The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 12

Dåser blev delt rundt og folk slog sig ned i sandet på den side af bålet længst væk fra vandet. Luften omkring os var statisk og energien pulserede omkring os. "Jeg kunne godt vænne mig til den her følelse." Rave lagde hovedet bagover og lukkede øjnene med et smil om læberne, hvilket fik Sam til at flytte uroligt på sig. "Den vil forsvinde på et tidspunkt." Rave åbnede øjnene og kiggede over på hende. "Så meget for det rush." Rave sukkede dramatisk og kiggede ned på sine negle. "Vi påkaldte en masse energi for at binde Cirklen og den er langsomt ved at forsvinde igen. Vi er stærkere nu hvor vi er bundet sammen, men vi er også i kontrol." Sam sendte mig et kort smil. "Så må vi hellere udnytte energien mens den er her." Nate rejste sig og kom over til mig. Så smed han sig i sandet ved siden af mig og greb fat i min arm, der var pakket ind i gips. "Giv slip." Jeg rykkede armen til mig, men han greb ud efter den igen. "Nate." Haidens stemme var rolig, men bestemt. Nate ignorerede ham og greb fat om mine fingre, der ikke var pakket ind i gips. Han stirrede intenst på gipsen og langsomt begyndte en intens kulde at brede sig under gipsen. Kulden begyndte at trække gennem min hud og jeg skar ansigt. "Nate giv slip." Haiden rakte ud efter ham, men Rave holdt ham tilbage. "Jeg vil se det her." Haiden kiggede på hende og bed så hårdt sammen. Jeg kunne mærke hvordan knoglerne i min arm begyndte at give efter og med et dæmpet smæld blev de tvunget sammen. Jeg gispede af smerte og Nate slap mig. I samme sekund han ikke længere havde fat i mig, faldt gipsen af, flækket midt over og med iskrystaller på indersiden. Mit håndled var koldt som is, men healet. Jeg drejede håndleddet rundt flere gange bare for at være sikker. "Er det permanent?" Nate trak ligegyldigt på skulderne. "Pas. Det er første gang jeg har gjort det." Jeg slog ham på skulderen og han kiggede overrasket op på mig. Idiot. Haiden rømmede sig og rejste sig op. "Nu hvor vi alle er samlet så er der noget jeg gerne vil... Vise jer." Han gik over mod klippestykkerne, lige udenfor bålets lys og kom tilbage med en sportstaske. Den landede på sandet med et blødt bump og han knælede ned for at lyne den op. "Vent lidt..." Han stoppede med at trække i lynlåsen. "Hvad er vi egentlig i stand til?" Sam flyttede sig lidt tættere på mig og rømmede sig. "Vi er ikke helt sikre. Vi kan lave magi inden for de fire elementer, Ild, Vand, Jord og Luft. Der er et femte element, Ånd, vi er ikke lige sikre på hvordan vi kan lave magi inden for det. Nogen af os er stærkere inden for et specifikt element, hvilket betyder man kan lave stærkere besværgelser og det er ikke lige så udmattende at bruge ens eget element." Jeg kiggede rundt på dem og så tilbage på Sam. "Så vi kan styre elementerne? Ved ikke lige om jeg vil kalde det magi." Nate gryntede og jeg kunne se Sam forsøge at lade være med at grine. "Det er mere kompliceret end det. Vi kan stort set gøre hvad som helst, så længe det kan forbindes til et element og det er så det element du trækker på for at få det til at ske. Nu hvor vi har bundet Cirklen, bundet vores magi sammen, er vores individuelle magi stærkere og den er under kontrol. Det er slut med at bruge magi ved følelsesmæssige udbrud. Vi kan nu også lave endnu stærkere magi sammen, lige meget om det er to personer eller os alle tolv. Vores magi er blevet én stor pulje, som vi alle kan trække på. Eller det er i hvert fald sådan vi har forstået det. Store besværgelser er stadig udmattende, så man skal stadig passe på, men nu hvor vi alle er samlet så kan vi som sagt gøre endnu mere. Hvor meget mere er vi ikke sikre på." Hun kiggede undskyldende på mig. Det her var bare skønt. De havde ikke styr på noget som helst og nu hvor vi var bundet kunne vi gøre endnu mere skade. Den eneste begrænsning var udmattelse hvis vi brugte for meget magi, men hvor meget magi var for meget? Det her var noget være rod. Haiden rømmede sig og påkaldte sig opmærksomheden igen. "Som i ved tog jeg af sted i starten af sommerferien for at finde det levn, bogen omtalte og jeg har måske fundet det." Jeg havde ingen ide om hvad han snakkede om, men sagde ikke noget. Det her var allerede mere forvirrende end jeg havde regnet med det ville være. Jeg skulle så meget have ladet være med at gå ned på stranden. Han trak en brun kiste op af tasken og lod den dumpe ned i sandet. Metalkæder var viklet om den og 10 hængelåse var klikket gennem kæderne. "Men som i nok kan gætte jer til har jeg ikke været i stand til at åbne den, for at finde ud af om det var tilfældet." Rave trak kisten hen til sig og vejede den i hænderne. "Den er ikke særlig tung." Haiden tog kisten tilbage og sendte hende et irriteret sideblik. "Jeg fandt den her i nærheden af kisten nogle dage efter." Han trak en gammel læderindbundet bog op af tasken og viftede en smule med den. "Det er en Drømmejournal og mere kan jeg ikke fortælle om den. Teksten er umulig at læse, men den er helt sikkert på et andet sprog og jeg tror det er med vilje. Hvad vi ved om Drømmejournaler, så er det meningen at de kun skal kunne bruges af folk med Drømmesynet." Han kiggede på Sam og hun nikkede ekstatisk. "En af hos her må have Drømmesynet. Cirklerne her har altid haft en med det, så vi burde lade bogen gå rundt og se om en af os kan læse den." Haiden gav den til Sam, som straks gav sig til at vende og dreje den i sinde hænder. "Jeg ved allerede at jeg ikke kan læse den. Jeg håbede at den fortalte hvor nøglerne var, men..." Han afsluttede ikke sætningen, for det var der ingen grund til. Vi vidste alle hvad han mente også selvom jeg var total lost på stort set alle andre punkter. Sam bandt snorene op, der holdt bogen lukket og åbnede den. Hun rynkede brynene og rystede så på hovedet. Bogen gik på tur, men der blev rystet på hovedet hver gang. Jeg var den sidste i rækken og jeg bladrede lidt rundt i den. Ordene fløj rundt på siden og gjorde mig en smule svimmel, men jeg kunne ikke læse den. Jeg gav rakte den tilbage til Haiden og han puttede den tilbage i tasken. "Vi finder ud af det senere."

Haiden havde ikke fortalt at han havde mødt mig i Palm Beach og kort tid efter at han havde puttet bogen og efterfølgende kisten i tasken var vi alle gået hjem. Selvom vi havde bundet cirklen, havde jeg ikke tænkt mig 'slutte' mig til dem. De var ikke pludselig blevet mine venner, bare fordi vi havde haft en sådan okay aften sammen. Set i bakspejlet var det nok en meget god ide at binde cirklen fordi nogen potentiel kunne være kommet værre til skade en ham fyren Rave fik til at flyve ud over trapperne. Han havde sluppet med en mindre hjernerystelse, men i dagene op til vi havde bundet cirklen var der blevet snakket i krogene om at en fyr fra fastlandet, der havde været på besøg her på øen, var død under mystiske omstændigheder. Efter at have set noget af det de andre havde været i stand til, kunne det godt tænkes at et af cirkel-medlemmerne havde gjort det. Jeg håbede det ikke, men ukontrolleret magi, der skyldtes følelsesmæssige, udbrød var ikke ligefrem gode. Allerede dagen efter var Sam kommet op til mig før undervisningen startede. Hun havde dæmpet fortalt at hun var glad for at jeg besluttede at give dem en chance, selvom jeg på intet tidspunkt havde givet udtryk for det. Hendes smil falmede dog hurtigt da jeg fortalte hende at jeg kun havde gjort det for at få magien under kontrol og at jeg var ikke en af dem. Jeg kunne ikke se nogen grund til at holde dem for nar. Hun var stoppet midt i en sætning, både fordi jeg havde snakket hen over hende og fordi hun var blevet overrasket. Så overrasket at hun var blevet stående, mens jeg gik min vej. Hvad havde hun egentlig regnet med? At jeg bare ville glemme alt det der var sket før vi bandt cirklen? Nate havde fortalt dem at de ikke kunne overbevise mig om at være en del af cirklen og han havde ret, nogle af dem ville bare ikke indse at det faktisk var sådan tingene lå. Jeg var dog taknemmelig for at han havde fået dem til at stoppe med at genere mig. Senere på dagen, samme dag vel at mærke, kom Aiden op og sagde mere eller mindre det samme som Sam og han fik det samme at vide som hun gjorde. Den tredje var Eloise, som jeg indtil videre ikke havde snakket med. Hun var et hoved lavere end mig, med rødt hår og grågrønne øjne. For tredje gang den dag havde jeg gentaget mig og hun var gået væk fra mig rystende på hovedet. Men hun var langt fra den sidste som følte det nødvendigt at snakke med mig om det samme.