The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 23

Jeg vågner med et sæt og åbner øjnene mens jeg sætter mig op. Mine hænder finder omgående flængen og mærker ikke andet end uskadt hud. Jeg kigger ned og opdager at flængen i huden er væk, mens hullet i kjolen er der stadig og det samme er blodet på huden såvel som kjolen og gulvet. Jeg kan ikke tro det. Hvordan er det overhovedet muligt? Jeg tager en dyb indånding og lægger mig ned igen. Og mærker at det ikke er gulvet mit hoved og skulderblade hviler på. Jeg sætter mig op med det samme igen og drejer rundt. Nate sender mig et halvt smil, men hans øjne er et virvar af følelser. "Hvad skete der?" Jeg rører forsigtigt stedet hvor flængen burde være igen. "Jeg redede som end bare dit liv." Han siger det med et neutralt toneleje, mens han tager noget op fra gulvet og kaster det over til mig. Det viser sig at være en farveløs krystal, der næsten ikke vejer noget selvom den er lige så stor som min knytnæve. Jeg drejer den rundt og opdager at den ene side er helt flad og glat og dækket af indtørret blod. "Du mener at den her reddede mit liv." Jeg kigger på Nate og vifter med stenen. Måske jeg undervurderede vigtigheden af at have krystaller på sig. "Jeg reddede dig først. Jeg tacklede ham manden." Han peger over mod skabene, hvor manden stadig ligger bevidstløs, eller det håber jeg han er. "Du havde ikke haft brug for krystallen, hvis ikke din tackling havde fået kniven til at skare mig op." Jeg kaster krystallen tilbage til ham og rejser mig langsomt. Han rejser sig som skudt ud af en kanon og griber fat i mig, da mine ben giver efter. Hele min krop føles svag og hvert skridt føles som en kraftanstrengelse, men jeg er nødt til at tjekke om manden er død. Det ville løse et problem, nemlig overfaldende, men konsekvenserne ville kun skabe endnu flere problemer. Jeg nærmest falder ned på gulvet ved siden af ham og Nate følger trop, bare mere elegant end mit fald. Med rystende hænder, der stadig er smurt ind i blod, tjekker jeg hans puls ved halsen. Jeg ånder tungt ud, da jeg mærker pulsen, der slår hårdt og fast. "Lad os komme væk, inden han vågner." Jeg kæmper mig på benene med Nates hjælp, men han stopper og guider mig tilbage på gulvet igen. Så griber han fat i sømmen af min kjole og jeg har ikke energi til at sige noget, da han hiver et godt stykke af den. Med stoffet fisker han kniven op og pakker den ind. Det er vel tekniskset en god ide at tage våbnet med os, men behøvede han at ødelægge min kjole for det? Ikke at jeg har tænkt mig at bruge den igen. Den ville komme direkte i skraldespanden efter det her, men han kunne stadig godt lige spørge. Jeg kunne selvfølgelig også have sagt noget, men jeg er alt for træt til at gøre noget. Hvilket også er grunden til at jeg ikke siger noget da han hjælper mig på benene igen og rakker mig den indpakket kniv. "Tag den." Jeg reagerer ikke så han trykker den mod min overkrop og lægger min ene hånd på den. Så tager han sin jakke af og svinger den om mine skuldrer. Han lægger min anden hånd oven på kniven og lyner jakken op, så den dækker både kniven og det meste af min blodige kjole og hænder. Derefter putter han krystallen i jakkelommen og trækker mig ind til sig. Med et godt tag i mig går vi langsomt ned gennem gangen og da vi går forbi brandalarmen, aktiverer han den. Sprinklerne starter og vi bliver gennemblødt forholdsvis hurtigt. Vandet plasker ned på gulvet og ekkoet fylder gangen, mens vi går mod udgangen.

Jeg sidder på en sten på stranden og bålet, Natetændte raser foran mig og varmer mig langsomt op. Det hjælper dog ikke pårystelserne eller min mangel på energi. Han står et par skridt fra mig ogkigger hen over flammerne på skikkelserne, der langsomt kommer hen mod os.Resten af cirklen dukker op i samlet flok og jeg kan mærke deres blikke, mennægter at kigge op. "Hvad så?" Kommer det fra Sam, med en lettere misfornøjetstemme. "Jeg beklager hvis et mordforsøg ødelagde din aften." Nates stemme ermere kold end normalt. "Hvad snakker du om?" Aidens stemme er hård, men rolig,en kombination jeg har fundet ud af, at han er ret god til at lave og titbruger overfor sin fætter. Nate kommer over til mig, med bevægelser der fuld udafspejler hans raseri og trækker mig langsomt, men bestemt på benene. Jegstirrer ind i ilden mens han lyner hans jakke, som jeg stadig har på, op. Hantager kniven og mine arme falder ned langs siden. Han skubber jakken til sidenså de kan se flængen i kjolen og blodet. Nate pakker kniven ud og kaster denmed spidsen først ned i sandet foran dem. Et par stykker gisper, mens ilden fårblodet på kniven til at lyse op. Sam, Eloise og Aiden kommer straks over tilmig og kigger fra mit livløse ansigt til Nates kolde ansigtsudtryk, mens de skubberjakken til side for at se flængen i kjolen. Hænder rør forsigtig min hud og jegstår der bare. "Hvad fanden skete der?" Aiden kigger op på sin fætter, mens Samog Eloise holder om mig. "Hvad tror du? Ham manden der har været efter os i etstykke tid, var på skolen. Han sad på hug over Eve, klar til at give hendedødskysset. Jeg tacklede ham og slog ham bevidstløs, men han nåede stadig atskære hende op. Hun ville ikke stå her nu, hvis det ikke var for den her." Han rakteforbi Sam og trak krystallen op af lommen og Aiden tog den fra ham. "Stjæl dumin bedstemors krystal!?" Nate sendte ham nogle seriøse dræber øjne. "Er detseriøst det første der faldt dig ind!? Og nej jeg stjæl den ikke. Hun gav migden. Jeg var på mit værelse da hun kom ind fortalte mig at noget var galt oppepå skolen. Hun insisterede på at jeg tog afsted. Så det gjorde jeg, efter hunhavde brugt et kvarter på at skælde mig ud, for ikke at fare afsted med detsamme. Jeg var kun lige kommet ind i bygningen da Eve løb direkte forbi mig ogdirekte ind i den psykopat." Aiden sukkede og kiggede undskyldende på Nate."Sorry, jeg... Det var ikke med vilje jeg råbte ad dig." Nate trak ligegyldigt påskulderne. "Var det før eller efter Eve og Haiden kyssede? Jeg er lidtforvirret over aftens begivenheder." Raves stemme lød ikke undskyldende pånogen måde og havde det ikke været for mit følelsesløse og energiforladtestadie havde jeg pandet hende en. "Hvad?" Sams stemme var skinger og jeg kunnemærke Raves gennemborende blik, men jeg kiggede stadig ikke op. Sams og Eloisesgreb om mig havde løsnet sig næsten helt og jeg trak mig fri uden et ord. Jeghavde ikke tænkt mig at sige noget som helst og gik bare væk fra Nate, Aiden,Sam og Eloise og videre forbi resten af cirklen, for at komme op på vejen. Jeghavde ikke energi til at håndtere det her lige nu og jeg havde også påfornemmelsen at jeg ville gå op i limning hvis jeg gav det et skud. Stemmernefra dem smeltede sammen, men jeg var ret sikker på at jeg hørte en græde indenjeg kom uden for hørevidde. Det her var et eller andet sted Haidens rod, så hanvar også den, der måtte fikse det.