Den sørgende enke

N I N E

„Følg med mig, kære." Siger hun med sin hæse, livløse stemme, mens hun glider hen ad det mørke gulv. „Hvor skal vi hen?" Spørger jeg, mens jeg halv løber efter hende, bare for at kunne følge med. „Du får at se." Siger hun igen, og jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg overhoved følger efter hende. Der er noget dystert over hende, som en mørk aura, jeg tvivler på hun overhoved vil mig noget godt. „Gå ind ad denne dør." Siger hun og peger på en tung brun dør, der ligner noget der er taget ud af en film. Jeg går tøvende derhen, mens jeg hele tiden bliver ved med at kigge tilbage, for at kigge på kvinden uden ansigt. Hun står og kigger på mig, jeg føler hun kigger på mig. Hun siger ikke en lyd, laver ikke en bevægelse, hun står stille som en statue. Det tager meget i mig at kunne åbne den tunge dør, og da jeg endelig får den åbnet, føler jeg mig så svag. Jeg går ind ad døren, uden rigtig at have lyst. Alt energien har forladt min krop, og jeg har mest lyst til at lægge mig ned på gulvet og lukke mine øjne. Det er den tanke der får mig til at se, at det ikke længere er det mørke trægulv fra før, men i stedet for græs. Jeg skynder mig at tjekke mine omgivelser ud, til at finde ud af jeg ikke længere, er indenfor. Skyerne er grå og gemmer solen, luften er kold og fugtig, mens vinden føles ekstra ivrig. Græsset føles vådt mod mine nu bare fødder, selvom jeg er ret sikker på at jeg havde sko på lige før. Det er først da jeg hører gråden, jeg lader mig selv gå. Jeg går mod lyden, og da jeg kigger mig rundt, går det op for mig at jeg er på en kirkegård, jeg har aldrig været på denne her kirkegård før, heller har jeg aldrig hørt eller set billeder af den - i hvert fald ikke af hvad jeg kan huske.

Jeg ser en kvinde på knæ foran en gravsten, mens hun græder højlydt, og siger noget på et sprog, jeg ikke forstår. Det er først da jeg kommer helt hen til hende, at hun kigger op. Hendes ansigt er stadig uklart, men det er ikke til at tage fejl af at denne her kvinde lige er gået fra ked af det, til meget vred. Hun forsætter med at snakke på hendes sprog, mens hun stadig kigger på mig. Hun begynder stille at gå mod mig, og viser hendes sorte kjole, der kun lige er lang nok til at dække hendes tær. Hver gang hun tager et skridt, viser hendes lig blå fødder sig. Hun har et langt sort sjal, som hænger lang ned hendes hår, som en brud. Men efter hvert skridt hun går, falder det langsomt ned foran hendes ansigt, og falder tilbage på den plads, det rigtigt burde sidde. Hun tager et skridt frem, jeg tager et skridt tilbage. Jeg er ved at falde utallige gange over de gravsten der står på min vej, men jeg ænser dem knap, da jeg ikke tør tage mit fokus væk fra den her kvinde. Da hendes sjal er hele vejen nedover hendes ansigt skriger hun, mens hun rækker sin arm udefter mig. Jeg begynder at gå endnu hurtigere, men falder over en af gravstenene. Jeg har ikke engang tid til at ømme mig, da hun tager hårdt fat i min hals. Hun skriger mig lige op i ansigtet, og jeg er ret sikker på mine ører snart begynder at bløde. 

Jeg vågner op, stadig siddende på det gulv jeg faldt i søvn på. Jeg kigger rundt, mens jeg hiver efter vejret. Jeg tager mig til min hals, som føles øm. Min krop er endnu engang dækket med sved, og min ryg gør ondt efter at have siddet på det hårde gulv i så mange timer. Jeg er hurtig til at kigge over på min clockradio, til at finde ud af klokken ikke er mere end fem. Jeg faldt først i søvn ved fire tiden, da jeg havde for travlt med at overvåge mit værelse. Der har ingen andre aktiviteter været, siden min dør smækkede i, i går aftes. Jeg kigger søgende rundt på mit værelse og da jeg er sikker på der ingen fare er, rejser jeg mig op og går ud på badeværelset. Mit hjerte banker ekstra hurtigt da jeg tænder for bruseren, i frygt for det samme skal ske i dag, som skete i går. Jeg er ret sikker på at hvis jeg skreg, ville min far ikke komme løbende. Min far har altid sovet tungt, og det har ikke ændret sig igennem årene. Når han sover, er han næsten umulig at vække, og det er tit han sover over sig, da han ikke hører sit vækkeur. Andre gange er han bare ikke hjemme.

Jeg er hurtig til at tage mit tøj af, og tænker ikke to gange over det, inden jeg træder ind i bruseren. Alt foregår dobbelt så hurtigt, mens mit hjerte banker hårdt og hurtigt mod mit bryst. Da jeg endelig slukker for bruseren, ånder jeg lettet ud, jeg glad for det er overstået. Jeg træder lidt mere rolig ud og tørre mig grundigt med håndklædet. Da jeg ser mig selv i det lidt for duggede spejl, får jeg øje på noget på min krop, selvom jeg knap kan se mig selv. Jeg er hurtig til at tørre spejlet med mit håndklæde, så jeg kan se mig selv mere tydeligt. Jeg gisper højt og tager mig til halsen, hvor jeg har fået kraftige og mørke blå mærker hen over min hals. Jeg har ingen ide om hvordan jeg har fået dem, men jeg kan ikke lade vær med at tænke på at det var præcist det samme sted, hun holdt mig i drømmen i nat, jeg kan  næsten stadig mærke hendes greb om min hals. Jeg skynder mig at tage det tøj på, jeg havde med herud. Jeg har ikke lyst til at se på mig selv længere end nødvendig, slet ikke når jeg ser sådan her ud. Jeg har sorte render under mine øjne, hvilket afslører hvor lidt jeg har sovet i nat, og de andre nætter. Efter jeg har fået alt mit tøj på, løber jeg ind på mit værelse, og hen til mit skab. Jeg er hurtig til at finde et gråt halstørklæde, og vikle det rundt om min hals, for at gemme mine blå mærker. Jeg sætter mig hen på stolen ved mit skrivebord, og placere begge mine albuer på skrivebordet, hvorefter jeg lader mit hoved falde ned i mine hænder. Jeg stønner frustreret og højlydt ud i mit værelse.