The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 41

Jeg kunne ikke lade være. Nate stod et godt stykke fra mig og med siden til. Han snakkede med en eller anden fyr jeg ikke kendte, mens de begge røg. Blyanten strøg hen over papiret, mens jeg skitserede ham i min blok. Jeg sad med ryggen op af et af træerne på skolens grund, langt væk fra alle de andre, der ligeledes sad på græsset rundt omkring. Jeg forsøgte ikke engang at skjule at jeg kiggede på ham med jævne mellemrum, alt for opslugt af det jeg havde gang i. Han ikke så meget som skævede til mig, heller ikke da hans ven pegede i min retning. Til min overraskelse havde han ikke gjort noget ved kraniet på jakken, som jeg havde sat på da jeg brugte den. Lugten af røg ramte mig og en kulde steg op gennem min krop. Jeg slap blyanten og nedstirrede ham. Han brugte fandme magi på mig! To kan lege den leg. Jeg havde selv nogle tricks i ærmet, jeg godt nok havde set Rave bruge på utallige fyre efterhånden, så helt mine egne var de ikke. Jeg lukkede øjnene og fokuserede på Nate i mit hoved. Jeg bed mig i læben og forestillede mig det, jeg havde set Rave gøre i virkeligheden når hun brugte samme besværgelse. Jeg holdt fast i scenen i mit hoved, åbnede øjnene og pakkede mine ting sammen. I det jeg rejste mig for at gå ind til næste time, sætte jeg besværgelsen i værk. Jeg smilede skævt da jeg så Nate reagere på besværgelsen. Mit smil blev større da jeg så hans ven kigge mærkeligt på ham. Normalt ville jeg aldrig have brugt sådan en besværgelse, men jeg havde fået nok af hans kolde facade og gav igen, med magi nu hvor han selv havde startet det. Jeg var dog ikke sikker på at jeg skulle have ladet mig inspirer af Rave. For lige nu mærkede han varmen fra en krop presse mod hans egen og hænder der langsomt gled op over hans overkrop. Jeg vidste at den ene arm nu gled rundt om hans nakke mens den anden lagde sig om hans kæbe og kærtegnede hans underlæbe. Jeg kunne ligefrem mærke hans tunge vejrtrækning på min hud, selvom jeg ikke rørte ham fysisk. I Raves udgave ville hun faktisk gøre det selv og forstærke hver berøring med magi, men det var lidt for personligt for mig. Den usynlige krop, der ikke rigtig havde nogen videre kontur og ikke kun fordi den var usynlig, men fordi jeg ikke ville bruge min egen, pressede sig tættere på Nate og han kvalte starten på et støn med et host. Jeg frydede mig lidt for meget over hans reaktion og jeg fejlede totalt med at skjule mit smil, da han brød besværgelsen og låste mig fast med øjnene. Jeg kastede med håret i bedste Rave stil og gik grinende ind i bygningen. Hans ven havde lige som mig hørt starten på hans støn og der var ingen ordentlig forklaring han kunne give ham. Hvilket kun gjorde tinge lidt bedre.

Nate tog selvfølgelig hævn næste dag i spisepausen, hvor jeg sad sammen med Sam, Aiden og Eloise i kantinen. Han brugte samme forførende usynlige berøringer som jeg havde brugt på ham, men han brugte sig selv og ikke en udefinerbare skikkelse som jeg havde gjort. Den usynlige Nate, der var usynlige for alle andre end mig, lod en hånd gled op langs min rygrad og gled så over min skulder og ned mellem mine bryster. Jeg rettede mig op med et set og tiltræk mig de andre ved bordets opmærksomhed. Et kort øjeblik troede jeg at besværgelsen var blevet brudt, men så løb den usynlige Nates hænder op langs indersiden af mine ben og min vejrtrækning blev tunger. Shit, idioten var nærgående. Jeg scannede kantinen efter ham og fandt ham stående i modsatte ende med hænderne i jakkelommerne. Han stirrede fokuseret på mig, for at få det hele med garanteret. Røvhul, men jeg havde selv startet den her krig med 'usynlige' berøringer. Den usynlige Nate pressede sin overkrop mod min. Hans hænder var stoppet halvvejs oppe på mine lår og han pressede nu et kys mod min hals. Jeg kunne tydelig mærke hvordan jeg fik varmen og jeg knyttede hænderne. Med en kraftanstrengelse sendte jeg min egen usynlige person mod den rigtige Nate. Da den usynlige Nates hænder gled længere op, sparkede den usynlige udgave af mig ham i skridtet. Han knækkede sammen med et smerte udbrød og folk vendte sig for at kigge på ham. Han lå på knæ på kantine gulvet, med den ene hånd på gulvet og den anden presset mod hans skridt og jeg sendte ham et hånligt smil, selvom han ikke kunne se det. Godt nok havde jeg startet det her, men jeg havde ikke tænkt mig at se passivt til, mens han gjorde gengæld og gik langt over stregen. Jeg tog mig selv i at ønske at det faktisk havde været ham der gjorde det selv og ikke en usynlig udgave og pakkede tankerne godt væk i mit hoved. Uden at kigge på dem ved mit bord, hvis øjne jeg tydeligt kunne mærke, pakkede jeg mine ting sammen og skyndte mig ud af kantinen.

Jeg stod med hovedet inde i mit skab og forsøgte at få styr på mig selv. Shit, det havde seriøst føltes som om nogen rørte mig. Jeg havde lidt regnet med at han ville give igen, men ikke midt i kantinen. Jeg tog endnu dyb indånding og forsøgte at slette udgaven af Nate der havde klæbet til mig i kantinen. "Jeg er ikke sikker på hvad der skete mellem dig og Nate lige nu, men..." "Ikke noget. Der skete ikke noget." Jeg sagde det lidt for hurtigt og jeg kunne se at Blake, der åbenbart havde fulgt efter mig fra kantinen, uden at jeg havde lagt mærke til det, ikke troede på mig. Jeg rømmede mig og tog mig mentalt sammen. "Lidt fjendtligt konkurrence, ikke andet. Jeg har styr på det." Det havde jeg slet ikke, hvis han fortsatte med at gøre sådan. Ja, jeg havde selv startet med at bruge Raves 'tekniker', men det var kun fordi han havde sendt den kulde igennem mig i går. Det hele var dog eskaleret ret hurtigt og gad vide om det havde noget at gøre med netop det jeg havde gjort ved ham? Sendte jeg miksede signaler? Jeg synes ellers selv, at jeg var ret god til ikke at gøre det. Blake lænede sig op ad skabet ved siden af mig og stirrede ligefrem for sig. "Han er god nok, et eller andet sted bag den kolde facade. Han har aldrig haft det helt nemt, men nu hvor du er her er det meget værre og jeg har desværre bidraget til det." Hun drejede hovedet og kiggede på mig. "Det er min skyld at Rave vidste det med dig og Haiden. Jeg har altid haft en særlig forbindelse til fugle og på Raves opfordring har jeg holdt øje med dig gennem dem og det er jeg ked af. Jeg har ikke noget imod dig, det har jeg virkelig ikke, selvom det godt kunne virke sådan og har ikke tænkt mig at blande mig igen. Udover lige nu altså." Hun drejede sig så hun stod med skulderen op af skabet i stedet og havde derved fronten vendt mod mig. "Nate kan virkelig godt lide dig, det er jeg ret sikker på for jeg har aldrig set ham så påvirket før. Han var ved at falde fra hinanden efter du døde..." "Har han fortalt dig at jeg døde?" Jeg kiggede overrasket på hende og hun nikkede som svar. "Vi har altid kunnet betro os til hinanden om alt, hvilket også er grunden til at vi ikke fungere som et par, ironisk nok. Det er kompliceret, men efter mødet med Cirklen efter Homecoming..." Jeg blinkede, totalt overrumplet, for jeg troede at hun mente den gang jeg druknede for at få smykket af. Han havde ikke fortalt mig at jeg døde under overfaldet i gangen. Jeg nikkede til hende, men havde lidt svært ved at fokusere, alt for optaget af vreden, der langsomt bredte sig. "Altså han fortalte mig det, for han stoler som sagt på mig med den slags og han havde brug for at snakke med nogen. Jeg har aldrig set ham sådan som jeg så ham der. Han var restløs og slog løs på hvad der var i nærheden for at komme af med hans følelser. Han bebrejder sig selv for din død, fordi han ikke lytte til Erin og tog op på skolen noget før. Ja, han er et kæmpe fjols det meste af tiden og ja han er iskold, men uden at udlevere ham alt for meget så har han altså ikke haft det nemt og der er en grunden til det. Ikke at det er en undskyldning, men hvis du har de følelser for ham, som jeg tror du har så ville jeg give ham en chance, hvis jeg var dig, fordi han føler det samme." Hun stak hænderne i bukselommerne og gik sin vej. Jeg stod målløs tilbage og kiggede efter hende. Ikke på grund af det faktum at hun kunne kontrollere fugle, at hun et eller andet sted vidste hvad jeg følte for Nate eller det faktum at han følte det samme, men på grund af det faktum at jeg døde i gangen og han havde valgt ikke at fortælle mig det. Han var ikke kun en kæmpeidiot, han var et egoistisk røvhul. Og jeg vidste ikke hvorfor jeg et eller andet sted bare lukkede af for alt det andet hun havde sagt og kun fokuserede på den del, men det gjorde jeg.