"Har du sovet godt?" Gaber jeg. Jeg sidder ved vores spisebord med et glas juice, iført en hvid t-shirt. "Du har sovet længe." Jeg smiler til Kasper og han tager et glas vand inden han sætter sig ved bordet over for mig.
"Ja. Hvad med dig?" Han ser træt ud.
"Fint nok." Svarer jeg. Vi er endelig kommet på plads i vores nye hjem. Det begynder langsomt at føles som et hjem i stedet for en tilfældig lejlighed.
"Skal jeg lave noget morgenmad?" Spørger Kasper.
"Jeg har allerede spist, det er fint." Siger jeg og nikker over mod tallerkenen der står ved vasken. Han nikker bare og bliver siddende, mens han stirrer ud i luften. Det er som om der er noget lidt off ved ham.
"Hvad skal du lave i dag?" Spørger jeg, mens jeg drikker det sidste i mit glas. Jeg forsøger at skabe øjenkontakt med ham, og det lykkes omsider efter lidt tid.
"Jeg tror ikke jeg har nogen planer." Siger han og tager en lang tår af sit vand. Han virker ikke sur, men der er noget ved ham der ikke plejer at være.
"Skal vi så ikke bare se en film?" Jeg ser afventende på ham, og han nikker. Jeg rejser mig og stiller mit glas ved vasken, inden jeg går ned i den anden ende af lejligheden. I vores soveværelse tager jeg vores dyne og bærer den ind i stuen. Kasper ligger allerede på sofaen med fjernbetjeningen i hånden. Han sætter Prison Break på da jeg lægger mig ved siden af ham. Han holder ikke om mig med det samme, men da jeg putter mig helt ind til ham, ville alt andet virke unaturligt. Langsomt begynder det at føles mere som det plejer, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på hvor underlig han var tidligere. Jeg beslutter mig til sidst for at vender mig mod ham.
"Er du okay? Du virker lidt off." Jeg ser bekymret på ham. Han vender mig om igen, så min ryg er presset ind mod hans brystkasse.
"Jeg har det fint." Mumler han ned i mit hår. "Jeg tror bare jeg er træt." Supplerer han. Jeg nikker bare og fortsætter med at følge med i serien på tv'et. Han holder endnu mere om mig end før.
Der går noget tid hvor ingen af os siger noget, mens vi følger med i serien. Jeg nyder bare fornemmelsen af Kasper der nusser mig.
"Marie?" Han sætter sig pludselig op, og pauser fjernsynet. Jeg sætter mig også op og ser forvirret på ham. Han ser alt for alvorlig ud i forhold til hvad han plejer.
"Hvad sker der?" Spørger jeg.
"Jeg ved godt det er fucking dumt..." Han tøver, inden han fortsætter, og jeg ved jeg nok ikke har lyst til at høre det næste han siger. "Virkelig undskyld." Han ser ned i sofaens mørkegrønne betræk.
"Kasper hvad fuck sker der?" Frustreret ser jeg på ham.
"Jeg har bollet med en anden, og jeg ved godt det er fucking dumt, men det betød ikke noget og jeg vil bare gerne være ærlig overfor dig." Siger han hurtigt og trækker vejret dybt da han er færdig. Jeg ser bare mundlam på ham.
"Hvad mener du?" Min hjerne prøver at forstå hvad han siger, men det er som om den ikke rigtig opfanger det han siger.
"Undskyld..." Hans øjne flakker.
"Det der kan jeg ikke arbejde med. Jeg ringer når jeg er klar." Hurtigt rejser jeg mig fra sofaen for at pakke en hurtig taske. Jeg tager kun det vigtigste med mig, inden jeg hiver telefonen ud af opladeren.
"Marie please. Kan vi ikke lige snakke?" Kasper står i entréen, mens jeg tager sko på.
"Bare giv mig noget tid." Siger jeg, mens jeg tørrer en tåre væk fra min kind. Kasper tager fat i min arm, men jeg ryster ham hurtigt af mig. Med hurtige skridt forsvinder jeg ned ad trapperne, mens jeg finder Mikkel i min telefonbog.
"Mikkel? Kan du hente mig hos Kasper?" Spørger jeg så snart han tager telefonen.
"Jeg kommer med det samme."
