The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 17

Det bankede på dørkarmen ind til mit værelse og jeg kiggede op. Sam stod i døråbningen med Aiden og Eloise bag sig. Sam havde fulgt mig hjem kort tid efter jeg havde fortalt hende at jeg ville give dem en chance og det var for et par timer siden, så jeg var lidt overrasket at se hende her. Jeg lagde blokken fra mig og rejste mig for at pause musikken, der spilede fra højtaleren min Ipod var sat til. "Hvad så?" De kom alle tre ind i rummet og Eloise trippede en smule anspændt bag Sam. "Sikke nogle detaljer." Aiden samlede en tegning op fra min seng og viste den til de andre. "Ikke et ord til Mercy." De rynkede alle tre uforstående på brynene. Ups. "Det er forslag til hvordan sportshallen skal se ud til Homecoming, men i har ikke set dem." Jeg tog forsigtig tegning fra Aiden og samlede resten af tegninger på sengen sammen. Jeg åbnede låget på kisten og lagde dem derned. "Hvad så med dem?" Aiden lavede et kast med hovedet til tegningerne der hang på snorene over min seng. "Jeg skal have lagt film over dem så de ikke smitter af, da de er lavet med kul." Sam gik tættere på og kiggede nærmere på dem. "Er det os?" Hun kiggede forbavset på mig og jeg bed mig i indersiden af kinden og nikkede. "At tegne er afslappende og giver tænker frit løb. Det kan nogle gange hjælpe mig med ting, jeg ikke er sikker på hvordan jeg skal håndtere." Nu kiggede Aiden og Eloise også nærmere på dem. "De er gode, som i rigtige gode. Ligesom den tegning nu tegnede af Nate tilbage i cafeen da din hånd var forstuvet." Jeg trak på skulderne og satte mig tilbage i vindueskarmen. "I har stadig ikke svaret på hvorfor i er her. Jeg behøver ingen babysittere selvom overfaldet kun skete for et par timer siden. Jeg har det fint." De satte sig på sengen og kiggede på mig i stedet for tegningerne. "Det er ikke derfor vi er her. Jeg tænkte at vi kunne lave en slags introduktion til magiens verden." Hun trak en bog op af sin taske og jeg genkendte den. Haidens familiedagbog.

"Okay, men hvorfor er det lige at jeg skal haveen krystal?" Jeg sad ved siden af Eloise, der sad med en skål fyldt medforskellige krystaller. Hun kiggede op på mig, med et glimt i øjnene. "Du skalikke have en, men det er en god ide. Haiden har altid en lille hvid Selenit krystalkuglei den ene bukselomme. Sam har en lilla Ametyst siddende i sin halskæde." Samtrak sin halskæde op af sin trøje og fremviste vedhænget, der rigtig nok havdeen lilla sten siddende. "Rave har en brun Karneol i sin halskæde, som man ikkekan undgå at se. Jeg har små stykker af en flerfarvet Fluorit i min urrem." Hunrakte armen frem og skubbede sit ærme op. I remmen på hendes ur funklede småstykker af krystaller. "Killian har en lysegrøn Akvamarin gemt et eller andetsted på sin person og Blake har en mørkeblå Agat siddende i sit armbånd." Hunrodede rundt i krystallerne. "Vi vælger selvfølgelig ikke selv voreskrystal. Den vælger os og den passer til den person vi er. Det er svært atforklare men vi ved inderst inde at det er krystallen når man først rør den."Hun rakte mig skålen endnu en gang og smilede opmuntrende til mig. "De her erselvfølgelig de mest normale, man kan få fat på og jeg har et hav af dem." Jegtog skålen og rodede den igennem ligesom hun havde gjort. Sam havde læst et parsidder højt fra Haidens familiedagbog, som hun mente var vigtige og Aiden havdelært fra sig om urter og deres virkninger såvel som bivirkninger. Hvordan mantørrede dem og hvordan man kombinerede de forskellige for at forstærkere deresegenskaber. Bagefter var det Eloise, der stod for forelæsningen og hun var gåeti kast med at forklare de mest 'normale' krystaller og hvad de styrkede. Detvar udmattende og en masse informationer på en gang. "Hvad sker der egentligmellem dig og Nate?" Jeg havde nær tabt skålen af overraskelse over Aidensspørgsmål. "Ikke noget. Der sker absolut ikke noget mellem os." Jeg kiggede halvtop på ham og han sendte mig et skævt smil. "Har han da sagt der er nogetimellem os?" Aiden rystede på hovedet, men smilet forblev forplantet i hansansigt. "Han kunne ikke drømme om at fortælle mig sådan noget, selvom vi erfætre. Han agerer bare anderledes overfor dig, som da han fortalte om sinbetingelse for at binde Cirklen. Det ville jeg ikke troet han ville gøre pågrund af den måde han opførte sig da han så dig første gang og han hartegningen du tegnede af ham i cafeen gemt ude i garagen. Det ville gøre mig absolutingenting hvis der foregik noget imellem jer. Faktisk så ville jeg bifalde det."Han hævede afværgende hænderne og jeg rynkede brynene. "Jeg vidste ikke hanhavde tegningen og nu hvor du selv bringer det op. Hvad skete der så lige forham den første gang han så mig? Jeg kunne høre jer skændes oven på." Aidenskævede til Sam og hun nikkede kort. Han rømmede sig en anelse. "Nate har ikkehaft det nemt. Ikke at nogle af os har haft det, men det var værst for Nate.Der var en... Episode kort tid efter vi alle blev født og en del af voresforældre døde. Vi ved ikke rigtig hvad der skete dengang og de overlevendeforældre opfører sig som om de har glemt det når vi har haft spurgt ind til det.Vores bedstemødre nægter at snakke om det, men de virker ikke som om de harglemt det lige som vores forældre. Nate, Eloise, Xavier og jeg mistede beggevores forældre, men Nate havde ikke en bedstemor som os andre til at tage sigaf ham. Så han blev opfostret af min, men han er ikke hendes barnebarn og hanblev til tider glemt, selvom min bedstemor ikke gjorde det med vilje. Han fiklov til at gøre hvad han havde lyst til for det meste og lad os bare sige athan ikke ville have haft en pletfri straffeattest, hvis det ikke var for Blakesmor, som arbejder på politistationen. Ikke at det er noget super slemt han harlavet. Nu lukker han omverdenen ude i stedet og lader for det meste som om haner ligeglad med alt og alle, men det tror jeg ikke han er. Han blevselvfølgelig overrasket over at se en fremmed pige i vores stue ogefterfølgende sur over hvem du var og hvad det betød at du var her, tror jeg.Man ved aldrig rigtig med ham, for hvad han siger er ikke altid det han menerog jeg har ingen ide om hvad der foregår inde i hans hoved." Han trakundskyldende på skulderne og hans øjne var fyldt med medlidenhed. Pigerne sånedtrykt ud og stemningen gik fra at være en smule spøgefuld til trist, som varvi ved en begravelse. Det blev ikke til flere lektioner i magiens verden, menSam efterlod Haidens familiedagbog på min seng, så jeg kunne læse lidt i den også give den tilbage om et par dage. Hun forsikrede mig om at Haiden ville væreokay med at jeg havde den og så gik de. Klokken var også blevet rigtig mange,så i stedet for at læse i bogen gik jeg i seng. Jeg kunne tænke noget mere overdet de havde fortalt i morgen. Eller aldrig. Alt efter hvad jeg lige følte for.