Den sørgende enke

E L E V E N

Jeg vågner af min ubehagelige drøm, mit lagen og tøj er helt gennemblødt, selv mit hår klistrer sig mod mig. Endnu en dårlig drøm havde krybet sig på, og forhindre endnu en god søvn. Jeg kigger over på min clockradio, som afslører at jeg ikke har sovet mere end en halv time. Jeg kan hører Ellen og pigerne nedenunder, som snakker højt og griner. Jeg sukker dybt og højt, inden jeg sætter mig på kanten af min seng. Jeg føler mig stadig træt og hele min krop er øm. Jeg tager mig til hovedet og gnider min hånd mod min pande. Jeg vælger at rejse mig op, for at gå nedenunder. Mine ide om det, bliver hurtigt afbrudt da jeg ser mig selv i spejlet. Jeg ser værre ud end jeg gjorde i morges, min hud er bleg og de sorte render jeg havde under øjnene, er blevet tydeligere. Jeg ligner noget der er taget ud af en gyserfilm, hvor jeg spiller spøgelset. Jeg ryster på hovedet og går hen til mit skab, for at finde noget andet tøj. Jeg gider ikke gå i bad, selvom jeg nok lugter som et dødt dyr og hvis jeg skal være ærlig, så ligner jeg også et.

Jeg går ned ad trapperne og da jeg træder ind i stuen, får jeg alt opmærksomheden. „Er du vågen allerede?" Spørger Ellen og rejser sig op fra sofaen, mens hun kigger bekymret på mig. „Jaer." Mumler jeg og går hen til sofaen, og smider mig ned i sofaen. Ellen hun sætter sig ned ved siden af mig og nikker engang. „Har du nogen planer for i dag?" Spørger hun, og jeg er hurtig til at ryste på hovedet. „Nope." Svarer jeg og smiler et kæmpe stort falsk smil til hende, inden jeg vender mit blik lige ind i væggen. Sidste gang jeg var i stuen, var hun her, selvom jeg ikke kunne se hende, ved jeg hun havde noget med det at gøre. Og den tanke skræmmer mig, fordi hvad nu hvis hun er her nu?

„Er du okay?" Spørger Ellen, som må have opdaget jeg sidder helt stift og tabt i mine tanker. Jeg kigger kort på hende og sender hende et lille smil, inden jeg nikker. „Jeg har det helt fint." Beroliger jeg hende, selvom det hele er en stor fed løgn. Ellen kigger mistroisk på mig, men nikker så og fjerner sit fokus væk fra mig. Jeg føler mig helt lettet over hun ikke spørger mere ind til det.

Resten af dagen foregik forholdsvis roligt og da det var ved at være aften, føler jeg mig lettet over der ingen usædvanlige aktiviteter og andre ting, er sket. Det er først da hoveddøren går op, mens vi sidder inde i stuen, min krop sidder spændt og en klump samler sig i min hals. Jeg hører langsomme og tunge skridt ude i gangen, og det får mig til at tænke på det der skete ved cafeen, sammen med Lucas. „Hallo." Råber min far ude fra gangen, og klumpen forsvinder med det samme og jeg føler mig allerede lidt mere afslappet. „Far!" Skriger Leah og løber ud til ham, efterfulgt af Olivia. Ellen sidder tilbage med mig, med et udtryksløst ansigt og kigger stift ned i gulvet. „Sidder de herinde?" Kan jeg hører min far spørge, mens hans skridt kommer tættere på os. Jeg får endnu mere ondt af Ellen og jeg forstår godt hun er vred, hun har ret til at være vred. Hun har været hjemme fra arbejde hele dagen, for at kunne være sammen med Olivia og Leah, som har vinterferie. Da min far træder ind i lokalet, ændre hans ansigt sig hurtigt med et mere undskyldende udtryk, i stedet for hans normale varme ansigt. „Hej far." Mumler jeg og rejser mig op, for at gå forbi ham, så Ellen og min far kan snakke. Min far ser en lille smule skuffet ud, da jeg ikke giver ham en krammer. Men jeg har valgt side og har taget Ellens parti, og derfor må den lille stik af dårlig samvittighed skubbes ned og jeg må være stærkt for Ellen. Jeg smiler til pigerne som begge står og kigger forvirret på mig, da jeg kommer ud i gangen. De skulle sikkert til at gå ind i stuen, sammen med far. „Hvorfor går vi ikke op på Leahs værelse, jeg kommer lige om lidt." Siger jeg og smiler venligt til dem. Leah er hurtig til at løbe op, men Olivia står og kigger skeptisk på mig. „Gå nu bare." Beder jeg træt, og læner mig op ad væggen. Olivia hun nikker og løber op ad trapperne, og da jeg kan høre døren lukke deroppe, skal jeg til at gå op til dem. „Du kunne i det mindste have skrevet, du ikke kom hjem!" Råber Ellen vredt, og deres begyndende skænderi virker pludselig meget mere spændende. „Jeg ved det godt, det må du undskylde, skat." Undskylder min far, og jeg kan næsten se hans ansigt for mig. „Du ved jo hvordan det er på arbejdet.." Undskylder han igen og jeg fnyser over hans normale dårlige undskyldninger. „Jeg ventede på dig næsten hele natten!" Råber hun endnu mere vredt end før. „Du efterlod mig med tre piger!" Forsætter hun. „Natalie er da stor nok til at passe sig selv.." Kommer det lavt fra min far, og jeg ryster på hovedet. „Det er jo ikke det! Hun har jo også brug for dig! Du har ingen ide om, hvor presset hun er over i morgen! Og jeg ved ikke engang hvorfor, fordi det har hun jo ingen grund til!" Udbryder hun højt og tydeligt, og hendes ord rammer mig lidt. „Jeg ved ikke om det er fordi, hun vil have dig der. Jeg ved ikke om det er fordi der er sket noget, eller om der er noget helt andet galt og hun bruger det som en undskyldning. Du så hende, og hun ser virkelig ikke ud som en, som har det godt!"

„Hvorfor ringede du ikke bare til mig." Siger min far. Han får virkelig ikke en medalje for årets bedste ægtemand, tænker jeg for mig selv. „Det gjorde jeg, hvis du kigger på din mobil, må der være over hundrede voicemails!" Siger hun frustreret. „Jeg har været fanget af mit arbejde, undskyld." Siger han ynkeligt, hvilket får mig til at ryste endnu engang. „Det der gøre mig mest vred, er at du ikke er der for hende. Hun åbner sig ikke op for mig, fordi jeg er ikke hendes mor, jeg er ikke hendes kød og blod!" Råber hun lidt for højt, og det får mig til at synke en klump i min hals, jeg ikke vidste jeg havde. „Du er hendes kød og blod, hun vil måske åbne sig for dig, fordi du er hendes far."

„Hun er stort set voksen nu, måske vil hun bare ikke snakke med sine forældre om sine personlige problemer." Siger min far, og det gør mig vred at han ikke forstår mere. „Og hvorfor handler det om Natalie?" Spørger min far så. „Det handler om Natalie, fordi jeg vil have det til at handle om hende." Råber Ellen og jeg kan høre noget glas smadre, hvilket giver et sæt i mig. „Du er der ikke for hende, og du er den eneste hun har.  Jeg er sikker på hun har det som hun har mistet begge sine forældre, fordi du er der ikke!" Jeg kan hører hendes skridt bevæge sig tættere på døren, hvor min far står ikke så langt fra. „Du kommer ikke engang i morgen, og du er hendes fucking far! Du burde fandme skamme dig, og jeg er helt flov over hvordan du er blevet! Du går op nu, og fortæller hende sandheden om hvorfor fuck du ikke kan komme i morgen." Siger hun og kommer ud fra stuen og bemærker mig slet ikke, da hun går forbi mig og forsætter ud ad hoveddøren. Et brag lyder, da hun smækker døren efter sig og det gør mig helt forvirret, hvad er det jeg ikke ved?