April

Stilhed bag sig

Taylor Beaton er nok den smukkeste pige på skolen. Måske enda i byen. Med hendes lange ben og lyse hår, kan hun få fyre til at gøre alt ved blot at blinke. Det kan April også. Hun har mere magt, end Taylor Beaton nogensinde får. Mens hun går ned af gange når hun at føle sig perfekt. Men kun for kort tid. Faktisk kun i få sekunder, for noget hårdt rammer hende på sidden af hoved.
Forsæt!
Lad dem ikke påvirke dig!
Men de bør, få hvad de fortjener!
Hun behøver ikke engang at vender hoved for at se hvem der kaster.
Tessa!
Den idiotiske djævel. Hun kan godt begynde at tælle sine sidste dage. Ja, det kan hun.
En stemme udbryder: "Tør du ikke engang, at gøre noget ved det!" Tessa, selvfølgelig.
April går videre, mens hun ignorere den dunkende smerte på siden af hoved. Den kunne have værre. Den kunne have været ligesom den hun får, når hun bruger sine kræfter. Når hun flytter ting.
"April!" Siger Tessa, med en antydning af morskab i stemmen. "Har du nogensinde tænkt over hvor svag du er? Skal du ikke slå igen?"
April vender sig straks om. Det var dråben. For første gang siger hun noget på åben gang. "D-Du var måske ikke s-så stærk da du ikke turde stå over for dine handlinger p-p-på inspektørens kon- kontor." Det hele kommer ud mere skælvende end håbet. Men hun fik hvad hun ønskede. Der blev helt stille på gangen. Alle som stod og snakkede før, spidspede nu ører. Selvom de ikke vender hovederne den her vej, så ved hun at de lytter.
Tessa har et forundret blik i ansigtet. "Årh, April. Lille April, med det klamme røde hår, og de vanvittigt store øjne. Jamen dog, jamen dog." Hun sukker. "Sikke et stort skridt du har taget. Måske kan du fører en samtale som 50 årig." Der lyder skjult fnisen rundt på gangen.
Tessa træder et skridt tættere på. "Tro der eller ej, men du er en race for sig selv. Skal man kalde dem Aprilerne, eller taberene? Whatever det er det samme. Vi er enig om et du ikke er menneske, ikke?"
Det er på det her punkt hun har noget perfekt at sige. "Du har ret Walker. Jeg er ikke menneske. Jeg er en djævel!"
Tessa kigger blot på hende, som om hun er en vandskabning. "Undskyld mig?"
April tager hånden op ad lommen.
Lige her
Lige nu
Hun smiler grumt.
Nu får i hver og en hvad i fortjener
Hun holder hånden frem mod Tessa, som blot rynker brynene. Men inden hun når at gøre noget, får hun et slag i mellemgulvet. Sådan føles det ihvert faldd. en pludselig smerte. Hun slår bogstavelig talt armene rundt om sig selv. Hun kan hurtigt mærke tåre presse sig imod sine øjenlåg. Før hun ved af det, løber de ned af kinderne, i stride strømme.

Vraltende som en gås, sætter hun kursen mod lærerværelset. Hver og en har øjnene vendt mod hende. Døren til lærerværelset er lukket. Hun fjerner forsigtigt sin højre hånd fra maven, og slår den mod døren.

Det er Fru. Duncan der åbner. Hun ser ikke videre overrasket ud. Men ikke desto mindre spørger hun: “Hvad kan jeg hjælpe dig med, Kingsley?”

April siger ikke noget. Hun begynder bare at tude.

Duncan sukker, og ryster på hoved. “Er det menstruationssmerter?”

“Det ved jeg ikke.” Skriger hun. HUn skriger det lige ud. Skriget giver genlyd i gangen og bliver kastet rundt mellem væggene. Kan hun ikke forstå det!? Fatter hun det ikke!?

Duncan griber fat i hendes overarm og rusker i hende. “Pigebarn!” Hvæser hun. “Nu tager du dig fandme sammen!”

April bryder bare ud i tårer. Snottet løber ned i hendes mund. Hun tører det væk i en hæftig bevægelse. “STOP!” Skriger hun.

Duncan træder et skridt tilbage.

“STOP!” Skriger hun.

Duncan prøver at lægge en hånd på hendes skulder, men April slår den blot væk. På trods af smerten, rejser hun sig. Hun sætter i løbe tempo, ned ad gangen. Så løber hun ud af skolens store dobbeltdøre, og efterlader stilhed bag sig.

 

Loftet i kælderen har slået revner flere steder. Det at bo i kælderen bringer gamle minder frem. Hun huske tydeligt de timer hun har brugt, i Brookes lille kælder. Hver gang der var sket noget usædvanligt, blev hun smidt derned. Denne kælder var kun få meter størrer.

Hun kan høre Addies fodtrin på trappen over sig. I næste sekund træder hun ind af døren. Hun betragter April med sine mandelformede øjne. “Op!” Befaler hun.

Den møgkælling skulle ikke give ordre til hende, men alligevel kommer hun vaklende på benene.

Addie giver hende en lussing. “Dette er guds straf!”

April kan direkte mærke vreden stige hende til hoved.

(Fald)

Addie mister lynhurtigt balancen, og lander på det hårde og kolde stengulv. Vaklende kommer un på benene. “DJÆVEL” Skriger hun, så spyttet står ud af munden på hende. “DJÆVEL!”

Hendes mundvige arbejdede sig hurtigt opad. April kunne mærke tilfredsstillelsen brede sig inden i kroppen. Addie løber op ad trappen, og smækker døren efter sig.