My World || c.h & l.p

You can go now, I guess?

Julie Sophie's synsvinkel:

"Julie! Smil! Tak, den er i kassen! One Direction's tur!"

Jeg satte mig i stolen bag kameraet og iagttog drengene blive fotograferet. "Liam, fokus!" Råbte fotografen flere gange.

Liam kiggede hele tiden på mig og smilede. Det var dét der distraherede ham. Jeg smilede bare et selvsikkert smil inden fotografen beordrede mig til at gå ud i omklædningsrummet.

Jeg klædte om og gik ud til bilen, der skulle køre os hjem.

•••

Jeg smed min taske på gulvet, hvor jeg og smed mine sko. Jeg ledte efter min mobil, da døren gik op. "Liam, har du set-" Jeg stoppede mig selv, da jeg så det var Calum.

"Hvad vil du?" Spurgte jeg muggent. "Sige undskyld, men du har vidst travlt?" Jokede han. Jeg ledte stadig efter min mobil, og den joke gjorde mig ikke i bedre humør.

"Sjovt, var?" Han nikkede. "Gå med dig, Calum!" Sagde jeg og gik over til min seng. "Nej, Julie! Jeg er ked af det, okay?" Jeg stoppede op.

"Jeg blev rasende fordi alle prøver at stjæle dig fra mig..." Jeg stod med ryggen til ham. Jeg gik en og tog noget make up fjerner på noget vat, tværede det rundt på min kind, og et blåt mærke viste sig så frem på min kind.

Han gispede og holdt sig for øjenene. "Undskyld, Julie! Det er jeg virkelig ked af!" Jeg nikkede. "Det er okay... Man skal lidt bank engang imellem..." Mumlede jeg.

"Betyder det så at vi er sammen igen?" Han øjne lyste op. "Calum, vi skal ikke være sammen igen... Det gavner ikke nogle af os. Det skubber os kun længere fra hinanden..."

Han nikkede forstående. "Venner?" Spurgte jeg og åbnede mine arme. "Venner" Svarede han og krammede mig. "Godt..." Sagde jeg og smilede efter vi havde trukket os.

"Julie, jeg har din- Hvad laver han her?!" Det var Liam. Han gik truende hen mod Calum, men jeg gik imellem dem. "Liam, stop! Han er god nok!" Sagde jeg og kiggede Liam i øjenene.

Han trak sig langsomt. "Okay, ingen af jer går ud her fra, før I er blevet gode venner!" Sagde jeg afklaret og gik hen og låste døren.

De opførrede sig begge som teenagere, der ikke gad noget. "Jeg er træt af, at I altid er ved at dræbe hinanden!" Sagde jeg vredt.

Jeg satte mig foran døren og kiggede på dem med et kritisk blik.

•••

Jeg kiggede på klokken engang mere. 2 timer var der gået, og ingen af dem havde sagt et ord? "Julie, jeg er sulten!" Sagde Calum bedende. "Du må vente!" Svarede jeg koldt.

Liam sukkede. "Okay! Calum, undskyld at jeg har været så egoistisk i forhold til Julie" Calum kiggede op. "Og du må undskylde, at jeg har været så meget efter dig..." De rejste sig og gav highfive med smilene læber.

"Nå men, ja? I kan gå nu, tror jeg?" Jeg var lidt forbavset, for jeg troede de ville prøve at dræbe hinanden? Man lærer noget nyt hver dag!