The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 19

Jeg lukkede forsigtigt døren bag mig og listede ned af verandatrapperne. Månen stod højt på nattehimlen og badede det meste af vejen i dens lys. Jeg havde haft svært ved at sove på grund af en stærk hovedpine, der ikke synes den skulle gå væk heller ikke efter et par hovedpinepiller. Så jeg gjorde hvad jeg normalt ville gøre når jeg var restløs. Nemlig en god lang løbetur, dog uden musik den her gang eftersom ham, der havde overfaldet Kim og jeg stadig var på fri fod og jeg var nødt til at være opmærksom på mine omgivelser. Og fordi den kun ville forværre hovedpinen. Jeg havde ikke løbet længe og det føltes mærkeligt, men også velkendt, da jeg trak i løbetøjet igen. Jeg løb mod vendepladsen og så ned mod Haidens hus. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe nede på stranden, men af sikkerhedsmæssige årsager tænkte jeg at det var bedst at holde mig til fortovet heroppe hvor folk ville kunne høre mig. Måske Aiden kunne lave en eller anden urtemikstur, der var god mod hovedpine eller måske der var en krystal der kunne hjælpe? Jeg var nok nødt til at høre Aiden eller Eloise ad, selvom jeg ikke var helt vild med tanken om at være et aktivt medlem af cirklen endnu. Men den her konstante hovedpine var ved at tage livet af mig og jeg havde virkelig ikke haft det godt under cirkelmødet tidligere. Jeg hadede at være afhængig af andre og det var lidt et nyt territorium for mig. Jeg havde haft min mor, men jeg havde aldrig været afhængig af hende. Hun havde endda givet efter til sidst og ladet mig bo på mit gamle campus tilbage i Chicago. Jeg nærmede mig Eloise's hus da nogen lagde en hånd på min skulder. Adrenalin susede gennem min krop og jeg reagerede impulsivt. Jeg greb fat om håndleddet, trak vedkommende ind mod mig og tvang personen over min skulder. I samme sekund personen ramte fortovet skiftede jeg greb om håndleddet og pressede min fod mod personens brystkasse. Personen kiggede forbavset op på mig, men så glæd et smil over hans ansigt. "Nate?" Hans øjne vandrede nedad fra mit ansigt og jeg rettede mig straks op. Jeg slap ham og lynede min hættetrøje helt op til hagen mens jeg flyttede mig væk fra ham. Han satte sig op på fortovet og sendte mig endnu et smil. "Sikke nogle reflekser." Han kørte den ene hånd gennem sit hår og jeg lagde armene over kors. "Hvorfor følger du efter mig?" Han rejste sig op og børste ikkeeksisterende støv af sine bukser. "I tilfælde af at du ikke var klar over det, så er der en psykopat derude, som allerede af overfaldet to personer på vores alder." Jeg begyndte at gå tilbage mod mit hus og skar ansigt da en ny bølge af smerte, fra endnu en stærk hovedpine ramte mig. "Jeg har ikke glemt ham, det var derfor jeg løb her på fortovet og ikke stranden. Og derfor jeg lod mine høretelefoner være derhjemme." Jeg så ham rystede på hovedet ud ad øjenkrogen. "Havde jeg vidst at du ikke var et forsvarsløst lille lam var jeg blevet hjemme." Jeg drejede irriteret rundt på hælen og han gik næsten ind i mig. Vi stod få centimeter fra hinanden og måden månelyset fremhævede hans profil så, så forbandet godt ud, men hans øjne skinnede koldt. "Hvad er dit problem egentlig? For det meste er du en kæmpe nar, der virker ligeglad med alt og alle, men når det bare er dig og mig alene i garagen er du en helt anden. Hvorfor er det du insisterer på at være den kæmpe nar overfor mig på alle andre tidspunkter? Hvad fanden har jeg gjort dig?" Hans fokus skiftede fra det ene af mine øjne til det andet og tilbage igen. Så gik han forbi mig uden at sige et ord. Med hænderne i lommerne på sin jakke gik han tilbage mod nr. 3. "Nate?" Han svarede ikke, men fortsatte bare med at gå. Jeg var igen både problemet og løsning på endnu et problem eller det følte jeg i hvert fald. Hvorfor skulle han også være splittet mellem to personligheder, hvor af jeg faktisk var begyndt at kunne lide den ene? Og den her hovedpine var ved at drive mig til vanvid. Gad vide om jeg tog fejl af hvorfor jeg var plaget af vedvarende hovedpine?

Jeg ankom til en gammel fabriksbygning og en lille prik på skærmen fortalte mig at vedkommende var derinde. Lige i det her øjeblik var det at vi alle havde udvekslet numre en god ting ellers havde jeg ikke været i stand til at spore hans mobil. Det her var mere end åndsvagt, men jeg var nødt til at gøre det. Jeg skyldte ham et tak og en undskyldning og han havde hårdnakket undgået mig. Med et sidste blik på mobilen og et suk, lagde jeg mobilen ned i kopholderen og steg ud. Det var en treetages bygning lavet i gråmursten og store glasvinduer, der var dækket til. Fra denne sidde var der ingen mulige indgange så jeg gik rundt om bygningen indtil jeg fandt et smadret vindue, hvor der var stablet kasser op af bygning højt nok til at man kunne kravle op og ind ad vinduet. Så det var det jeg gjorde. Jeg kravlede gennem vinduet og landede på en metalgangbro, der fik det til at runge i bygningen ved kontakten med mine sko. Stedet var sparsomt oplyst og jeg var ikke helt sikker på hvor Nate faktisk befandt sig henne eller hvad han lavede her. Jeg fortsatte frem ad gangbroen, da det var den eneste vej jeg umildbart kunne se. Mine sko larmede mod metallet på gangbroen og gav mig opfattelsen af, at han muligvis ikke var her. Gad vide hvad fabrikken havde været brugt til? Det var tydeligvis ikke noget øen havde brug for længere, siden den var blevet lukket ned. Jeg snublede over et eller andet på gangbroen, tumlede frem ad og blev så stoppet af en trækken i mit ene ben, der fik mig til at falde forlæns. Jeg ramte broen tungt og kunne mærke jeg ramte noget, der efter larmen at dømme røg hen over broen, for så at falde ud over siden og ned på gulvet langt under mig. Jeg lagde hænderne på gangbroen, for at skubbe mig selv op og kiggede direkte ned i Nates ansigt, der var synligt gennem gitterstrukturen, der udgjorde gangbroen. Han stod på gangbroen under mig med et metalrør i hænderne. "Flot. Du skubbede lige min mobil ud over kanten. Jeg har kun brugt den sidste time på at skubbe den tættere på." Han lagde røret fra sig og satte sig ned på gangbroen. Jeg fulgte gangbroen under mig i begge retninger og kunne konstatere at den var gået i stykker så han dermed var fanget på det lille stykke af broen, der var tilbage under mig. Og der var for langt ned til gulvet under ham til at han bare kunne hoppe ned. "Det var ikke med vilje... Hvad laver du egentlig her?" Han fnyste irriteret. "Det er en gammel bilfabrik og jeg håbede at finde nogle reservedele. Jeg var bare så uheldig at falde herned, da jeg lavede samme nummer som dig." Så fik jeg da at vide hvad fabrikken havde været brugt til. "Men hvad laver du her? Følger du efter mig?" Han kiggede koldt op på mig og jeg kiggede væk fra ham. "På en måde, for jeg sporede din mobil." Jeg lagde hænderne mod gangbroen og forsøgte at komme op, at stå, men noget holdt mit ene ben fast. Jeg kiggede ned langs benet og kunne konstatere at skoens snørebånd sad fast. De havde viklet sig ind i metalstængerne i hullet jeg var faldet over. "Det er jo slet ikke creepy." Mumlede Nate under mig, men jeg ignorerede hans kommentar. Jeg forsøgte at trække foden fri fra skoen, dog uden held. Så jeg vred overkroppen til siden og forsøgte at løsne snørebåndene med den ene hånd. Det så ikke ligefrem elegant ud sådan som jeg lå vredet, men det var ikke det, det kom an på. Det lykkes mig at løsne båndende nok til at jeg kunne få foden ud og heldigvis faldt skoen ikke ned gennem hullet. Da jeg var fri kravlede jeg hen til skoen og forsøgte at frigøre skoen og snørebåndene fra broen. "Og nu ignorer du mig. Fedt. Kan du bestemme dig for hvad du vil?" Vi var to om, ikke at kunne finde ud af hvad vi ville.