April

2004

(2004)

"Regina, jeg vil blot have dig til at fortælle, hvad du kan huske, og hvad du vil fortælle."
Hun nikker. Regina Holmes var med til skoleballet, i East Heaven den nat. Hun var klædt i en alt for stor, sort T-shirt. Hun sad på kanten af den vakkelvorne seng, på sit værelse. Hun sidder og nikker i et stykke tid, som om hun prøver at tage sig sammen. Efter et stykke tid tager hun en dyb indånding og siger: "Jeg var som så mange andre til skolebal i East Heaven.
Jeg havde ikke nogen ledsager, så jeg var bare afsted med nogle veninder." Hun stopper.
Professoren nikker. "Du fortsætter bare når du vil."
Hun fortsætter: "Vi kom afsted. Alt var godt. Jeg havde en flot kjole på, jeg havde en heldig hårdag. Jeg havde ikke spist noget hele dagen, så jeg så virkelig tynd ud. Alt var perfekt!
Vi dansede, og snakkede. Der var lidt forvirring da Kongen og Dronning skulle udnævnes, for hverken Taylor eller Kevin var der."
"Har du hørt hvad der skete, med dem?"
"Ja, jeg har hørt det." Siger hun. "De var der i hvert fald ikke, og der var lidt forvirring. Det blev besluttet at vi bare skulle vente til de dukkede op. Men de kom ikke, så folk gik i gang med at danse igen, og sådan. Efter at have ventet i lang tid, kom min veninde, og jeg op og skændes. Jeg kan ikke engang huske hvad vi skændtes om. Det endte med at jeg blev så sur, at jeg gik. Jeg ville bare gerne hjem." Hun stander midt i en sætning, kigger sig omkring, og fortsætter. "Herfra kan jeg huske alt fra denne aften. Jeg skulle krydse den store bymidte for at komme hjem. Der var mange mennesker ude den aften. De stod alle sammen samlet i en stor flok. Nogle var klædt i morgenkåber, andre var klædt normalt på, og nogle enkelte havde festtøj på. Men en ting var ens ved dem alle. De så rædsels slagene ud. Da jeg kom lidt tættere på, så jeg at de stod samlet rundt om noget. Og da jeg kom helt tæt på, så jeg at det var et menneske. Jeg kunne hverken dømme alder eller køn, for personen var smurt ind i blod. Jeg kunne ikke se hvor det kom fra. Jeg var nødt til at tage fat i personen ved siden af mig, for ikke at falde sammen. Det var forfærdeligt, ganske forfærdeligt."
"Hvad skete der så?"
"Jeg... Et træ. Det var enormt. Jeg kan tydeligt huske, hvordan vi alle skreg." Hun tager fat i kanten på sin T-shirt. "Træet faldt ned i benzintanken. Tilfældigvis. Du kan næsten regne ud hvad der skete." Hun knuger i sin T-shirt, til hendes knoer bliver hvide.
"Kan du fortælle hvad du ellers så?"
"Jeg løb. Jeg flygtede. Jeg skulle væk." Ren og skær frygt, står klart i hendes ansigt. "Jeg fortsatte. En storbrand var brudt ud. Folk løb i alle retninger. Skrig, gråd... Det var øredøvende.
Jeg så en masse lig. Jeg så... Min nabo, ligge død for fødderne af mig. Mere ild kom ud af ingenting. Jeg så hende. Som en pakke der havde ligget i mit baghoved hele aftenen, som endelig var blevet åbnet. Hun så frygtindgydende ud. Jeg vidste at det var April der var ansvarlig."
"Hvorfor?"
"Jeg ved det ikke. Hun var den eneste der havde noget imod East Heaven." Lige så stille, begynder frygten at stige op i hende. Aprils ansigt som næsten er glemt, begynder at stå klart igen. April... Ild... Lig... Død. Alle billederne kører rundt i hendes hoved. April dukker pludselig op. Hun sidder som en rovfugl i vinduet, klar til at æde sit bytte.
"Regina?"
Hendes krop giver efter, og som en kludedukke falder hun ned på gulvet. Det flimre i hendes sind. Som et fjernsyn uden forbindelse.

Hun blev aldrig sig selv igen.