The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 2

Mit håndled gjorde voldsomt ondt og var helt rødt efter hans greb. Jeg samlede nettet op med den anden hånd og rystede på hovedet mens jeg proppede høretelefonerne ned i det. Harry havde sagt at ham de jagtede var farlig, men det var ham selv der havde voldt mig skabe. Jeg forstod ikke en brik af hvad der forgik omkring mig. "Tak." Fyren jeg havde hjulpet, var kommet frem og jeg nikkede bare. Han flyttede blikket fra mit ansigt og ned på mit håndled. "Shit. Jeg skulle ikke have blandet dig ind i det." Han tog mit håndled og vendte det rundt i hans hånd. "Jeg er virkelig ked af det her." Jeg træk på skulderne. "Jeg kunne sagtens have banket dem, hvis jeg havde haft lyst." Han grinede og jeg kunne mærke hvordan det rykkede i håndleddet. Jeg skar ansigt og han slap min hånd med et lille smil. Han træk lidt op i sin trøje og klikkede noget af sine bukser. Han rakte det frem mod mig og da jeg ikke tog imod det med det samme tog han min hånd igen og lagde det i den. Han sendte mig et smil. "Det er en beskyttelse kæde. Perlerne repræsenterer elementerne og de vil passe på dig næste gang." Kæden havde fem store perler og nogle mindre gennemsigtige i mellem. Den øverste, tættest på låsen var hvid, så et par af de mindre perler, en grøn, mindre perler, en gul, mindre perler, en blå, mindre perler og så en rød. Han lukkede min hånd om den. "Vi må vist heller smutte inden de kommer tilbage." Han stak hænderne i lommerne og bakkede så væk fra mig. Efter et par skridt vente han sig rundt, men da han var kommet endnu et stykke væk, kiggede han sig over skulderen hvor han fangede mit blik. Jeg havde ikke rørt mig ud af flækken. Hvorfor følte jeg mig fuldstændig knust nu hvor han var på vej væk? Det var underligt sådan som mine følelser var fuldstændig ude af kontrol og jeg kunne stadig mærke varmen fra hans hånd om min hånd og håndled, samt en snurrende fornemmelse i hele kroppen.

Det viste sig at jeg havde forstuvet håndleddet. Ifølge lægen kunne det have været brækket hvis presset havde forsat, præcist som jeg selv var kommet frem til. Jeg havde ikke sagt noget om Harry og hans ven til nogen og jeg havde ikke tænkt mig at gøre det. Det samme gældt den tredje fyr. Kæden han havde givet mig, lå i min højre forlomme og jeg kunne mærke den hver kan jeg bevægede mig, selvom den ikke vejede noget videre. Efter alt det mærkelige ved fyrtårnet var jeg taget hjem igen. Ikke bare hjem til det hotel jeg havde boet på i Palm Beach, men helt hjem til min mor i Chicago, hvor jeg normalt boede, når jeg ikke lige stak af for at tage på ferie. Jeg skubbede hoveddøren op og gik ind i stuen hvor jeg kunne høre min mor råbe. "Hun bliver her!" var alt hvad jeg hørte inden hun smækkede røret på og kastede telefonen hen i sofaen. Hun smed sig ned i lænestolen ved siden af sig og sukkede tungt. Hun masserede sin pande og kiggede så op. "Skat!" Et glimt af panik duggede op i hendes øjne og så faldt hendes blik på mit håndled, der nu var pakket ind i bandager. "Hvad sagde lægen?" Panikken forsvandt fra hendes øjne og blev erstattet af bekymring. "Den er forstuvet og jeg skal regne med at have den pakket ind det næste lange styk tid. Jeg var åbenbart heldig. Lidt mere pres og den havde været brækket." Hun rejste sig, kom hen til mig og træk mig ind i en varm omfavnelse. "Jeg forstå godt hvorfor du rejste væk, jeg ville have gjort det samme, men jeg var så bekymret." Jeg kom tilbage i går eftermiddag og min mor var faldt mig grædende om halsen. Hun havde været mere end bekymret. Nærmere rædselsslagen og hun have aldrig reageret sådan. Ikke engang de gange hvor jeg var kommet hjem efter midnat uden at have givet hende besked. Der forgik et eller andet som hun ikke vil fortælle mig og jeg vidste instinktivt at det var min bedstemor, hendes egen mor, hun råbte ad i telefonen. Hun var den eneste, der kunne få min mor til at reagere sådan, udover mig selv. Jeg havde aldrig mødt min bedstemor eller noget andet familie. Min mor havde altid været meget hemmelighedsfuld omkring hendes fortid og familie. Jeg havde dog gættet noget af min fars navn, da jeg var døbt Evelyn Verver Anderson og min mor hed kun Anderson, derfor måtte min far hedde noget med Verver. Jeg havde søgt på navnet på nettet, men havde ikke fundet noget, jeg havde endda heller ikke kunnet finde mig selv, men det var jeg heller ikke sikker på at jeg ville have gjort. Min mor havde betalt for at få slettet Verver fra mit navn da jeg var lille, men det stod stadig på mit dåbscertifikat, som lå i sin sølvbeholder i en kasse med andre babyting som stod i kosteskabet, gemt bag et hav af andre kasser fyldt med ligegyldige ting. Jeg havde fundet det ved et tilfælde og det var også sådan jeg fandt ud af at jeg på et tidspunkt havde heddet Verver. Ved et tilfælde. Noget min mor aldrig havde fortalt mig, ligesom så meget andet. Der var alt for mange ting, der bare var 'tilfælde', når det kom til hvad end min mor havde lavet i sin fortid. Nogle gange følte jeg, at jeg slet ikke kendte hende. "Lad os håbe det er healet til semesterstart." Hun gav slip på mig og gik mod køkkenet. Ja det må vi håbe, for som det er nu kan jeg ikke rigtig bruge min hånd uden at det overbelaster nervesystemet med smerter. Jeg kan ikke engang bruge en blyant. Hvorfor skulle det også lige være det højre håndled han greb fat i?

"Hvor du henne?" Et snert af panik var krøbet ind i min mors stemme og jeg stoppede med at løbe og lænede mig op ad rækværket, på broen jeg var ved at løbe over. "Jeg er lige nået broen. Jeg er hjemme om lidt." Mit håndled dunker, som om hjertet var placeret der og ikke bag mine ribben. En løbetur var lige hvad jeg havde brug for oven på alt det der er sket siden Palm Beach, men også fordi min mor har været mere trist de sidste par dage end normalt. Min bedstemor havde ringet flere gange i løbet af de selv samme dage og min mor var blevet lige oprørt hver gang. Og havde råbt ind i telefonen, at det ikke var hendes problem. Jeg gad godt vide, hvad det var der forgik, men vi havde kun én fastnet telefon i huset, så det var umuligt at smug lytte til samtalen gennem en anden og hun viftede mig altid ud af rummet når de snakkede. Der var ikke andet end stilhed i den anden ende af mobilen og jeg vendte mig så jeg kunne støtte underarmene på rækværket og kiggede ned i vandet, mens jeg ventede på, at hun siger noget igen. I vandet var der en spejling af en fuldmåne og jeg kiggede op på den rigtige måne i stedet. Roen falder langsomt over mig og jeg skruer op for høretelefonerne. "Mor?" Jeg kan høre hende ånde tungt i den anden ende af røret nu. Så er der noget der knuses og jeg retter mig op. "Mor?" Intet svar. Jeg vrider mobilholderen om armen rundt og kigger på mobilens display. Opkaldet er stadig i gang. Med den viden sætter jeg, mig i bevægelse igen og jogger tilbage mod huset. Håndleddet dunker endnu mere nu og det gør så ondt, hver gang det dunker. "Hvordan er det muligt. Nej... Nej!" Jeg sætter i løb, da hendes stemme igen lyder og den er fyldt med panik. "MOR!" "Bliv væk kom ikke tilbage!" Jeg stopper op. Panikken er endnu mere tydelig i hendes stemme, men jeg kan ikke bevæge mig. Var det mig der skulle blive væk eller var det en anden? Panikken lammer mig og gør mig ude af stand til at bevæge mig. Hvad sker der? Jeg holder vejret og lytter intenst, men jeg kan ikke høre noget. Et skrig flænser gennem høretelefonerne og jeg styrter fremad hurtigere end jeg har løbet før, ansporet af hendes paniske skrig, der også havde en undertone af smerte i sig. Jeg når den korte gangsti op til hoveddøren og stopper. Jorden er overstrøget med glas fra vinduerne og døren står på vid gab. Jeg hopper trinene på trappen over og farer ind ad hoveddøren. Jeg ved hvor hun er uden at hun har sagt det. Jeg når køkkenet og jeg føler mig kold helt ind til knoglerne. Et set bare fødder er det eneste jeg kan se. Jeg går rundt om køkkenøen og stivner. Natten bliver flænset af endnu et skrig, denne gang mit eget.