"Skal du ikke snart ringe til ham?" Mikkel sidder ved siden af mig i sofaen. Jeg sidder i skrædderstilling med min telefon i hånden.
"Jeg magter bare ikke at snakke med ham." Sukker jeg og lægger telefonen ned på sofabordet foran mig.
"Du har ikke været hjemme i to dage." Siger Mikkel, mens han kigger på mig. Jeg når ikke at svare før Mikkels kæreste, Clara kommer ind i stuen.
"Mikkel gå lige." Hun siger det ikke specielt bestemt, men han rejser sig alligevel og kysser hende hurtigt inden han forlader rummet.
"Her." Clara rækker mig en kop te, og tager selv en tår af sin egen. Den damper stadig så jeg beslutter mig for at vente lidt med at drikke af den.
"Jeg forstår virkelig godt hvis du ikke magter at se ham, men burde du i det mindste ikke bare ringe til ham. Han går jo sikkert bare og venter på du ringer." Siger hun. Inderst inde ved jeg godt hun har ret.
"Jeg føler bare ikke jeg skylder ham noget." Siger jeg, og læner mig tilbage i sofaen.
"Det gør du heller ikke." Siger Clara. Vi sidder lidt i stilhed.
"Må jeg godt spørge dig om noget?" Clara ser forsigtig på mig, mens hun tager en tår af sin te. Jeg nikker, mens jeg tager koppen op til munden.
"Vil du gerne være sammen med ham." Hun så på mig. Jeg prøvede at mærke efter.
"Jeg vil jo gerne være sammen med ham, men jeg føler bare ikke jeg kan stole på ham længere." Siger jeg efter noget tid.
"Ring til ham." Det er det eneste hun siger inden hun forlader stuen igen. Langsomt sætter jeg tekoppen fra mig på bordet. Jeg drejer telefonen mellem to fingre inden jeg finder Kaspers nummer i mine kontakter.
"Hej?" Hans stemme lyder velkendt i den anden ende.
"Kasper, har du lige tid til at snakke?" Spørger jeg.
"Selvfølgelig."
"Jeg ved helt ærligt ikke hvordan jeg kan stole på dig, men jeg vil stadig gerne være sammen med dig." Siger jeg.
"Jeg er virkelig, virkelig ked af det." Han lyder rent faktisk som om han mener det, men det er ikke nok for mig.
"Hvorfor gjorde du det?" Spørger jeg. Det er det spørgsmål der har hobet sig op i mit hoved de sidste par dage.
"Jeg var fucking stiv, og så skete det bare... Jeg fortrød jo med det samme." Han lyder som om han skammer sig virkelig meget.
"Jeg kommer hjem senere i dag, så vi kan snakke ordentligt." Siger jeg inden jeg lægger på.
