The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 42

"Du er et større røvhul end jeg havde regnet med." Det gav et ryk i Nate og han kiggede overrasket på mig. Han kom dog hurtigt over det og sendte mig hans sædvanlige smil, som han brugte når han 'flirtede' med mig. Selvom det han sagde lå et sted mellem at være lummer og pervers og dét ville jeg ikke ligefrem kalde at flirte. "Kom du for at få den rigtige vare?" Jeg rystede kort på hovedet og kæmpede for ikke at eksplodere. Jeg havde forventet en lignede kommentar, jeg sad trods alt på hans seng, med benene strakt mens jeg lænede mig op ad hovedgærdet. Aidens bedstemor havde ladet mig gå op, så Nate havde ikke vidst jeg var her, før jeg praktisk talt havde forskrækket ham, da han trådte over dørtærsklen. Hans værelse var indrettet mere eller mindre ligesom mit og havde udsigt til hele mit hus, hvilket var en smule foruroligende, men heldigvis kunne han ikke se ind i mit værelse herfra. "Ellers tak, jeg har det lige så godt... Hvorfor fanden fortalte du mig ikke at jeg døde til Homecoming? Jeg skulle høre det fra Blake flere uger efter det skete, selvom det var mig det døde og ikke hende." Han trak på skulderne og skubbede døren lidt i, inden han gik længere ind i rummet. "Jeg regnede ikke med det betød noget." Jeg rystede på hovedet, svingede benene ud over sengen og rejste mig. "Selvfølgelig gjorde du ikke det. Jeg vidste det ikke kunne være sandt." Den sidste del var mere henvendt til mig selv, så jeg sagde det lavere, næsten hviskede det, men han hørte det alligevel. Han greb fat om min arm og nedstirrede mig. "Hvad var ikke sandt?" Jeg trak min arm fri fra hans greb, sætte hænderne i hans brystkasse og skubbede. "Rør mig igen og du vil komme til at fortryde det." Han landede på gulvet med et bump og kiggede atter overrasket op på mig. "Blake fortalte mig at du kan 'mere end lide mig', men jeg troede ikke rigtig på hende og du har lige bevidst at jeg havde ret. Jeg kan ikke tro jeg siger det her, men du er værre end Rave. Hun er ligefrem og egoistisk, men du er et røvhul, der iskoldt manipulerer med andre og jeg har langt om længe fattet det. Jeg er den nye pige, så jeg skulle trækkes rundt i manegen indtil jeg gik i seng med dig og så smides ud som gårsdagens affald. Lidt dramatisk, men det tjener sit formål." Han rejste sig og kiggede koldt på mig, som om det var noget nyt. "Så du har regnet det hele ud var? Jeg er et svin der har sex med hver eneste ledig tøs, er det, det du tror om mig?" Han havde hævet stemmen en anelse, men den var stadig kold. Jeg lagde trist armene over kors. "Du hører hvad du vil og du kan tro hvad du vil. Det er ærgerligt at du havde så travlt med at være overlegen og et kæmpe røvhul, for jeg havde valgt dig havde du givet mig en chance. Nu... Jeg... Lige meget. Det er spildte kræfter." Det var ikke lige det her jeg havde haft i tankerne, da jeg havde sat mig for det her. Jeg ville fortælle ham en ting eller to, ja, men ikke noget angående mine følelser for ham. Jeg kunne mærke hvordan tårne pressede sig på, men jeg havde ikke tænkt mig at stå her og tude. Han havde set mig gøre det én gang tidligere og det havde ikke ændret noget. Shit, jeg følte mig for gammel til det her pis og gik ud ad døren. Jeg mødte Aiden på vej ned af trappen og han kiggede overrasket på mig, som falmede hurtigt da han så mit ansigtsudtryk. "Er du okay?" Jeg rystede på hovedet og skyndte mig ned af trapperne. Inden jeg nåede ud ad hoveddøren, hørte jeg dog Aiden spørge Nate hvad fanden han havde gang i. I det mindste var der en, der var interesseret i hvordan jeg havde det og forsøgte, at 'varetage' mine interesser.

"Værsgo skat." Bedste satte en kop varm te på en af de få bare pletter på mit skrivebord, der flød med papirer og bøger. Jeg tog koppen og drejede rundt på kontorstolen. "Et knust hjerte er ikke nemt at heale, men giv det tid." Jeg sendte hende et kort smil. "Det er ikke knust Bedste, men fyldt med fortrydelse. Med lidt tid, er jeg god som nu." Hun klappede mig på knæet. "Sådan min pige. Der skal mere til at nedbryde os Anderson kvinder." Hun grinede og gik mod gangen, men hun stoppede op foran kisten ved fodenden af sengen. Hun bøjede sig ned og trak noget sort stof op af kisten. Jeg rejste mig brat og havde nær spildt kogende te ud over mig selv. "Jeg kan forklare Bedste." Men hendes øjne kiggede ikke længere på resterne af min mors kjole, som jeg havde haft på til åbningen af galleriet. Hun lod kjolen falde på gulvet og trak et stykke papir op og kiggede på det med rædslen lysende ud af øjnene. "Hvad er det her?" Jeg fik et glimt af tegningen, inden jeg satte koppen fra mig. Det var en af de første tegninger jeg havde tegnet af forældrene på vejen, bortset fra at der kun var tolv personer om bålet her. Der var ikke nogen detaljer, så det var tolv fuldstændig ens personer, men personerne kastede tretten skygger og ikke tolv. "Det er bare en skitse Bedste. Ikke noget særligt." Jeg rakte ud efter tegningen men hun rakte armen ud til siden, så jeg ikke kunne nå den. Hun knep øjnene sammen og kiggede på mig. Så løftede hun madrassen i vindueskarmen og tegninger fløj ud på gulvet. Shit. "Det er bare ubetydelige tegninger. Jeg tegner dem hele tiden." Jeg skyndte mig at samle dem sammen, men hun havde allerede set motivet på dem. "Hvor mange er der?" Jeg kiggede op på hende. Der var stadig et glimt af rædsel i hendes øjne, men også stolthed og beslutsomhed. "Det ved jeg ikke. Mange. Hvorfor er det vigtigt?" Hun smilede stolt til mig. "Det er helt okay. Det skete også for din tante. Hun fyldte den ene notesbog efter den anden med finurligere mønstre og ulæselige skriblerier, som kun hun forstod. De her tegninger er nemmere at aflæse og tyde end, det hun lavede... Ser du den førstefødte pige i hver generation bliver født med en særlig evne. En evne, der er gået i arv fra generation til generation helt tilbage til starten på vores stamtræ. Du har Drømmesynet min pige. Evnen til at se fortiden, nutiden og fremtiden, primært i dine drømme, men du kan lære at se dem på kommando. Du har så meget at lære." Hun tog fat i min arm og trak på benene. Hun trak mig ind i et knus og strøg mig over håret. "Så meget at lære og næsten ingen tid at lære det på."