Er jeg ikke nok for dig?

#5

Jeg kan ikke lade være med at smile, da Emil og jeg kører hen til der, hvor festen bliver holdt. Jeg er så glad for det han har gjort for mig. Jeg ville have følt, at det havde været meget akavet, hvis jeg skulle komme til festen selv.

"Emil.. må jeg spørge dig om noget?" Spørger jeg ud i stilheden, som har lagt sig i bilen.

"Ja da" siger han og smiler til mig.
Hans smil giver mig et lille sug i maven, men det er ikke noget jeg tænker videre over.

"Hvorfor inviteret du mig? Altså.. skulle du ikke følges med Michelle? Jeg forstår det ikke rigtigt" siger jeg genert.

"Soph... Jeg kunne ikke klare tanken om, at du skulle afsted selv og at det svin af Jonas har dumpet dig. Det gjorde ondt helt inde i hjertet. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er Michelle okay med det. Hun sagde, at hun sprang over og at hun godt kunne forstå, at jeg gerne ville have dig med" siger han og klapper munden i lige efter han har sagt det sidste ord.

"Er det rigtigt?" Spørger jeg forvirret.

"Nej hun blev mega sur og sagde, at vores forhold sluttede der" griner han.

Jeg kan ikke lade være med at få skyldfølelse.

"Oh... det anede jeg ikke. Emil det er jeg frygteligt ked af. Det hele er min skyld-"

"Nej det er ikke. Soph du betyder mere for mig en nogen anden, så at Michelle og jeg ikke er sammen mere er bare sådan det er"

Hans ord får min krop til at få gåsehud. Det er rart at vide, at jeg betyder så meget for ham.

"Jeg har det på samme måde Emil" siger jeg og smiler genert og retter mit blok ud af vinduet.
Solen står stadig højt på himlen selvom kl er 8. Jeg elsker sommer.
Det er en af de bedste tider på året.
Der er noget ved sommer som gør en helt..
ja helt skør. For jeg er i hvert fald blevet skør. Emil som har været min bedste ven siden vi var helt små er begyndt at betyde meget for mig.
Ja meget mere end han skulle.

Da vi ankommer til festen kan man høre musikken inde fra salen. En glæde stryger igennem mig, da det går op for mig, at jeg skal derind med Emil som min date.

Emil stiger ud af bilen og det samme gør jeg. Han går smilende hen til mig og tager min hånd. Jeg bliver chokeret over det og mit hjerte begynder at banke som aldrig før. Vi holder hinanden i hånden lige indtil, at vi når festen. Salen er fyldt med mennesker og støj. Der står borde, som fylder det meste af gulvet, men i midten af alle borde er der et kæmpe dansegulv, hvor de fleste befinder sig lige nu.

Emil og jeg går hen og hilser på Mathias og Trish. De er kærester, så det giver rigtig god mening at de fulgtes. Det var faktisk Emil og jeg der sørgede for, at de kom sammen. Jeg giver Trish et kæmpe kram og det samme med Mathias. Da der er gået nogle minutter sætter vi os ned ved et af de mange border, der er linet op.
Vi får en masse god mad og til maden får vi selvfølgelig noget rigtigt godt at drikke. Og i selskab med Trish, Mathias og Emil kan vi aldrig holde os tilbage. Efter kun 3 timer sidder vi og griner og har fået alt for meget, men Emil og Mathias er dem, der har fået mest.

Jeg har altid godt kunne kigge Emil i øjnene uden der var noget i mig der gibbede, men i aften er det anderledes. Hans blik giver mig sommerfugle i maven og jeg får fornemmelsen af, at mine kinder begynder at blive røde.

"Undskyld mig lige et øjeblik" siger jeg til de andre og rejser mig, for at gå ud på toilettet og forhåbentligt få mine tanker tilbage.
Da jeg kommer ud på toilettet kan jeg ikke lade være med at tænke de samme tanker.

Hvad sker der? Hvorfor føler jeg det her?
Emil og jeg har altid været venner, ikke mere. Det kan ødelægge vores venskab, hvis jeg begynder at få følelser for ham. Jeg skruer vandhanen op så der flyder iskoldtvand ud.
Jeg sætter mine hænder ind under det iskolde vand og ryster så lidt af vandet af og placerer mine hænder på min nakke. Det plejer at hjælpe mig når jeg får det varmt eller dårligt. Efter jeg er blevet kølet ned går jeg ind i salen igen, hvor folk nu har placeret sig på dansegulvet.
Jeg skimter efter Trish i mængden og får endelig øje på hende, da en tager fat i mit håndled.

"Sophia? Wow du ser virkelig godt ud i aften"
Jeg vender mig rundt og får øje på Magnus Landin, som smiler stort til mig.

"Gud Magnus. Hvor er det langtid siden sidst" siger jeg og giver ham et kram.

"Undskyld jeg siger det, men jeg kunne slet ikke genkende dig" siger han og smiler.

"Nej jeg ved det godt. Det er ikke så normalt, for mig at skulle møde op i det fineste tøj man kan finde" siger jeg og griner.
Hans øjne ryger ned over min krop og fører så op til mine øjne igen. Jeg har kendt Magnus i godt og vel 3 år nu, så det gør mig ikke noget, at han kigger sådan på mig. Jeg ser ham som en rigtig god ven.

"Hvem er du her sammen med?" Spørger jeg.

"En af mine veninder. Jeg var lidt sent ude med at finde en, så det blev til min forlovede veninde" siger han og griner.

"Nå for søren. Ja det blev også ret kaotisk for mig. Jonas min ekskæreste slog op med mig for godt og vel 1 måned siden, så Emil trådte op på mit dørtrin og spurgte om jeg ville følges med ham" siger jeg og ler genert ved tanken.

"Emil?" Siger han og smiler lusket til mig.

"Ja Emil, men vi er bare venner" ler jeg genert.

"Sikker?" Ler han.

"Helt sikker" siger jeg sikkert, selvom jeg er ved at lede et grin ud, men det må ikke ske, for så tror han bare, at der er noget imellem Emil og jeg og det er der ikke.