"Tager du til træning nu?" Spørger jeg søvndrukkent, mens jeg ser hen på Kasper. Han står ved døren med en taske over armen, allerede iført træningstøj.
"Mhm." Han går hurtigt hen, for at kysse mig på panden. Hans læber er varme og bløde, som altid. Hurtigt sætter jeg mig op i sengen så jeg kan holde om ham og kysse ham rigtigt.
"Jeg kommer ned om lidt, jeg skal bare have et bad." Mumler jeg og slipper ham. Han nikker og begynder at gå mod døren igen. Kort efter lukker døren efter ham med en høj lyd. Langsomt rejser jeg mig op og ser rundt i lokalet, inden jeg går ud på badeværelset. Både min og Kaspers tandbørste står i et lille plastikkrus på en hylde under spejlet. Jeg putter først tandpasta på og lader derefter en kold stråle vand dække hovedet på tandbørsten. Mens jeg børster mine tænder kigger jeg mig i spejlet. Jeg har taget en t-shirt fra Kaspers kuffert, så den er ret oversized, men hvis jeg dufter efter kan jeg godt dufte ham.
Da jeg er færdig sætter jeg mig på sengen igen og kigger lidt ud i luften. Pludselig kommer der en brummende lyd fra skrivebordet. Den kommer fra min telefon der ligger på sengebordet. På displayet står der Mikkel♡ og jeg skynder mig at stryge til højre og tage telefonen op til øret.
"Marie?!" Han lyder oprevet og i baggrunden kan jeg høre heltiske stemmer.
"Hvad sker der?" Spørger jeg hurtigt, men han når næsten alligevel at afbryde mig.
"Kom ned på banen så hurtigt som muligt. Der er sket noget med Dolberg." Mikkel lægger på i den anden ende, før jeg kan nå at svare. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen. Hans stemme lød så panisk. Hurtigt finder jeg et par af Kaspers shorts der matcher t-shirten, inden jeg tager mine slippers på og løber ned ad trappen og ud mod fodboldbanen. Så snart jeg drejer om hjørnet til banerne kan jeg se den er helt gal. Alle er samlede i det ene hjørne og står rundt om nogen der ligger på jorden. Med et samme sætter jeg tempoet op og løber hen til de andre.
De er alle sammen helt hvide i hovederne og ser både pressede og bange ud. Kasper ligger på ryggen med en iltmaske over munden og næsen. Der sidder tre læger omkring ham og forsøger at finde ud af hvad der er sket. Det er som om min krop bare siger stop. Jeg kan ikke bevæge mig mere, men står bare nogle meter fra ham og kigger chokeret. Der går maks et par sekunder før både Mikkel og Simon er ovre hos mig. Jeg kan mærke hvordan min krop bliver underligt tung, inden jeg kollapser. Hvis ikke Mikkel og Simon havde grebet mig, ville jeg være landet hårdt på jorden. Jeg kan ikke selv holde mig oppe fordi hele min krop ryster.
"Det skal nok gå." Simon ser på mig, mens han sørger for at jeg ikke falder. Hans øjen er så bestemte at han på en eller anden måde formår at berolige mig lidt. Mikkel holder om mig som om han prøver at beskytte mig eller sådan noget. Kasper ligger stadig livløs på jorden da der kort tid efter kommer nogle ambulancefolk.
"Må jeg tage med?" Spørger jeg med rystende stemme, mens tårende triller ned ad mine kinder.
"Desværre..." En af dem der kører ambulancen ser beklagende på mig. Jeg nikker bare, og sætter mig ned på jorden for at få styr på min vejrtrækning.
"Jeg kører dig." Mikkel tager fat i mig og støtter mig hele vejen ud til sin bil. Jeg ser frem for mig under hele turen til hospitalet, uden at sige noget. Mikkel stiger ikke ud da vi stopper på parkeringspladsen foran hospitalet.
"Jeg ved godt det har været nogle hårde måneder. Hvis du har brug for at snakke, så sig til ikke?" Han lader en arm hviler rundt om mig mens han ser alvorligt på mig.
"Hvorfor skal alt det her ske for mig?" Spørger jeg stille og lader min nakke slappe af så baghovedet kort efter knalder mod nakkestøtten. Måske er der ikke flere tårer, jeg græder i hvert fald ikke længere. Istedet ser jeg bare ud ad vinduet og hen mod skiltet hvor der står "akutmodtagelse".
"Kom." Til sidst åbner Mikkel døren og går om til min side hvor han også åbner døren for mig. Det føles ikke som om det er mig der bevæger mine fødder, mens vi går ind.
