The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 20

Snørebåndet kom endelig fri og jeg tog skoen på igen. Jeg vendte mig rundt, krydsede benene og kiggede ned på ham. "Hør jeg er ikke kommet her for at diskutere med dig. Den dag på stranden hvor vi bandt cirklen hørte jeg dig fremsige en betingelse for at gøre det og jeg ville bare gerne takke dig for det og undskylde for det jeg sagde i går eller i nat, var det vel egentlig. Og smide dig ned på fortovet." Han kiggede overrasket op på mig og hans kolde øjne borede sig ind i mine. "Der er ingen grund til at takke mig. Jeg gjorde det på grund af pillerne." Han kiggede væk og flyttede lidt rundt på sig. "Pillerne?" Han nikkede, men kiggede ikke op på mig. "Ja pillerne... Vi er bundet og da pillerne påvirker dine følelser, går det ud over os alle. Magien stammer som sagt fra vores følelser og dem har du ikke nogen videre af lige nu. Så hvis Rave og de andre lod dig være, var der en chance for at du stoppede med at tage dem. Hvilket også er det sundeste, ikke fordi du så kan lave magi, men fordi alle de kemikalier i kroppen er skidt for en." Han kiggede op på mig. "Og måske er dine piller skyld i at vi ikke kan lave magi, så at du stopper med at tage dem, er en win-win for alle." Jeg stirrede koldt tilbage på ham. "Seriøst? Mit velbefindende betyder mere end jeres dumme magi, hvilket mine piller ingen indflydelse har på. Og det er mig, der bestemmer hvornår jeg stopper med at tage dem, ikke dig eller nogen af jer andre. Hvad fanden gav dig egentlig indtrykket af, at det var en beslutning du kunne tage?" Jeg rejste mig irriteret og begyndte at gå tilbage mod vinduet jeg var kravlet ind ad. "Så det med pillerne er ikke en beslutning jeg skulle have taget, men jeg fortryder det ikke og du er jo stadig på dem, så hvad er problemet?" Jeg fortsatte med at gå. "Hey! Har du seriøst tænkt dig at efterlade mig her!?" Jeg kiggede ned på ham med sammenknebet øjne. "Bare fordi jeg er sur på dig, betyder det ikke at jeg har tænkt mig at være en idiot. Jeg henter min mobil ude i bilen og får skaffet dig hjælp, men du kommer til at vente på den alene." Med det gik jeg hen til vinduet, for at kravle ud og jeg ignorerede ham resten af vejen.

Vi nærmede os hastigt Homecoming og det hele var næsten på plads. Hovedpinen var ikke gået væk, men den var hellere ikke blevet stærkere, hvilket kun var godt. Jeg havde overtalt Sam og Aiden til at løbe med mig om aften, bare for at være sikker på at jeg ikke rendte ind i Nate igen eller overfaldsmanden. Vi løb langs stranden og Aiden stoppede pludseligt op og bukkede sig forover. Han trak vejret tungt og i små stød. "Du ser ud til at have det bedre Eve." Sam åbnede sin vandflaske og tog en stor tår. "Jeg har det også bedre selvom hovedpinen stadig er der og nu hvor vi stort set er klar til festen, har jeg mulighed for at slappe mere af." Jeg svingede armene en smule rundt og rullede med skulderne. "Jeg forstår ikke hvordan i ikke er forpustet." Aiden rettede sig lidt op og Sam og jeg sendte ham begge et smil. "Jeg er vant til at løbe og har gjort det i flere år." Sam nikkede sammentyggende. "Siden Kim blev overfaldet er jeg slev begyndt at træne. Jeg tror ikke jeg ville kunne overmande ham manden, men jeg vil måske kunne løbe væk fra ham." Aiden smilede skævt til mig, men det var ikke på samme måde som Nate gjorde og det irriterede mig at han fandt vej ind i mine tænker igen. "Jeg hører at du 'overfaldt' Nate for nogle nætter siden." Sam kiggede overrasket på mig og jeg himlede med øjnene. "Det lyder helt forkert sådan som du siger det... Jeg var ude og løbe og pludselig var der en, der lagde en hånd på min skulder. Jeg grab personens håndled og smed vedkommende på fortovet. Det viste sig at være Nate og ikke vores mystiske overfaldsmand. Og det er det." Aiden smilede gavtyveagtigt til mig. "De har på det seneste brugt en hel masse tid sammen i garagen og han skriver til hende mindst en gang om dagen." Sam gispede og slog en hånd foran munden, som var hun overrasket, men brød så ud i grin. "Har du tænkt dig at spørge ham om i skal følges til Homecoming?" Jeg rystede på hovedet og rullede med skuldrene igen. "Nope. Han må sejle sin egen sø." Aiden kiggede undrende på mig. "Hvorfor ikke? Jeg er ret sikker på at han ville sige ja." Jeg skævede til ham og rystede endnu en gang på hovedet. "Jeg opsøgte ham for at takke ham for at få Rave og dem til at lade mig være og for at undskylde for at smide ham ned på fortovet og det jeg efterfølgende sagde til ham... Det gik ikke ligefrem efter planen. Jeg endte med at gøre alting værre og han har ikke så meget som villet kigge på mig siden. Og jeg forstår ham godt. Desuden hvis det ikke var fordi jeg var æresmedlem af komiteen og derfor forpligtet til at vise mig, ville jeg ikke komme til festen selv." Jeg rullede med skulderne endnu en gang bare for at lave noget. "Så du vil gerne have Nate som din date?" Sam fulgte det op med en tøset hvinen, der var lidt for skinger. Jeg puffede til hende og rullede med øjnene ad hende. "Jeg tror det betyder ja." Aiden smilede og skubbede til Sam med hans skulder. Jesus de var irriterende de to. "Skal vi komme videre eller hvad? Jeg bliver kold af at stå her." Vi satte i løb videre ned ad strand og jeg overvejede at stoppe med at løbe med de to. De var nogle værre sladretanter og jeg var ret sikker på at Aiden kun havde sagt ja til at trænede for at hive information om Nate og jeg ud ad mig. Også selvom det ikke var noget at finde.