"Synes du det er hårdt at vores forhold ikke er offentligt?" Vi lander snart, men vi er for længst færdige med filmen. Jeg ligger sammenfoldet på mit sæde, med hovedet i Kaspers skød.
"Jeg tror ikke jeg tænker så meget over det. Vi kan godt offentliggøre det hvis du vil?" Han ser ned på mig, mens han nusser mit hår.
"Mhm." Jeg smiler lidt ved tanken. Egentlig er det ikke noget jeg har tænkt så meget over, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spørge ham. Lige pludselig har han taget sin telefon op ad lommen for at tage et billede af mig.
"Hvad laver du?!" Siger jeg og sætter mig op. Han griner af mig, mens han holder telefon ud i strakt arm væk fra mig. Fordi han er 187 centimeter har han lange arme fra naturens side, så jeg opgiver med det samme. "Hvad skal du bruge det til?" Spørger jeg med hævede øjenbryn.
"Du sagde du ville offentliggøre vores forhold." Han smiler af mig, mens han putter telefonen i lommen.
"Ja, men ikke med verdens grimmeste billede af mig." Siger jeg.
"Du ser altid godt ud på alle billeder!" Kasper griner og forsøger at kysse mig, men jeg undviger med et smil på læben.
Jeg trækker træt min kuffert efter mig, mens vi går igennem lufthavnen. Der er en del nysgerrige øjne, der enten peger eller hvisker, men jeg havde forberedt mig på det. Det er heller ikke nemt at følges med to fodboldspillere på landsholdet. Jeg er kan mærke taskens remme skære sig ind i min skulder, men ignorerer det og fortsætter bare efter Mikkel og Kasper. Der er ikke så langt ud af lufthavnen, men jeg ved at der venter en pressekonference udenfor. Egentlig har jeg nok bare lyst til at tage hjem og sove, men jeg ved godt at de bliver nødt til at passe deres arbejde.
"Jeg venter her." Siger jeg og sætter mig på en bænk lidt væk fra kameraerne, mikrofonerne og indhegningen.
"Passer du på min kuffert?" Kasper stiller kufferten ved siden af mig og kysser mig på panden inden han går over mod der hvor han skal stå. Træt åbner jeg min telefon, for at tjekke op på alt det jeg har misset på flyet. Automatisk stryger mine fingrer over skærmen og åbner Instagram. Det første jeg ser er Kasper der har postet noget på sin story. Hurtigt trykker jeg på ikonet øverst i venstre hjørne. Billedet af mig fra flyet dukker op, men han har skrevet noget hen over.
Hende her♡
Et stort smil breder sig på mit ansigt, sammen med varmen i min krop. Min indbakke er også fyldt med beskeder, selvom det kun er 10 minutter siden han postede det. Jeg tjekker også mine sms'er. Der ligger et par stykker fra mor og far, men der er også en fra Leonora.
Savner dig allerede! Så K's story;) Held og lykke med VM
Jeg er hurtig på tasterne og sender en besked tilbage til hende i løbet af kort tid.
"Skal vi gå?" Kasper rækker en arm ud mod mig og peger mod bussen der holder og venter på os. Inde i bussen sidder en masse af de andre fra landsholdet og snakker. Jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt malplaceret, men slår tanken ud af hovedet. Kasper er hurtig til at finde en plads, og lader mig sidde ved vinduet.
"Jeg fatter stadig ikke hvordan jeg fik lov til at tage med." Siger jeg og læner mig tilbage. Kasper trækker bare på skuldrende og holder min hånd.
"Det bliver fucking kedeligt for dig." Han griner, men det bliver erstattet af et gab som smitter af på mig.
