The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 27

Han gør mine til at ville rejse sig, men jeg holder en hånd op for at stoppe ham. "Du bliver hvor du er." Restløs og ikke helt vild med hans blik lægger jeg armene over kors så de dækker det meste af bh'en, for det er ikke dér jeg vil have hans fokus. "Hvad er det helt præcist jeg kigger på?" Han rykker helt ud på kanten af sengen og lignede en der hvert øjeblik ville falde ned fra sengen. Det skæve smil er stadig plasteret om hans læber og hans blik glider over mig med en intensitet, jeg ikke er vant til. "Det er et kropssmukke." Og det var et af de store med brede guld kæder. To af kæderne var breder end de andre. Den ene gik fra navlen og op til toppen af mit brystben, den anden var på ryggen og var lige så lang som den foran. Der gik en lidt tyndere kæde hele vejen rundt for neden og samlede de to tykke kæder. Så gik der også en kæde et lille stykke under min bh og fra hvor den sad sammen med den tykkeste foran gik der to kæder på tværs hen over bh'en og stoppede lidt før armhulerne. Her sad de sammen med en kæde der fungerede som strop og som gik om til et tilsvarende sted omme på ryggen. Ved toppen af brystbenet gik der en kæde ud fra hver side og hen til den, der fungerede som strop. De to stropper gik også ned under armhulen og om på ryggen. Så kropssmykket bestod teknisk set af 13 kæder foran og endnu 13 kæder bag på, da den var identisk på begge sider. Hver af de lidt tyndere kæder blev låst på den tykke kæde på ryggen. I alle kæderne sad der små stykker af krystaller i alle mulige farver, og de var alle slæbet runde og flade. "Og hvad er så specielt ved det, at jeg skulle se det? Ikke at jeg klager." Han rynkede uforstående øjenbrynene, men det skæve smil blev en tand større. "Krystallerne er hvad der er specielt ved det." Jeg bukkede mig og samlede min trøje op fra gulvet, hvor efter jeg tog den på. "Krystallerne her er kombineret så de nedtrykker min magi." Han blinkede et par gange og jeg kunne næsten se hvordan tandhjulene roterede i hans hoved, mens brikkerne faldt på plads i hans hoved. "Så det er derfor vi ikke kan lave magi." Jeg trak på skuldrene og lagde armene over kors igen. "Det er jeg næsten sikker på. Da jeg ikke har adgang til min, har i heller ikke adgang til jeres, hvis jeg har forstået den her sammenbinding. Det var blandt andet en af grundende til jeg ikke ville binde cirklen, for jeg ikke have noget med magi at gøre." Han kører sine fingre gennem håret, mens han kigger ud ad vinduet. "Så du havde det altså på før du kom hertil?" Jeg nikker igen, hvilket han ikke kan se. "Ja det havde jeg... Jeg har haft det her smykke på i ret lang tid." Jeg hvisker halvt den sidste del, men ud fra hans reaktion at dømme, så hørte han det stadig, for han kigger nu på mig med sammenknebet øjne. "Hvilket betyder at du vidste du var en heks før vi fortalte dig det?" Hans stemme er usikker, som om han ikke rigtig tror, at det er helt rigtigt eller også vil han ikke vide om han har ret. Jeg nikkede endnu engang og følte mig lidt som en nikkedukke. Det var på tide at fortælle det til nogen og han puster tungt ud som reaktion på, at jeg allerede vidste det. Eller det gik jeg ud fra.

"Jeg kom sent jeg fra en fest tilbage i Chicago og fandt min mor sovende på sofaen. Da jeg lagde et tæppe på hende, vågnede hun halvt op og som var hun stadig fanget i et mareridt, snakkede hun løs om sin tid her på øen. Hun nævnte hekse, magi og et par andre ting, der ikke var helt forståelige. Intet af det gav mening og hun måtte kunne mærke, at jeg ikke forstod hende for pludselig, greb hun fat i mig. Hun fortalte mig at jeg var en heks, ligesom hende selv og hendes mor og flere generationer før dem. At vores slægtslinje kunne spores hele vejen tilbage til Salem heksene og at det samme galt de andre på Vejen. Alle bortset fra én slægtslinje, for den kunne spores endnu længere tilbage da den stammede fra den første heks. Hun fortalte mig at jeg aldrig måtte tage tilbage, at jeg for guds skyld skulle blive væk fordi det var den eneste måde at sørge for min og restens sikkerhed. Og så noget med at Han ville komme tilbage og krave hvad der var hans. Jeg forstod hende ikke rigtig, intet af det gav mening, så jeg troede ikke på hende. Hun var så også fuld, for jeg kunne lugte alkoholen i hendes ånden og hun led af søvn mangel, så jeg tænkte at alt det hun sagde skyldtes det." Jeg tog en dyb indånding for at gøre mig selv klar til at fortsætte. "Jeg fandt dog ud af at den del med hekse og magi var rigtig nok. Det var som om et slør eller lignede var blevet løftet og jeg så alting klarer og mere tydeligt. Mine sanser gik amok og jeg kunne lige frem mærke og føle energien i mine omgivelser. Der skete mærkelig ting når mine følelser var ude af takt. Ting sprang eller eksploderede, så jeg besluttede mig at gøre noget ved det... Internettet kan være et fantastisk undersøgelsesredskab nogle gange. Resultat var kropssmykket, der tog nogle måneder at lave og udover at det nedtrykker magien eller what ever du vil kalde det, så kan det ikke komme af." Jeg stikker usikkert hænder i baglommerne på mine bukser. Han griner usikkert og tager sig til hovedet. "Så du vidste du var heks lang tid før du mødte os. Da du mødte Haiden i Palm Beach, regnede du da ud at han var en heks?" Jeg vippede hovedet fra side til side. "Set i bakspejlet, burde jeg have gættet det, men gjorde det ikke." Han trækker endnu en gang på smilebåndet, der var forsvundet under min korte monolog. "Du kom så hertil efter din mors død og jeg gætter på at du regnende ud at Vejen din mor havde omtalt var Silverbarck Road. Og at vi derfor også var hekse." Jeg trak halvt på smilebåndet. Det var lidt komisk at se ham putte tingene sammen. "Så du holdt dig væk fordi din mor fortalte dig at det ikke var sikkert?" Jeg vippede hovedet fra side til side igen. "Det var en del af det, ja, men det var heller ikke ligefrem fordi i var særligt imødekommende. Og så måtte der have været en grund til at min mor praktisk talt flygtede herfra og ikke ville snakke om det. Jeg ved at hun havde en søster, der begik selvmord og at der var et uheld, der dræbte en masse unge. Og at i her på vejen havde et eller andet at gøre med det. Jeg holdt mig væk fordi det var for det bedste for alle, da jeg ikke havde tænkt mig at være en del af jeres Cirkel eller en del af magien. Jeg gik også kun med til at binde Cirklen fordi jeres magi gik amok, præcis ligesom min gjorde efter jeg fandt ud af hvad jeg var." Han ånder tungt ud og lader sig falde baglæns ned på sengen. På min seng. "Jeg kan sgu godt forstå at du ikke fortalte det til nogen. Shit det er langt ude og jeg ved ikke engang om jeg tror på dig." Han grinede nervøst igen. "Det med at føle et slør er blevet løftet var det samme, der skete for mig da Sam fortalte os at vi var hekse. Hende og Haiden havde lokket os alle ned på stranden og havde viftet rundt med Haidens familiebog og erklæret at vi var hekse. En af de efterfølgende dage kom jeg til at fryse vandet til is, mens jeg var i bad. Det var ikke ligefrem sjovt, men jeg fik da øjnene op for, at der kunne være noget om snakken." Han retter sig pludselig op og kigge intenst på mig igen. "Du er nødt til at få det kropssmykke af, især hvis det virkelig er skylden til at vi ikke kan lave magi. Jeg er personligt ligeglad, for jeg bruger det ikke synderlig meget, men det at vi er ukampdygtige på det punkt kunne få os dræbt." No shit, det var derfor jeg nu havde valgt at dele det.