Kasper har taget tidligere fri fra sine træninger så han kan være hos mig meget af tiden. Jeg bruger meget af min tid på at tage min medicin og ligge i sengen. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over at jeg nok ikke kan få børn. Enten græder jeg ellers sidder jeg bare og stirrer ud i luften. Jeg lytter til podcast uden at høre efter, men uden er det som om alting bare er lidt for stille. Det er to dage siden jeg blev opereret, men jeg kan alligevel ikke tage mig sammen til at stå op ad sengen.
"Marie?" Kaspers stemme lyde nede for enden af trappen kort efter nøglerne blev sat i låsen.
"Heroppe!" Mine øjne er røde da han kommet ind i værelset. Jeg kan med det samme se at han bliver ked af det da han ser mig. Hans øjne ser bekymret på mig.
"Jamen skat kom her!" Han breder armende ud mod mig og jeg rejser mig for at gå hen til ham. Jeg kan mærke hvordan mit åndedræt bliver tungt. Jeg magter ikke noget som helst andet end at være lige her i Kaspers arme.
"Har du fået snakket med Mikkel spørger han?" Hans bekymrede blik bliver kun værre da jeg ryster på hovedet og ser væk. "Han burde ikke være til træning nu." Hvisker han og rækker mig min telefon.
"Mikkel?" Spørger jeg da nogen tager telefonen i den anden ende. Kasper sidder ved siden af mig og holder om mig.
"Marie? Er du okay?" Spørger han bekymret. Så kan han høre at der er noget galt igennem telefonen. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, men jeg forsøger så vidt muligt at fortrænge dem.
"Jeg er blevet opereret. For to dage siden." Siger jeg stille. Jeg kan næsten se Mikkels ansigt gennem telefonen, jeg savner ham virkelig.
"Hvordan gik det?" Spørger han.
"Det var æggestoksbetændelse." Siger jeg og trækker en stor mundfuld luft ind. "Jeg kan ikke få børn Mikkel." Jeg lader tårerne få frit løb lige så stille. Kasper rykker lige så stille tættere på mig og holder godt fast.
"Ååårr Marie. Hvordan har du det nu?" Spørger han. Lige der savner jeg bare Mikkel.
"Kan du ikke komme herned?" Græder jeg, selvom jeg godt ved han ikke bare kan tage til Frankrig for at være sammen med mig.
"Jeg kan være der om 3 dage." Siger han.
"Mener du det?" Med den hånd jeg ikke holder telefonen i tørrer jeg nogle af tårerne væk fra mine kinder.
"Ja." Siger han alvorligt. "Jeg savner dig også."
