Kasper læner sig hen mod mig for at kysse mig på panden.
"Hvordan synes du egentlig jeg ser ud?" Spørger jeg stille efter vi bare har ligget sammen i hans seng noget tid.
"Hvad mener du?" Hans forvirrede tonefald tvinger mig til at sige det igen.
"Hvordan synes du jeg ser ud? Er jeg pæn nok?" Siger jeg og kan mærke en klump i halsen der vokser i takt med at ordene slipper ud. Et par tårer falder ned ad min kind, men han er lynhurtigt til at fjerne dem med spidsen af sin finger.
"Jeg synes du er fantastisk!" Hvisker han ind i mit øre mens han holder om mig med sine veltrænede arme. "Hvorfor skulle der være noget galt med dig?" Hans stemme er omsorgsfuld og han holder om mig.
"Jeg hader den her krop..." Min stemme knækker over. Et højt hulk undslipper mig. Istedet for bare at holde om mig trækker han mig nu helt ind til sig. Hans ene hånd stryger mig over håret mens den anden trækker mig op så jeg sidder på hans skød.
Selvom vi kun har datet i en måned er det som om vi er kommet millioner gange tættere på hinanden.
Der er kommet en våd plamage af tårer på hans hvide t-shirt. Alligevel lader jeg mit hoved blive liggende på hans brystkasse mens jeg græder videre.
"Marie..." Jeg kan mærke der skal til at ske noget. "Du ved godt at jeg elsker dig ikke?" Han fortsætter med at stryge mig over håret som om han ikke lige har sagt det.
"Jeg elsker også dig..." Græder jeg. Det er som om noget inde i mig er gået i stykke og alting kommer ud på en gang.
"Jeg tror du skal sove nu." Hans stemme er blid og han hvisker det næsten ned i mit hår. Hans ånde dufter af mintpastiller og blandet med duften af ham er den med til at berolige mig.
Langsomt ligger jeg mig ned ved siden af ham. Han virker som en der skal lige til at sige noget, alligevel forbliver han tavs i lidt tid.
"Skal jeg ringe til Mikkel?" Han lyder helt nervøs for hvad jeg skal svare. Jeg nikker bare og nyder duften af hans pude. Han rejser sig langsomt op og går ind i rummet ved siden af. Jeg kan ikke hære hvad han siger til min bror i telefonen, men kort tid efter står Mikkel ved siden af Kaspers seng.
"Hvad så, hvad sker der?" Jeg rejser mig op. Jeg er stadig ikke færdig med at græde så tårerne løber ned ad mine kinder. "Kom her!" Mikkel breder armende ud og jeg lader mig falde ind i hans favn.
"Du er bare aldrig hjemme og I træner begge to hele tiden..." Siger jeg rodet, men de forstår begge to hvad jeg mener. I hvertfald kommer Kasper hen og krammer mig. Det er en rar følelse at stå med de to personer jeg elsker højest og føle mig beskyttet.
"Vi skal snart til EM så vi bliver nødt til at træne, men du må aldrig være i tvivl om at vi elsker dig." Mikkels ord virker mirakuløst beroligende på mig. Ihvertfald slapper jeg lidt mere af i hele kroppen.
