Den sørgende enke

F I V E

Natten har været lang og kold, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår jeg sidst har haft sådan en dårlig drøm. Min nat har bestået af det samme livlige mareridt, og mange vågne timer. Jeg er ret så sikker på jeg ligner en panda der har stikket en gaffel ind i en stikkontakt, og jeg er ret så bange for at gå ud for at se mig i spejlet. Den samme drøm jeg har haft gentagende gange, kører stadig rundt i hovedet på mig. Det er stemmen fra i går aftes der hjemsøger mig, samt en skygge af figuren der ejer stemmen. Jeg har endnu ikke fået ansigt på synderen, og jeg er ikke helt sikker på at jeg ønsker at få et ansigt på synderen. Hver gang starter hun med at sidde sammenkrybet i et hjørne af et mørkt rum, og som den anstændige person jeg er, går jeg altid hen til hende, for at se om hun er okay. Hver gang hun kigger op på mig, er hendes ansigt helt sort, det samme med hendes tøj. Hun skriger af mig og griber ud efter min arm, og hver gang hun får fat, vågner jeg med et sæt, og min krop er dækket med sved.  Jeg føler helt klart der er noget mærkeligt over det der skete i går, og jeg kan ikke rigtig få det ud af hovedet. Da klokken endelig viser syv på min clockradio, vælger jeg at stå op for at tage et langt varmt bad. Jeg har brug for at vaske min sveden af min krop, med mine tømmermænd. Jeg fortryder helt klart at jeg drak så meget i går, og min opførsel over for Lucas.

Da jeg står inde på badeværelset, ser jeg mig selv i spejlet. Jeg ser træt ud, jeg ligner en der lige har løbet et maraton på halvtredskilometer. Med den tanke er jeg hurtig til at tænde for bruseren, og mens jeg venter på vandet bliver varmt, begynder jeg at tage mit nattøj af. Da jeg kigger på min bare arm, får jeg et kæmpe chok da jeg ser et kæmpe blåt mærke som er formet som en hånd, fylde hele min underarm. „Hvad fanden er der sket?" Hvisker jeg lavt for mig selv, mens jeg kigger undersøgende på mærket. Jeg mener bestemt ikke det kan være fra i går, da jeg ingen oplevelse har haft med at nogen har taget fat i mig. Jeg kommer frem til, at jeg nok har holdt rigtig hårdt fat i min arm under mareridtene i nat, hvilket har fået mig til at holde lidt for stramt om mig selv. Da jeg endelig træder ind under den skoldvarme bruser, ånder jeg lettet ud. Jo længere tid jeg står og skrubber sæbe mod min hud, jo mere ren føler jeg mig. Jeg står og nynner lavt for mig selv, mens jeg putter noget shampoo i mit hår. „Natalie!" Skriger en stemme ind i mit ører, og lyset går ud i hele badeværelset, det får mig til at fare sammen i et højt skrig. Jeg kigger forskrækket rundt, men kan ikke se nogen i badet med mig.

Det er en banken på døren der hiver mig ud af mine tanker, og min fars velkendte stemme lyder bag døren. „Natalie, er du okay?" Spørger han bekymret og det at han stadig er hjemme, beroliger mig. „Jeg har det fint, far." Svarer jeg ham, selvom jeg har det alt andet end fint. Den fremmede stemme, genkender jeg som den samme fra i går og i nat, og det får mig til at tænke lidt mere over tingende. Er jeg ved at blive skør? „Du siger bare til hvis du har brug for noget." Kan jeg hører min far sige til mig fra døren. „Vent far, kan du måske blive ved døren?" Spørger jeg med en rystende stemme, da hele min situation er ved at skræmme mig en lille smule. „Selvfølgelig, jeg venter herude." Kan jeg hører han siger, og det får mig til at ånde lettet op. „Tak!" Råber jeg, og skynder mig at skylle shampooen ud hurtigere, end hvad jeg normalt ville gøre.

Da jeg endelig træder ud fra badet, som efter hvad føles som evigheder, er jeg hurtig til at tage det rene tøj på, jeg bragte med ind. Mens jeg står og hiver tøjet på mig, kigger jeg vagtsomt rundt. Jeg ved stadig ikke hvad jeg søger efter, men når jeg ikke finder det jeg leder efter, ånder jeg endnu engang lettet ud. Da jeg endelig er færdig med at tage mit tøj på, er jeg hurtig til at hive døren op, hvilket giver et chok i min far, som hopper forskrækket tilbage. „Godmorgen far." Mumler jeg og kigger på ham. Han står i sit normale arbejdstøj, et pænt sort jakkesæt, en hvid skjorte og et sort slips med hvide skrå striber. „Ellen fortalte du fik ti!" Han kigger på mig med stolte øjne, og åbner hans arme som velkommer mig med et varmt kram. „Det gjorde jeg." Mumler jeg ind mod hans sorte jakke. „Det er så flot!" Siger han stolt, og skubber mig ud mens han holder sine arme på hver min skulder. Hans ansigt ændrer sig dog hurtigt til undskyldende, og jeg ved allerede hvad der kommer nu. „Du kommer ikke på fredag.." Konstatere jeg i et trist tonefald, og kigger ned i gulvet. „Jeg skal nok prøve at nå det." Siger han, men jeg ved godt det er endnu en løgn, der forlader hans læber. „Det gør du sikkert." Mumler jeg og ryster hans arme ad mig, inden jeg går ind på mit værelse.

Jeg sætter mig over på min kontorstol, der står tæt op ad mit skrivebord. Jeg rækker ud efter min mobil, som har ligget på skrivebordet og ladet op hele natten. Det er først da jeg kigger på klokken, at det går op for mig hvor længe jeg har været i bad. Jeg har været i bad i lidt over en time, og jeg kan ikke rigtig forstå hvordan jeg ikke har kunnet mærke det. Det første der propper frem på min skærm, da jeg låser min mobil op, er en besked fra Cecilie. Jeg går ind på messenger, og åbner for vores samtale. Undskyld jeg var så sur i går. Har hun skrevet, og det får mig til at smile let.

Det er helt okay. Svarer jeg hende, og skal til at slukke min mobil, da en anden besked popper op fra en anden. Da jeg klikker på beskeden, kan jeg se det er fra Lucas og sommerfuglene fra i går kommer stille frem igen.

Har du lyst til at drikke kaffe med mig klokken tolv, når jeg er færdig med arbejde? Står der, hvilket får mig til at smile stort. Lucas og jeg har endnu ikke prøvet at tilbringe tid alene sammen, da vi kun har haft æren af at møde hinanden i store forsamlinger.

Ayyyy nu begynder der endelig at ske noget. - Kæft jeg er dårlig til det her med forfatter note.. Jeg keder mig mega meget i det her karantæne ting, og derfor vil der komme kapitler op hver dag, da jeg har mere end ti kapitler klar, LOL. Okayyy, hav en god dag.