The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 24

Min mobil havde været slukket siden jeg kom hjem fra stranden og jeg havde ligeledes bare opholdt mig i senge siden. Jeg havde besluttet at stoppe med at tage pillerne, fordi jeg havde behov for at være hundred procent mig nu. Jeg havde nogle ting, der skulle bearbejdes og blev ramt af alting for fulde hammer. Min mors død, de andres opførelse i starten, min mulige død, noget Nate havde sagt, fik mig til at overveje om det faktisk var det, der var sket og Haidens kys, såvel som Raves afsløring af det. Det var en helveds mange følelser på en gang og jeg overvejede stærkt at gå tilbage på pillerne, så det bare ville gå væk. Den var lidt over middag to dage efter Homecoming, da jeg endelig slæbte mig ud af sengen og videre ud på badeværelset. Jeg lod tøjet falde til gulvet og trådte ind under bruserens stråler, der ikke var varme endnu. Tiden efter Homecoming havde været et mareridt og jeg følte mig helt kold og tom inden i. Selvfølgelig havde Rave vidst det om kysset, hvordan kunne det være anderledes? Hvilket også betød at hun havde hørt samtalen før kysset, for hvorfor ellers blive hængende, hvilket jeg formåede at hun havde gjort og hun havde højst sandsynlig fortalt dem om samtalen efter jeg havde forladt stranden. Jeg trådte ud af badet og tørrede mig, mens mine tanker var et helt andet sted. Det havde sikkert ikke gjort tingene bedre at jeg bare var gået. Jeg tog noget nyt tøj på og børstede mit hår. Kjolen fra den dag skulle bare smides ud, men jeg var nødt til at give Nate hans jakke tilbage. Jeg samlede den op og gik hen til sengen, hvor jeg smed den for at tage sko på. Mobilen lå stadig på natbordet og et øjeblik overvejede jeg at tænde den, men gjorde det ikke. Jeg havde ikke brug for se eller høre de beskeder, der højst sandsynlig ventede på mig. I stedet samlede jeg jakken op igen og gik ud af værelset. Jeg kunne lige så godt få det overstået, så jeg gik over mod hus nr. 3, hvor jeg stak hovedet ind i garagen først fordi jeg håbede at Nate var der. Det var han uheldigvis ikke så jeg gik op ad verandatrapperne og bankede på døren. Det var Aidens bedstemor Erin, der åbnede døren. "Vil du give den her tilbage til Nate?" Jeg rakte jakken frem mod hende og hun tog langsomt imod den. "Så han nåede op på skolen inden det gik helt galt?" Jeg nikkede kort. "Men jeg vil næsten ønske at han ikke gjorde." Hun smilede forstående til mig. "At være bundet sammen er ikke altid nemt min pige, men hvad gør det nemmere er åbenhed." Hun lagde hovedet på skrå og lavede så nogle små nik. Jeg havde på fornemmelsen, at hun vidste mere end hun gav udtryk for, men jeg havde ikke tænkt mig at sige noget. Der var sikkert nogle ting, der ville være nemmere hvis jeg spurgte ind til dem, når muligheden ramte. "Jeg tror jeg har fået nok åbenhed for et stykke tid." Jeg vendte mig rundt og gik ned af trapperne, mens jeg vinkede til hende over skulderen. Lyden af en motor, der langsomt slukkede, lød bag mig, så en dør, der smækkede og derefter fodtrin. En hånd greb fat i min arm og jeg trak mig fri. Personen gik blot ind foran mig og jeg stoppede op. Nate lagde armene over kors og kiggede koldt på mig, men det blik var ikke noget nyt. Han åbnede munden for at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet. "Tak for lån af jakken. Jeg har lige givet den til Erin og beklager hvis der kom blod på." Jeg ville gå forbi ham, men han holdt en hånd ud for at stoppe mig. "Er det alt?" Jeg nikkede og stak hænderne i forlommerne på min hættetrøje. "Så det er sandt?" Han kiggede undersøgende på mig. Jeg vidste udmærket godt hvad han mente. "Kommer an på hvordan man ser på det." Han bed hårdt sammen, lidt som om han havde håbet på et andet svar. "Og hvordan skal man så se på det?" Intensiteten i hans blik blev for meget og jeg kiggede væk. "Højst sandsynlig ikke sådan som i ser på det efter det som Rave nok har fortalt jer." Jeg ville gå forbi ham igen, men han stoppede mig endnu en gang og det gjorde mig lidt irriteret. "Hvordan så? Hvordan skal jeg så se på det?" Jeg? Han tog det altså personligt? Hvilket jeg ikke helt forstod og jeg trak ligegyldigt på skulderne i stedet. "Det kan jeg ikke fortælle dig." Han greb fat i mine skuldre og gav ikke slip, da jeg halvhjertet forsøgte at trække mig fri. "Så fortæl sandheden og lad mig selv bedømme." Jeg sendte ham et træt blik. "Det kan jeg ikke." Han himlede med øjnene og slog ud mod sine omgivelser med den ene hånd. "Selvfølgelig kan du det." Jeg rystede på hovedet og han strammede grebet med den resterende hånd da jeg forsøgte at trække mig selv fri. Så jeg slog up med armene, gik på hug og svingede benet frem og væltede ham omkuld. Jeg knælede ned ved siden af ham. "Sandheden vil ikke ændre på en skid." Så rejste jeg mig op og trådte over ham. Da jeg gik tilbage til nr. 1, havde jeg lyst til at kigge mig over skulderen for at se om han stadig lå på fortovet, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Det ene sekund bekymrede han sig om mig og sekundet efter var han ligeglad og det var pisse irriterende. Hans opførelse drev mig til vanvid og endnu mere nu, hvor pillerne ikke længere var, der til at hjælpe.

Jeg havde holdt skærm fri weekend, så mobilen ogcomputeren var forblevet slukket. Jeg havde brugt tiden med min bedstemor, derhavde delt barndomsminder af min mor. Det havde været hyggeligt og taget mitfokus fra magi, bundet cirkel medlemmer, intriger og løgne. Jeg havde spurgtmin bedstemor om min mor havde haft en dagbog og som svar havde jeg fået etgrin og en kommentar om at alle havde en dagbog, på et eller andet tidspunkt ideres liv. Mere var der dog ikke kommet ud af det. Mandag var jeg tilbage iskolen og situationen mellem mig og resten af cirklen, var som da jeg førstlige var kommet hertil. De snakkede ikke til mig og kiggede en gang i mellemskævt til mig. Nate blev væk fra de undervisningstimer vi havde sammen, men jeglod også mærke til at der var gnidninger de andre cirkelmedlemmer i mellem. Ravesudgave af Haidens og mit 'forhold' havde splittet cirklen ad og selvom jeg heletiden havde været modstander af hele den er cirkel-ting, så havde jeg ondt afde andre. Cirklen og dens andre medlemmer havde været hinandens konstante holdepunkter i flere år og nu var det væk. "Det ser ud som om der er problemer på SilverbarckRoad." Jeg blinkede et par gangene og kiggede så på Tom, der nu stod ved sidenaf mig. "Jeg hører til den gruppe." Om jeg kunne lide det eller ej, mendet havde jeg ikke tænkt mig at sige højt. Han sendte mig et smil. "Du eranderledes end dem. Mere nede på jorden og heller ikke lige så utilnærmelig somdem." Tja han havde halvt ret, for jeg havde været utilnærmelig for cirklen frastarten. Det hele var så indviklet og jeg gjorde det kun værre med min tilgangeller mangel af. Min bedstemor og Aidens bedstemor havde begge prøvet fortællemig det samme, bare på hver sin måde. Nemlig at sandheden ville sætte mig friog det var desværre noget jeg nok var nødt til at gøre, men måske jeg skullestarte med kun at fortælle det til en. Og så tage det, derfra. Så for førstegang siden Homecoming tændte jeg min mobil og gik ind på kontakter, men kunneikke beslutte mig for hvem det skulle være. Jeg sukkede og puttede mobilentilbage i baglommen. I det samme så jeg Nate gennem vinduet, gående tværs henover parkeringsplads mod træerne. Og i det sekund fortog jeg mit valg. Jeg kiggedeop på Tom og gav ham et undskyldende blik, inden jeg smækkede skabsdøren i."Jeg er nødt til at løbe. Snakkes senere." Og så småløb jeg hen til trapperneog ned af dem. Jeg håbede jeg ville kunne nå at fange ham.