The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 10

Haiden havde sendt mig hjem efterfølgende og resten af forsamlingen var blevet på stranden. Jeg havde knap nok fået sovet. Både fordi jeg regnede med at de kom tilbage og fordi mit håndled smertede voldsomt. Nu var jeg ved blive udskrevet fra øens lille hospital efter at have fået gips på. Jeg kunne bevæge fingrene på hånden uden problemer eller smerter. En velkendt fyr med et blåt øje kom mig i møde og jeg kæmpede for ikke at smile. At have ramt ham rigtigt, på trods af mørket og den stilling jeg havde været i, var værd at brække håndleddet for. Han burde vide bedre end at forsøge, at kidnappe folk fra deres senge midt om natte og han ville nok ikke gøre det næste gang, han blev bedt om det. Det samme burde gælde Blake, selvom jeg ikke havde slået hende, men hendes ribben havde gjort ondt. Nate havde hænderne i lommerne på sin jakke og stoppede op ved siden af mig. Hans blik var stadig koldt, men ikke lige så meget som det plejede. "Det er noget af en højre du har." Jeg gik forbi ham uden et ord og han fulgte efter mig. "Jeg kører dig hjem." Jeg stoppede brat op og han var nær gået ind i mig. "Jeg har ikke tænkt mig at overfalde dig." Jeg hævede det ene øjenbryn. Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med ham. "Hvad kalder du så det der skete i nat?" Jeg begyndte at gå igen. "Hvad cirklen siger er lov heromkring." Jeg fnyste ad ham. Cirklen kunne gå ad helvede til i min bog, hvad end det så var. "Det her har ikke noget med cirklen at gøre. Det her er bare mig der kører dig hjem, fordi jeg brækkede din arm. Hverken mere eller mindre." Jeg havde virkelig ikke lyst til at køre med ham hjem, men jeg havde heller ikke lyst til at vente en halvtime før jeg kunne komme hjem, så jeg nikkede. Jeg fulgte efter ham hen til hans bil, en sort Ford Mustang og steg ind i passagerer siden. Turen hjem forgik i stilhed og det var jeg glad for, for jeg havde ikke noget at sige til ham. Han stoppede op foran nr. 1 og vente sig i sædet og kiggede på mig. "Det trick med at trække dig sammen var det fordi din trøje gled op eller..." Jeg smækkede bildøren i bag mig og resten af hans sætning druknede i larmen. Idiot. Om det var ham eller mig selv jeg mente var jeg ikke helt klar over.

Efter det der var sket natten til søndag, ignorerede resten af dem på vejen mig stort set da vi kom i skole mandag og Nate var udsædvanglig hjælpsom i kemiundervisningen, som vi havde undervisning i først i dag. Han kiggede dog knap nok på mig og sagde ikke så meget som ét ord, men han hjælp mig stadig. De andre fra vejen skævede til mig når jeg gik forbi, en blanding af medlidenhed og misbilligelse, men hvis den sidste del skyldtes min modstand, så vil de blikke nok fortsætte. Det gik galt onsdag, men ikke for mig og i øjeblikket det skete ønskede jeg lidt det havde været mig. Rave stod på gangen med front mod trapperne og snakkede med en fyr, der havde en jakke med Campus' logo på. Han greb fast i hendes håndled og trak det hurtigt til sig. Så skubbede hun ham og han fløj ned af trapperne, knaldede baghovedet ind i væggen og gled bevidstløs ned på gulvet. Rave kiggede forbløffet ned på sine hænder mens folk kom løbende. Hun gik langsomt væk fra det hele med et smil om læberne. Sam kom løbende med Haiden og Eloise efter sig. De skubbede folk til side og banede sig vej frem til den bevidstløse fyr. Jeg vendte mig væk og stødte ind i Aiden. "Der vil komme flere hændelser som disse, hvis vi ikke gør noget ved det Eve." Jeg trak på skulderne. "Det er jeres problem ikke mit." Jeg skubbede mig forbi ham, men han fulgte efter. "Vi kan ikke gøre det uden dig." Jeg trak på skulderne igen og han stoppede op midt på gangen, men jeg gik rundt om ham og fortsatte. Og der kom flere problemer, men det var ikke kun Rave der var ustyrlig. Bøger fløj ned fra hylderne i biblioteket, vandrør sprang, drikkeflasker sprang, stærke vindstød, en bilmotor der sprang, lyn og torden på skyfrie himler og det var direkte farligt at være i kemilokalet for beholderne af glas sprang, væskerne boblede og bunsenbrænderne flammede op med store blå flammer. Folk blev skubbet omkuld på gangene af usynlige vindstød og hver gang noget 'uforklarligt' skete var et af en af dem fra vejen i nærheden. Et par af dem var begyndt at se nervøse ud. Jeg undgik dem for det meste og de undgik ihærdigt hinanden. Det var næsten komisk at se dem krybe langs panelerne og til sidst kom de slet ikke i skole eller jeg så dem i hvert fald ikke.

Bedste var gået over til nr. 6, som hun var begyndt at gøre hver torsdag. Alle bedstemødrene på vejen forsamles derovre og hyggede sig. Jeg sad på den polstrede bænk på verandaen foran vores hus og tegnede, denne gang fuldt bevidst om hvad jeg tegnede. "Ser godt ud." Jeg kiggede op og fik øje på Nate, der stod på fortovet foran mit hus. Han kunne ikke se min tegning fra hvor han stod, det var helt sikkert og det lignede lort. Jeg kunne bevæge mine fingre, men at tegne var stadig ikke nemt og det jeg havde forsøgt at tegne, lignede mere en krydsedulle end noget som helst andet. Der var oliepletter på hans trøje og han tørrede hænderne i en klud. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Jeg rejste mig op, lagde blokken og blyanten på bænken og lænede mig ud over rækværket, mens jeg hvilede underarmene på det. "Din hånd er lille nok til at komme ind steder hvor mine ikke kan." Jeg hævede det eneøjenbryn i undring og håbede på at han ville udbyde. Hans øjne var som altid kolde og resten af ansigtet udtryksløst. "Spørger du mig om hjælp Nate?" Han trak på skulderne. "Du tilbød selv." Jeg stirrede ned på ham. Det var tekniskset rigtigt nok, selvom jeg havde ment det sarkastisk. "Okay så." Jeg fulgte med ham hen til nr. 3 og så ind i garagen. En gammel veteranbil holdt parkeret derinde. Motoren var taget ud og stod på et lavet bord til højre. "Der sidder en ventil hernede og jeg skal have dig til at dreje den." Jeg trak ærmet på min sweater op og stak venstre hånd ned for at dreje på ventilen. "Var det bare det?" Jeg trak armen op igen og han nikkede kort. "Resten af cirklen er forsamlet nede på stranden til et ekstraordinært møde, uden kapperne denne gang. Sam håber på at de kan overtale Rave, Blake og tvillingerne til at binde cirklen." Der var det ord igen. Cirklen. Han vendte ryggen til mig og gik over på venstre side af bilen hvor der stod en arbejdsbænk, der passede ham i højden. "Og det kommer mig ved fordi?" Han lænede sig ind over bænken. "Jeg finder det morsomt at de tror det er nemmere at overtale dig til at bindecirklen end Rave." Han svarede ikke rigtigt på mit spørgsmål. Jeg lagde armene over kors, en spildt gestus da han ikke kiggede på mig. "Hvorfor er jeg nemmere?" Jeg lod det sidste spørgsmål være og stillede det nye. Han kiggede stadig ikke op. "Jeg siger De tror du er nemmere. Du bliver svær at overtale til noget som helst, der har med cirklen at gøre. Du har været kold overfor os fra start." Jeg gik hen mod ham, stadig med armene over kors. "Jeg har været hvad?" Min stemme var hårdere end det var meningen. "Du har været kold og det er ellers mit specielle." Han kiggede op og sendte mig et lummert smil. Opblæst nar. Han drejede sig om mod mig og jeg fik et glimt af hvad han havde arbejdet på og gjorde store øjne. "Er det hvad jeg tror det er?" Entusiasmen i min stemme var tydelig og han kiggede overrasket på mig. Jeg glemte alt om at være sur og gik tættere på arbejdsbænken. Der lå en gammel karburator til en bil, der var halvt samlet. "Den er samlet forkert. Den dér skal sidde der og ikke der." Jeg pegede for at understrege hvad jeg mente. "Det ved jeg, det var derfor jeg skilte den ad." Han fløjtede anerkendende og han forsøgte at skjule sit skæve smil, mens han rystede på hovedet.