Jeg knuger hårdt min taske mellem hænderne. Jeg står foran en lille café der ligger i den lille bydel vi bor i. Caféens facade er overbegroet af forskellige planter og blomster, der gør stedet virkelig hyggeligt og idyllisk. Mikkel lagde mærke til caféen og skiltet hvor de søgte medarbejdere igår da vi gik en tur. Jeg sukker og tager sammen til at gå ind.
Bag disken står en pige med langt, kanstanjebrunt hår og grønne øjne. Hun smiler til mig så snart jeg kommer ind.
"Jeg så I søgte medarbejdere..." Siger jeg lidt genert, men pigen ser bare glad ud og nikker. Med den ene hånd vinker hun mig med ud i et lille, hyggeligt baglokale.
"Det er mega fedt! Du skal bare udfylde de her papirer så skriver vi til dig." Pigen rækker mig en kuglepen og et ark med nogle papirer.
"Mellem os to er du faktisk den eneste der har søgt." Hun blinker til mig hvor efter hun går tilbage i caféen.
Da jeg er færdig med at udfylde felterne tager jeg arket med ud til pigen.
"Bor du også her i nærheden?" Spørger hun. "Jeg hedder forresten Leonora." Hun smiler til mig.
"Jeg bor deroppe." Siger jeg og peger op mod de store huse der ligger oppe ved skrænten. Leonora ser imponeret på mig.
"Hvorfor vil du arbejde her når du bor der?" Spørger hun med løftede øjenbryn. Både Kasper og Mikkel forstod ikke hvorfor jeg ville have et job, så det overrasker mig ikke at hun også undrer sig.
"Jeg er kærester med en fodboldspiller så jeg keder mig når han er væk." Siger jeg forklarende. Leonora nikker bare og ligger arkende i en skuffe under disken.
"Er du glad for at arbejde her?" Spørger jeg for at skifte emne. Bare caféens indretning og omgivelser ville være nok for mig om jeg så havde verdens værste chef. Alligevel virker det dog ikke til at være tilfældet.
"Jeg elsker det. Men jeg glæder mig alligevel til at få en veninde at stå sammen med. Jeg har ikke så mange venner..." Leonora blinker til mig.
"Jeg må hellere komme hjem, men vi ses måske snart igen!" Siger jeg og vender rundt. Da jeg går ud ad glasdøren ringer en lille fin klokke stille. Jeg lagde slet ikke mærke til den da jeg gik ind, men nu hvor jeg hører lyden ved jeg at det her er det helt rigtige sted.
Vejen hjem virker meget kortere end da jeg skulle derned og da jeg tjekker min telefon for at se hvad klokken er, burde der kun være en halv time til at Kasper kommer hjem fra træning.
De hvide sneakers er næsten for varme. Selvom jeg kun har en sommertop og en lys nederdel på sveder jeg helt vildt. Lige nu fortryder jeg at jeg afviste Mikkels kolde vanddunk fordi den var for irriterende at slæbe på. I dag er jeg ekstra glad for at der er en pool i haven.
Det sidste stykke op mod huset er altid det værste fordi der er så stejlt, og derudover er jorden også støvet og fyldt med småsten. Mine sneakers er heller ikke helt hvide efter kort tid på den støvede sti. Igen kommer jeg til at tænke på caféen og hvor meget den føltes som at være hjemme. Samtidig håber jeg på at komme til at stå sammen med Leonora hvis jeg bliver ansat. Det er ikke kun hende der savner en veninde.
