucas begynder at skubbe svagt til mig, så jeg bliver nød til at gå bagud, uden at afbryde kysset. Jeg er ikke sikker på hvor han føre mig hen, men min nysgerrighed vokser for hvert skridt vi tager. Min ryg rammer noget hårdt, hvilket får Lucas til at løfte sin hånd og kort tid efter forsvinder det jeg formoder må være en dør, bag mig. Lucas skubber forsigtigt til mig igen, tvinger mig til at tage skridt bagud. Han stopper først med at gå, da mine ben rammer noget blødt og jeg falder forsigtigt bagud, efterfuldt af Lucas. Jeg tager mig selv i at smile i kysset, mens mine tanker er som forsvundet. Uden overhoved at tænke over det, tager jeg fat i kanten af hans bluse og hiver den over ham så han nu har helt bar overkrop. „Natalie, du skal ikke føle dig tvunget til det her." Siger han forpustet, da han trækker sig fra kysset. „Jeg vil gerne." Forsikrer jeg ham og lader min hånd holde om hans nakke, og trække ham ned i et kys igen.

OJOKO HVIS NOGEN LÆSER DET HER, SÅ LOVER JEG AT DER SNART SKER NOGET MEGET MERE "UHYGGELIGT" OG DET IKKE ER DET TYPISKE KOMPLICERET TEENAGER FNIDER OK KVDLLFMSBF men Lucas er sød, og så er jeg ligeglad med hvad du synes om ham. Han. Er. Sød.