April

Taylors fortælling

21 . April 2002

Taylor Beaton tager plads i studiet. Publikum sidder lydløst og kigger med store øjne. Hun retter på stropperne på den lilla sommerkjole. Hun synes mest af alt at det er underligt, at fortælle om tragedien med April, på tv. Værten James... Et eller andet. Kommer ind i studiet. Ham smiler, og mærker efter på håret, bare for at sikre sig at det sidder ordentligt.Han tager plads i stolen overfor hende, da han har sat sig tilrette, slår han hænderne sammen, og siger: "Taylor. Vi er glade for at du er her i dag. Jeg vil bare stille dig nogle simple spørgsmål, omkring April-tragedien."

Hun nikker, og kører en hånd igennem det lange lyse hår.

"Hvis der er noget du ikke vil svare på, så kan du bare trække på skuldrene, og vi vil gå videre. Men husk at det er live tv, og vi kan ikke lave nogen fejl."

Hun nikker igen, fremtvinger et smil, og siger: "Selvfølgelig."

Kameraholdet giver publikum, nogle informationer, om hvornår det må stilles spørgsmål.Efter et stykke tid kommer en dame ind på scenen, hun har et headset på, hendes hår er uglet, og hun ser stresset. "Godt!" Siger hun højt. "Vi er på om: 3, 2," Hun går ud af billedet. "1, 0!"

James kigger ind i kameralinsen et stykke tid før han siger, velkommen. Så siger han: "I dag er det et år siden, at April-tragedien fandt sted. Og her i studiet med os har vi Taylor Beaton."

Publikum klapper, og James fortsætter. "Og Taylor, du var jo med til East Heavens, skolebal."

Hun nikker, og mumler: "Ja."

"Kan du fortælle lidt om hvor du befandt dig, og hvad der skete?"

Hun nikker igen og siger: "Jeg var til ballet, sammen med en dreng fra min årgang der hed Kevin. Hvilket var fedt, for ham havde jeg været forelsket i længe." Hun glatter den lilla kjole ud over lårene. "Han hentede mig, vi kørte til ballet, vi gik ind, alt var fint. Efter at vi havde danset i et stykke tid, spurgte han om vi ikke skulle gå udenfor. Så det gjorde vi. Festen foregik i skolens gymnastiksal, og vi besluttede os at gå ud i den lukke gård, hvilket betød at vi skulle gå igennem skolen. Så det gjorde vi. Mens vi gik ned af gangen, hørte vi et bump, for første gang. Det kunne have været en højttaler, eller noget der fuckede lidt op. Så vi gik videre." Hendes underlæbe vibrerer. "Da vi nåede ud i den lukkede gård, stod vi lidt og snakkede, han kyssede mig, efter det snakkede vi igen. Og det var der, den kom. En sten, den kom med dalende ned fra himlen. Den ramte Kevin i hoved, og han døde på stedet. Jeg kan huske at jeg skreg. Stenen sad, halvt inde i hoved på ham. Blodet sivede ned, omkring ørene på ham. Jeg gjorde ikke noget, jeg stod bare og så på." Hun får et fjernt udtryk i ansigtet. "Jeg græd, jeg skreg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men så... endnu en sten kom. Den landede lige for fødderne af mig, jeg tror aldrig at jeg har været så bange. Det var der jeg løb. Ind på skolen. Ud af branddørene, ud på gaden. Der var mennesketomt."

"Hvad gjorde du så?" Spørger James, med et falsk forundret udtryk i ansigtet.

"Jeg... Jeg løb hjem. På det tidspunkt boede vi, på North Street." Hun sukker. "Det var et lille kvarter i East Heaven. Med pastelfarvede huse, og lige klippede græsplæner. Så jeg løb ind over græsplænen, og skubbede hoveddøren op. Min mor var ude og spille kort hos sin veninde, Elizabeth, og min far var udenbys på grund af arbejde. Jeg ringede til Elizabeths telefon. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg rystede på hænderne, da jeg tastede nummeret ind. Telefonen hang ude i gangen, så mens jeg ringede op havde jeg udsyn til gaden. Det var Elizabeth der tog den, og jeg spurgte om jeg ikke måtte snakke med min mor.Da min mor fik røret fortalte jeg hende hvad der var sket. Hun prøvede at berolige mig. Til sidst sgde hun, at hun nok skulle komme hjem."

Hendes øjne fyldes med tårer.

James forsøger: "Hvad skete der så?"

"Jeg faldt i søvn." Sukker hun. "Da jeg vågnede næste morgen, var min mor ikke kommet hjem. Da jeg gik, ud var alle biler væltede. Vores hæk var brændt ned. Jeg... Det var første gang jeg så et lig. Det var vores nabo. Jeg var for chokeret, til at skrige... Der var selvfølgelig nogen der hjalp mig. Min mor havde fået noget i hoved, og var ligesom Kevin, død."

Hun nikker, som et tegn på at hun er færdig.

James nikker. "Hvad skete der efter følgende?"

"Min far og jeg, blev i East Heaven. Byen er næsten oppe og køre igen, men mange der er mange der er flyttet. Jeg tror at de frygter at April kommer tilbage."

En dame, med stort rødt hår rækker hånden op. "Men hvorfor frygte April Kingsey? Hun er jo ærklæret død." Siger hun, med pibene hæs stemme.

"Jeg ved det ikke. Men du ved, ligeså godt som jeg, at April har skræmt den halve verdens befolkning fra hvid og sans."

James spørger: "Er du bange, for April?"

Taylor trækker på skuldrene. "Jeg ville ikke fortrække at bo under samme tag, men jeg er ikke bange for hende."

Endnu en hånd ryger op. Taylor kan godt genkende damen. Hendes lyse hår er sat op i en knold. Hun har pudder på, der får hende til at virke spørgelses agtig hvid. Hendes læber er blodrøde. Hun er klædt i en gul frakke, med hvide knapper. Taylor har været i denne kvindes hjem adskellige gange. Det er Tessas mor. "Jeg boede engang i East Heaven, men flyttede. Hvorfor blev du boende Taylor, jeg tænker da at dig af alle mennesker, bare gerne ville væk." Siger hun med en rystende kold stemme. Hele salen vender sig og kigger mod Emily Walker. Publikum stiller aldrig personlige spørgsmål. Og hvordan skal publikum vide at de kender hinanden.

Taylor rømmer sig og siger: "Jeg synes vel bare at det er for mange minder at efterlade. Der er for mange løse ender."

Fru. Walker spørger igen: "Men bliver du ikke bange, når du går ud. Bange for at en sten vil dale fra himlen. Bange for at du vil finde din nabos lig?"

Taylor ryster på hoved. "Nej. Vi er flyttet til den anden ende af East Heaven. Det er som en helt ny by nu. Med nye mennesker."

Fru. Walker kigger udtryksløst på podiet, krydser sine ben og siger: "Jeg har også for mange minder. Alt for mange til at blive."