Teenage Trouble

2. Skole del 1.

Jenny's synsvinkel.

Jeg vågnede ved den mest irriterende lyd i verden et fucking vækkeur.
Hvem fuck har haft tilladelse til at opfinde sådan en lorteopfindelse!
Efter mødet med den der dumme dreng som var her igår, havde jeg en lille 'fight' med mine forældre.
De tvang mig til at give den nye skole en chance.

Arrggh, hvorfor?!
Efter fighten, var jeg bare gået i seng.

Jeg orkede virkelig ikke at rejse mig fra drømmeland.
Men jeg skulle jo op på et eller andet tidspunkt.
Jeg hoppede i mine yndlings jeans, en fin trøje med blunder på, en lang cardigan og til sidst nogle mørkeblå converse.
Jeg fik hurtigt taget make up på, og lod mit hår hænge løst.
Ude på gangen stødte jeg på Casper.

"Hvassååå grimme", sagde han provokerende. Prff! Som om det rørte mig!

"Hvassååå dumme!" svarede jeg endnu mere provokerende tilbage.

SLAM, der fik han den. Ha! Så kan han lære at det er mig der er det seje barn i familien!

Fuck jeg er underlig! Selvom, det er blevet bevist at drenge bliver tiltrukket af underlige piger.

Nedenunder så jeg min mor stå og lave morgenmad.
Hun havde fint tøj på, da hun arbejdede som advokat.
Min far var her ikke for han er læge, og skal arbejde på de mest mærkelige tidspunkter.
Jeg har helt glemt at fortælle at min far er dansker og min mor er oprindeligt englænder.
Så mig og Casper har lært begge sprog. Jeg satte mig ned og begyndte at spise noget frugt, som var skåret ud i terninger.

"Godmorgen mus", sagde min mor smilende.

"Hej", sagde jeg koldt uden at kigge på hende.

"Hør her, jeg forstår godt at du er på os, men prøv nu at give det en chance" hun var sgu da positiv døgnet rundt.

Sur, jeg er ikke sur, jeg er rasende.
Hun flyttede mig væk fra alt og alle, jeg havde et perfekt liv i Californien.
Og så skulle jeg flytte på grund af deres jobs, jeg havde endda fået et tilbud fra min rigtig gode veninde om at bo hjemme hos hende, men nej, det måtte jeg selvfølgelig ikke.

"I fatter ingenting, mit liv var perfekt som det var før, men jeres arbejde skal altid komme før familien. I er jo aldrig hjemme, alligevel", nærmest råbte jeg.

Jeg hørte min mor sige noget, men jeg havde allerede smækket døren i.
Okay, det var maske lidt for hårdt...
Nej det var ej, hun havde fortjent at høre sandheden!

Jeg magtede ikke at cykle, så jeg gik bare i skole.
Pludselig hørte jeg en motorcykel, blive startet.
Jeg kiggede til siden og så ham den ultra lækre dreng, som samtidig også er pænt irriterende.

"Skal du have et lift 'Einstein',"
spurgte han flabet.

"Seriøst, kan du ikke godt lade være med at kalde mig 'Einstein', jeg ligner jo heller ikke 'Einstein' mere?"
spurgte jeg irriteret.

"Okay, vil du have et lift, 'smukke'"
han vrikkede med øjenbrynene.

"Jeg kender dig jo slet ikke".

"Det kunne du jo komme til" sagde han igen på en flirtende måde.

Han tog sin hjelm på hovedet, og kørte.

Skolen var som på film, stor og fuld af teenagere.
Jeg skubbede døren op og så om jeg kunne få øje på et kontor.
Jeg maste mig igennem en hel del, og prøvede at få øje på nogen jeg kunne spørge om hjælp.
Jeg fik øje på tre piger, som stod og snakkede ved et skab.
De så søde ud, så jeg gik stille hen til dem. De kiggede alle smilenede og afventende på mig.

"Undskyld, men ved i hvor kontoret ligger henne?"
Jeg havde et stort smil plantet i fjæset.

"Ned ad gangen, drej til højre og så er du der" sagde den ene og smilede igen til mig.

Hun havde lyst langt hår, og mørke øjne.

"Okay tak", jeg skulle lige til at vende mig om, da den ene spørger,

"Hvad hedder du egentlig?" Hun kiggede nysgerrigt på mig.

"Mit navn er Jennifer Taylor, men folk kalder mig bare for Jenny, hvad med jer?".

"Mit navn er Camilla, og det her er Mia og Fie" sagde hun og pegede på de to andre piger, som også hilste på mig.

De virkede rigtig søde.

Netflix og chill var nok det eneste jeg gad lige nu, for hvem fuck gider lige at starte på en ny skole, hvor man ikke kender nogen, i hvertfald ikke mig!

~Lolly_lips😘