Tag pænt tøj på. Beskeden er fra Kasper. Han har livet at samle mig op om en time. Sukkende ser jeg ned ad mig selv, grå sweatpants og en oversized t-shirt. Ikke ligefrem noget man kan kategorisere som "pænt".
Hvorfor? Skal vi ikke bare flyve? Skriver jeg tilbage med hurtige fingrer på tasterne. I tilfælde af at han ikke bare tager pis på mig, åbner jeg min kuffert for at finde noget frem.
Man ved aldrig hvem der dukker op i lufthavnen. Er hans eneste svar. Hurtigt skifter jeg til en nederdel og en sølvfarvet top. Stiletterne jeg fik af Mikkel har jeg også taget på. Til sidst tjekker jeg at alt er som det skal være inden jeg kalder på Mikkel.
"MIKKEL?" Min stemme når helt ind i hans soveværelse, for kort efter står han i døren.
"Er det nu?" Spørger han. Han ser lidt trist ud. Mikkel var ikke vildt glad for at jeg ville tage til Nice med Kasper, men han respekterede min beslutning.
"Er du sikker på at du ikke vil med ud i lufthavnen?" Spørger jeg en sidste gang. Han sagde han ikke ville fra starten fordi han ikke ville kunne bære at sige farvel.
"Nej..." Han når ikke længere før han begynder at græde og det smitter hurtigt.
"Undskyld jeg bare forlader dig sådan her." Siger jeg og krammer ham. Han ryster bare på hovedet. "Vi ses snart igen, ikke?" Min stemme ryster lidt, men jeg er efterhånden ved at få styr på mig selv.
"Jeg elsker dig." Råber Mikkel efter mig, mens jeg er på vej ned ad trappen.
"I lige måde!" Råber jeg tilbage inden døren smækker bag mig.
Udenfor står Kasper og venter foran sin bil. Uden at sige noget tager han min kuffert og skuldertasken og ligger det ind i bagagerummet.
"Hej." Han stryger mig forsigtigt over den ene kind idet vi begge to er kommet på plads i bilen. Jeg smiler bare til ham. Det går op for mig at et psr af mine solbriller ligger i hanskerummet og jeg skynder mig at tage dem på.
"Var der hårdt at sige farvel?" Spørger Kasper da vi ankommer til lufthavnen. Vi har både tjekket bagage ind, været gennem security og købt frokost. Vi sidder bare og venter på vi kan boarde nu.
"Ja, men jeg tror det var værre for Mikkel end for mig." Siger jeg og ser ned i gulvet. Jeg er glad for at jeg har solbriller på for man kan ikke se min øjne blive blanke igennem dem. "Jeg har jo stadig dig." Hvisker jeg så han ikke skal høre jeg er ved at græde. Det virker ikke.
"Kom her." Han trækker mig ind til sig så mit hoved hviler på hans brystkasse. Efter lidt tid tager han fat om mit ansigt og løfter mine solbriller op i håret så han kan se mig i øjnene.
"Det skal nok gå." Han kysser mig blidt på pande og nusser min kind.
