The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 8

Sam havde været forbi senere samme dag, men jeg havde bare lukket døren i hovedet på hende. Hun havde hjulpet mig en gang, men ellers havde hun ikke været til stede de andre gange og Aiden, der havde set mig efter slimepisoden, havde ikke gidet hjælpe. Jeg forstod ikke hvorfor de forventede at jeg ville snakke med dem. Eleverne på Campus så enten ud som om de tilbad dem eller frygtede dem. Før rygtet om mit såkaldte 'selvmordsforsøg' have de ikke noget i mod at snakke med mig, men efter rygtet hvor det også var kommet frem hvor jeg boede, så ville de ikke have noget med mig at gøre. Alle på den her ø var besynderlige og forfærdelige og jeg ønskede endnu engang at jeg var tilbage i Chicago, men det var umuligt for Bedste var blevet gjort til min værge, da jeg var blevet dømt, 'uegnet til at tage være på sig selv' og hun boede her. Det var først når jeg kom af pillerne og havde et godt og sundt syn på tilværelsen igen, at jeg kunne få annulleret at have en værge, men kun hvis lægen, der stod for mit forløb, gav mig lov. Jeg vendte tilbage til mine omgivelser og med kasketten trykket godt ned over hovedet satte jeg mig ved et af de tomme borde, længst væk fra vinduerne. Jeg var kørt ned på havnen, hvor de ifølge min bedstemor havde den bedste udsigt ud over havet og hun havde haft ret. Herinde fra cafeen var udsynet fantastisk. Horisonten af vandet smeltede næsten sammen med himlen og kun nogle lavt hængende skyer skilte dem fra hinanden. Jeg havde ikke tegnet siden jeg forstuvede håndleddet, men efter at have set udsigten var jeg nødt til at give det et skud. En tjener kom over og tog imod min bestilling og kort tid efter fik jeg min cola, da der var ikke mange i mennesker i cafeen lige nu. Jeg tog mine høretelefoner på og lagde blokken til rette. Med et sidste blik ud ad vinduerne gav jeg mig forsigtigt til at tegne.

En skygge faldt over bordet og jeg kiggede op, mens jeg tog høretelefonerne ud. Aiden stod og stirrede intenst på tegningen. "Du er god, det ligner ham på en prik." Ham? Det ligner ham? Jeg kiggede forvirret ned på min egen tegning og stirrede. Jeg havde tegnet Nate og jeg måtte give Aiden ret. Det lignede ham på en prik selvom det var lavet med en blyant med en hånd, der ikke virkede hundred procent. Selv på papir var hans øjne kolde som is. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at jeg havde tegnet Nate og ikke vandet og himlen. Jeg havde faktisk ikke lagt mærke til noget som helst og colaen stod stadig næsten urørt på bordet. Hvad fanden forgik der? Jeg greb mine ting og styrtede mod døren. Uheldigvis sad Rave og Blake i nærheden af den og Sam stod foran deres bord sammen med en fjerde pige jeg ikke havde set før. Jeg skiftede retning mod toilettet, men nåede at få øjenkontakt med Rave. Hun smilede hemmelighedsfuldt til mig og Sam drejede hovedet og fik øje på mig. Jeg låste døren efter mig og stillede mig foran vasken. Jeg så bleg og nedkørt ud, noget af det skyldtes pillerne, resten var Rave og hendes minions skyld. Hvorfor ville de ikke lade mig være i fred? Jeg lukkede øjnene og sukkede dybt. Så mærkede jeg det. Mine sko blev gennemblødt og jeg åbnede mine øjne med det samme. Der var vand overalt på gulvet og det steg langsomt. Så sprang vasken jeg stod ved og væltede mig bagover. Med et plask landede jeg på røven i vandt og blev straks gennemblødt. Jeg kravlede over til døren og greb efter håndtaget. Min hånd gled på det og jeg plaskede ned i vandet igen. Vandstanden steg hurtigere nu, men alt vandet blev herinde lignede det. Jeg fik kæmpet mig op at stå og greb efter døren, men den ville give sig og jeg kunne ikke låse den op. Jeg kastede mig imod den med alt min vægt, men stadig ingenting. Jeg vadede gennem vandt, der nu gik mig til knæene og over til vinduet. Hvis jeg stod på tæer, kunne jeg lige præcist åbne det. Der var tremmer på den anden side, for selvfølgelig var der det. Jeg vadede gennem vandet igen for at komme over til døren og fik et glimt af mig selv i vinduet. Få centimeter fra næsen i højre side og skråt ned ad kinden på samme side havde jeg en lang flænge, der blødte. Jeg tog en dyb indånding og med fornyet kræfter kastede jeg mig frem mod døren. Den svingede op og jeg faldt forlæns ud. Vandet væltede med ud og skubbede mig lidt længere frem. Hvis jeg ikke havde været fuldstændig gennemblødt før så var jeg det i hvert fald nu. Folk gispede mens vandet bredte sig over mere af gulvet og et par fødder kom plaskende hen mod mig. En hånd blev rakt ned og jeg tog den, ligeglad med hvem den tilhørte. Sam trak mig på benene og Aiden, der også var kommet over, lagde sin jakke over mine skuldrer. Shit jeg frøs og jeg kunne mærke hvordan kulden bredte sig helt ind knoglerne. Som i slowmotion så jeg Nate, som jeg ikke havde set tidligere, bøje sig ned og samle min tegning, der på mystiskvis havde overlevet vandet og ikke længere var i blokken, op. Han kiggede fra tegningen af ham selv og over på mig. Rave lænede sig frem og kiggede på tegningen over hans skulder. Hun gav sig så til at grine højlydt. Jeg trak mig fri fra Sam og Aiden og vadede over til hende. Før jeg overhovedet vidste hvad jeg gjorde, slog jeg hende tværs over ansigtet og hun stirrede forbløffet på mig. Det lød et kollektivt gisp fra folkene i cafeen og stilheden sænkede sig bagefter. Hendes øjne fokuserede på mig og slog gnister. Et rødt mærke af en hånd bredte sig langsomt på hendes ansigt og jeg skubbede Nate til side for at komme ud. Jeg havde fået nok. Jeg styrtede direkte mod min bil og jeg fræsede hjem. En følelse af noget jeg ikke helt kunne placere, bredte sig og blev stærkere jo mere jeg trykkede speederen ned.