The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 35

Det var Mabel, Eloises bedstemor, der lukkede op og fortalte mig at jeg kunne gå op. Jeg havde taget et strækbind på, der gjorde det sværere at bøje benet og fik mig til at halte mere, men det hjælp på smerten i det venstre knæ. Mabel havde rystet på hovedet og bedt mig om at passe bedre på for min bedstemors skyld. Jeg kæmpede mig videre op ad trappen, mens Mabels skridt forsvandt ind i stuen. Da jeg endelig kom op ad trapperne, tog jeg en dyb indånding inden jeg bankede på døren ind til Eloises værelse. Hun åbnede døren med et smil, som hurtigt falmede da hun så det var mig. "Godmorgen." Jeg haltede indenfor og satte mig på kanten af hendes seng. "Er du okay?" Hun lukkede døren bag mig og vendte sig for at kigge på mig. "Ja jeg har det fint." Hun hævede det ene øjenbryn, mens hun lagde armene over kors. "Er du sikker for jeg hørte hvad der skete i går og du halter." Jeg trak på skulderne og trak mig selv lidt længere ind på sengen. "Det viste sig at selvforsvar ikke er brugbart i alle situationer, men vi er alle i live og det gælder måske også dem, der ville os til livs. Hvilket er derfor jeg er her. Har du fået kigget nærmere på tegningerne jeg gav dig?" Hun nikkede og i det samme bankede det på hendes dør. Hun åbnede den og Sam gik ind over dørtærsklen, fik øje på mig og stoppede. "Skal jeg gå igen?" Sam kiggede fra mig og hen på Eloise, der rystede på hovedet som svar. "Nej for Eve var ved at gå. Hun vil bare lige fortælle hvad der skete i går." Nu var det min tur til at ryste på hovedet. "Jeg går ingen steder Eloise, for jeg har det på." Eloise kiggede overrasket på mig og der var en tand af mistro i hendes øjne også. Sam hævede spørgende det ene øjenbryn og Eloise bed sig i læben. Jeg trak op i min trøje og viste det nederste af kropssmykket, bare for at bekræfte at det var rigtigt, at jeg havde kropssmykket på. "Hvad er det?" Sam kiggede skiftevis på Eloise og mig igen. "Et problem." Kommenterede Eloise og hendes øjne blev kolde, da hun kiggede på mig. "Et stort problem."

"Du er endnu mere egoistisk end jeg troede!" Eloise lagde armene over kors og skulede til mig. Jeg havde kort fortalt Sam om kropssmykket og efterfølgende fortalt dem at jeg havde vidst at jeg var en heks før jeg kom hertil. Jeg havde holdt monologen kort og kun fortalt det vigtigste. Nate kendte den fulde udgave og så længe han ikke havde lyst til at dele den med andre så kunne jeg nøjes med at fortælle det vigtigste. Sam sad tavs i vindueskarmen og Eloise, der stod så langt væk fra mig som muligt, havde fået røde kinder af raseri. "Du skulle have fortalt os det!" Jeg trak på skulderne, ikke sikker på hvad jeg skulle stille op med situationens udvikling. "Jeg kunne ikke få det af og regnede ikke med at finde en løsning på det. Dertil så vidste jeg ikke at det ville påvirke jer på nogen måde og jeg havde ingen ide om at i var hekse, for hvor skulle jeg vide det fra? Jeg fik ikke ligefrem en manual med, det var derfor jeg lavede smykket til at starte med." Eloise åbnede munden for at svare tilbage, men tav og kiggede på Sam. Hun rømmede sig og kiggede på mig igen. "Han kyssede dig." Jeg blinkede forbavset og kiggede på Sam. "Hvad?" Hun trak knæene op til brystkassen og lagde armene om benene. "Det var Rave, der fortalte at i kyssede, men det gjorde i ikke vel? Haiden kyssede dig." Jeg bed mig i indersiden af kinden, ikke sikker på hvordan jeg skulle gribe det her an. Sikke en masse forhindringer min dag allerede havde smidt efter mig. Jeg burde rede trådende ud, det ville være for det bedste, men et eller andet sted så orkede jeg ikke at gøre det. Jeg kunne ikke se hvad det skulle gøre godt for, så jeg sagde ikke noget. "Jeg hørte hvad du sagde til ham i går, ude foran Aidens hus. Jeg var blevet hjemme hos dig efter at have kørt din bedstemor hjem, for at vente på dig og høre præcist hvad der var sket. Jeg hørte en bil stoppe ude foran huset, men du kom aldrig ind så jeg gik ud for at kigge efter dig. Det var der jeg så dig stå foran Aidens hus og snakke med Haiden." Jeg lod mig falde baglæns ned på Eloises seng. "Ja han kyssede mig og jeg trak mig væk med det samme, men det er ikke helt hans skyld. Når vi er i nærheden, så føler jeg den her dragene og summende fornemmelse og en elektrisk følelse når vi rør hinanden. Det er en rart berusende fornemmelse, som jeg tænker er overvældende for ham. Smykket blokerer for det meste tror jeg, så det er ikke så svært ikke at give sig hen til følelserne for mit vedkommende." Det var ikke min hensigt at forsvare Haiden. Jeg forsøgte bare at forklare hvordan tingene mellem ham og jeg lå, for jeg havde en ide om hvad der ville ske når smykket kom af. Så det var en form for undskyldning for hvad der højst sandsynlig ville komme til at ske. "Intet er hvad det ser ud til at være, specielt ikke når det kommer til alt det her. Og hvis Eloise kan, burde hun finde en krystal eller flere, der kan forhindre hvad end det er, der sker mellem ham og jeg, for jeg ved ikke hvad, der vil ske når smykket kommer af. Jeg ved bare at jeg lige nu, ikke er det mindste interesseret i ham." Jeg kunne mærke deres blikke på mig, men jeg blev læggende på ryggen og stirrede tømt op i loftet. Det føltes som en evighed inden nogen sagde noget igen og den nogen var Sam. "Du sagde det ikke kunne komme af, men er det sandt Eloise? Der er nogen derude der forsøger at dræbe os og vi er forsvarsløse, så det kunne være rart at vide vores begrænsninger." Eloise sukkede dybt og gik over til sit skrivebord og rodede gennem en stor stak papirer. "Jeg vil se hvad jeg kan gøre med hensyn til det mellem dig og Haiden, men jeg ved ikke rigtig hvad og i forhold til smykket, så er den måde smykket er sat sammen på et problem. For rækkefølgen af krystaller skaber en form for... 'Dødslås'." Jeg kiggede på hende fra min position og så hende på hovedet. Hun så både nervøs og bekymret ud. "Så jeg skal dø for at få det af? Det havde ikke lige været min plan da jeg lavede det eller da jeg tog det på." Jeg lagde hænderne på maven og trak vejret dybt ind. "Ja det skal du i princippet." Jeg hævede øjenbrynene og hun kiggede på mig over kanten af en mindre stak papirer. "Det behøver ikke være for evigt, bare lang tid nok til at en kan åbne alle låsene." Jeg kunne høre ironien i hendes stemme, men jeg valgte at ignorere den og satte mig op. "Hvem er god til førstehjælp?" De rynkede begge brynene og kiggede kort på hinanden før de kiggede på mig. "Hvad skal vi bruge førstehjælp til? Du har vel ikke tænkt dig at..." Jeg nikkede til Sam og sendte hende et sigende blik. "Jo jeg har og jeg tror drukning er vores bedste mulighed." Jeg rejste mig op og det samme gjorde Sam. "Vi vil alle gerne have vores magi tilbage, men det her kan du ikke mene? Det er vanvittigt, ikke sandt?" Hun kiggede på Eloise, der bare trak på skulderne. "Jeg tror hun har besluttet sig, så det er mere om vi vil hjælpe hende eller ej." Og det havde jeg, så det var virkelig bare et spørgsmål om hvor vidt de ville assistere mig eller ej.