The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 22

Aiden snurrede mig rundt på dansegulvet og skørtet på kjolen kildede mine ben, når det strejfede dem. Han trak mig ind til sig og så ud igen. Så bukkede han sig halvt ned med et smil og slap min hånd. "Skal vi se om vi kan finde nogle af de andre?" Jeg nikkede og han guidede mig ud fra dansegulvet. Da vi kom ud fra det, kunne vi se Eloise stå ovre ved punch bordet sammen med Tate og gik over mod dem. Tate havde et sort jakkesæt på og Eloise havde en lilla gulvlang kjole på. Hendes hår hang løst ned om hendes skuldre og hendes ur med de små stykker af Fluorit var fyldt synlig. "Der er i!" Eloise trak mig ind i et kram. "Det må have taget lang tid at forvandlede sportshallen til dette vinterparadis og sikke du stråler Eve." Eloise's øjne kiggede beundrende på mig. Ud af øjenkrogen lod jeg mærke til en der banede sig vej direkte mod mig. "Jeg har brug for lidt luft." Aiden gjorde mine til at gå med mig. "Bare lige to sekunder så er jeg tilbage igen." Han nikkede og lod mig gå. Jeg skyndte mig ud af sportshallen og ned af gangen for at komme væk. Jeg åbnede døren ud til og trak vejret dybt, mens jeg lod den kolde luft køle mig af. Jeg havde ikke lagt mærke til de andre fra cirklen var ankommet og nu var der en bestemt person jeg gerne ville undgå. Haidens blik havde været så intenst og fokuseret udelukkende på mig, så jeg havde skyndt mig ud, men åbenbart ikke hurtigt nok for Haiden kom til syne i døråbningen. "Er du okay?" Jeg nikkede og slog ud omkring mig. "Jeg havde bare brug for noget luft." Han kom over og stillede sig ved siden af mig. "Du er her sammen med Aiden?" Jeg nikkede som svar og rykkede mig lidt væk. Han fulgte efter. Hvorfor insisterede han på at være så tæt på mig? Jeg mener jeg havde den der summende fornemmelse i hele kroppen og en magnetisk følelse, der dragende mig imod ham, men jeg havde ingen problemer med at holde mig væk fra ham. Så hvad var hans problem egentlig? "Burde du ikke gå tilbage og se til Sam?" Han kiggede op på aftenhimlen og trak vejret tungt ind. "Jo det burde jeg." Han blev stående og jeg rykkede mig lidt længere væk. "Men du gør det ikke?" Han rystede langsomt på hovedet. "Jeg har på fornemmelsen at jeg skal være et andet sted... Med en anden." Han kiggede over på mig og hans blik var så intenst at det fik en kuldegysning til at gå igennem mig. Nu var det min tur til at kigge på himlen, for jeg kunne ikke holde hans intense blik ud. "Vil du vide hvem det er jeg skal være hos?" Jeg rystede på hovedet og bed mig i indersiden af kinden. Jeg var ret sikker på at jeg allerede kendte svaret. "Hvis svaret ikke er Sam, så vil jeg ikke høre dig sige det." Han rykkede endnu tættere på. "Det er dig jeg skal være hos." Han lænede sig ind mod mig og jeg rykkede mig væk. "Ellers tak." Han kiggede såret på mig og greb så fast om mit håndled. Varmen brændte sig fra det sted han rørte mig og ud i resten af kroppen og den var blandet med en elektrisk og magnetisk følelse. "Kan du ikke mærke det? Den dragende følelse, som om det er os to mod hele verden. Jeg har aldrig oplevet det med Sam. Kun med dig og første gang var helt tilbage i Palm Beach. Jeg har ikke kunnet tænke på andet end hvad det er du får mig til at føle." Hans intense blik blev endnu mere intenst og holdt mit fast. Jeg bed mig i indersiden af kinden igen og trak min arm til mig. "Svaret er stadig nej." Han rynkede brynene. "Nej? Du er altså sammen med en anden? Det er Nate, er det ikke?" Han gik frem mod mig og jeg tog et par skridt tilbage og væk fra ham. "Der er ikke nogen anden, men det betyder ikke at jeg vælger dig." Den første del var ikke helt sandt. Jeg var begyndt at få følelser for Nate, på trods af hans opførelse og det var lidt... uheldigt. Det var ikke ligefrem fordi, det ville være et særlig sundt forhold og jeg havde på fornemmelsen, at mine mulige følelser for Nate ville blive kompliceret på grund af det hele bundet til hinanden noget. Måske det jeg følte havde noget med det at gøre? Vi var bundet sammen, så det kunne godt være grunden ikke? Det håbede jeg virkelig, selvom jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at det ikke var tilfældet. Lige meget hvad, så kunne jeg ikke fortælle Haiden eller nogen andre, hvad jeg muligvis følte for Nate og lige nu lignede Haiden en, der kunne flå hovedet af hvilken som helst person jeg nævnte, så der var endnu en grund til ikke at sige noget.

Stilheden lagde sig imellem os og jeg tænkte at detvar på tide at gå, inden der skete noget vi begge ville fortryde. Netop som jegskulle til at gøre det, greb han fat i mit ene håndled og trak mig ind til ham.Sekundet efter var hans læber mod mine og jeg stivnede, mens følelserne frahans berøring susede gennem mig. Det her er alt for intenst og forkert på såmange punkter. Jeg gengælder ikke kysset, jeg kan ikke og det er ikke kun Sameller mine mulige følelser for Nate, der forhindrer mig. Det hans berøringfremkalder i mig forhindrer mig mere eller mindre i at gøre noget, mens dettordner gennem mig og min hovedpine, er hvad der bryder lammelsen. Den tagerover og eftervirkningerne af hans berøring, bliver ikke andet end små ekkoer.Jeg stemmer mine hænder mod hans brystkasser og skubber til. Hans hænder gliderned over mine arme og sender kuldegysninger gennem mig. Kuldegysninger deregentlig mere skyldes foragt end kulde. Jeg havde slet ikke lagt mærke til athan havde lagt sine hænder på mine arme. Med en hovedrysten, der forstærker hovedpinen,hiver jeg op i min kjole og løber indenfor igen. Jeg ved ikke rigtig hvad jegskal gøre med mig selv. Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til sportshallen,men jeg burde gøre det så jeg kan fortælle Sam hvad der lige skete. Jeg harbare ikke lyst til at se nogen lige nu, så jeg løber hvileløst gennem gangeneuden noget mål. Mine fodtrin og min høje hjertebanken er det eneste jeg kanhøre og jeg fortryder at et eller andet sted, at jeg tager mindre dossier afpillerne, for jeg kunne godt bruge at være følelsesløs lige nu. Jeg ved ikkehvad jeg skal stille op med det, der lige er sket også selvom jeg ved hvad derville være det rigtige at gøre. Jeg runder et hjørne og løber direkte ind inoget. Jeg er så fanget i mine egne tanker at jeg slet ikke har lagt mærke tilmine omgivelser. Jeg tumler til siden og formår at tage et par skridt fremadfør jeg falder på pladask på maven på gulvet. Luften forlader omgående minelunger og det sortner for mine øjne. En hånd griber fast om min ene overarm ogdrejer mig rundt på gulvet. Personen, der knæler over mig, er manden, derangreb mig på havnen. Seriøst! Hvor uheldig har man lige lov til at være? Jeghiver efter vejret i små stød, for at tvinge mine lunger til at komme iomdrejninger, mens jeg forsøger at kravle baglæns. Mine fødder glider i skørtetpå kjolen og jeg kommer ikke rigtig nogle steder, hvilket sender en bølge afirritation gennem mig. Manden rakker ind under sin jakke og trækker en langbladet kniv frem. Jeg havde lidt håbet på endnu en hobbykniv, for de er nemmereat afvige. Han fører den ned mod mig, men jeg ruller til siden i sidste øjeblikog den rammer gulvet i stedet. Jeg får kæmpet mig op, men for langsomt og hanshånd lukker sig om min ankel. Han hiver mig ned på gulvet igen og i en glidendebevægelse, sætter han sig overskrævs på mine hofter. Jeg spræller under ham,netop som han fører kniven ned for anden gang og den snitter punktet mellem minhals og skulder. Mine fødder bliver ved med at glide i skørtet og gør detumuligt at finde ordentligt fodfæste, hvilket jeg lidt skal bruge for at kasteham af mig. Netop som kniven kommer mod mig en tredje gang, får den ene fod kontaktmed gulvet i stedet for skørtet og jeg tager chancen. Jeg gør et hop medkroppen samtidig med at jeg vrider mig til siden og for det ikke skal væreløgn, kommer en skikkelse flyvende gennem luften. Vedkommende hamrer ind imanden og presser ham nedad igen, inden de begge tumler væk fra mig. Og det erforsendt. Mit vrid med kroppen kombineret med det nedad gående pres fra den nyeskikkelse sender kniven direkte ned i siden på mig. Bladet går direkte gennemdet tynde stof og ned gennem huden mellem de to nederste ribben i venstre side.De hamre ind i skabene hvilket sender ekkoer ned gennem gangen, men jeg kanikke fokusere på andet en smerten. Med rystende hænder finder jeg flængen ogpresser ned på den. Ikke at det vil hjælpe noget. Jeg ville muligvis have enchance hvis kniven stadig sad der og fungerede som stopklods, men det gør denikke. Blodet flyder ud over mine hænder og videre ned på gulvet. Der er intettil at stoppe det og det ellers varme blod, bliver hurtig koldt og klistret. Mitsyn bliver langsomt mere og mere tåget og jeg har problemer med at fokusere. "Eve?"En skikkelse tårner sig op over mig og jeg blinker flere gange for at fokuserepå vedkommendes ansigt. "Nate?" Et smil breder sig om hans læber, men stivnerså da hans øjne falder på blodet. Hans øjne bliver store og han begynder atrode gennem sine lommer. "Shit, shit, shit. Hvor gjorde jeg af den dumme sten."Jeg smiler over hans velkendte banden, selvom det ikke er spor sjovt. Han hivernoget op af jakkens ene lomme og knæler ved min side. Så presser han nogetkoldt mod min hud og en kold bølge af elektricitet strømmer gennem min krop.Min overkrop laver et ufrivilligt hop og så et til. "Shit." Han flytter rundtpå sig og bruger den ene hånd til at trække mig op på hans skød, mens den andenstadig presser den kolde ting mod min hud. Hele min krop bliver langsomtfølelsesløs og samtidig så tung. Det bliver sværere og sværere at presse ned påflængen og mine arme glider til sidst ned på gulvet. Små rystelser går gennemmin krop og med den sidste smule energi jeg har tilbage fokusere jeg på hansøjne. "Undskyld. Jeg skulle ikke... Have sagt..." Jeg har ikke energi til atfærdiggøre sætningen eller til at holde min øjne åbne længere. Det sidste jegregistrer inden jeg er helt væk er hans hånd, der tager min.