Er jeg ikke nok for dig?

#26

Da vi er ved femte ret ud af 9 retter kan jeg mærke, at de mange flasker vin er begyndt at påvirke mig.
Mine samtaler med Tobias er begyndt at blive mere romantiske og jeg tror aldrig, jeg har lært en person, så hurtigt at kende på kun en enkelt aften.

Vinen har heldigvis også hjulpet mig med at lade være med at være ked af det med Emil. Jeg er begyndt at vende mig til når han kysser sin kæreste og den måde han holder om hende på. Det gør ondt, men vinen hjælper.

"Hvad arbejder du egentlig med?" Spørger Yasmin, som jeg også er begyndt at snakke med under den lange middag.

"Sophia arbejder ikke skat, hun studerer." Afbryder Emil og smiler lusket til mig.

Jeg kan ikke lade være med at få et sting i hjertet af hans ord.
Han svarer på et spørgsmål som han ikke har en skid forstand på og så har han glemt, at jeg dimitteret for ca. en måned siden.

Jeg ser undrende på Emil og ryster lydløst på hovedet i ren opgivelse over ham og over, hvor lidt han begynder at betyde for mig.

"Jeg studerer ikke længere.... Jeg dimitteret for en måned siden?" Siger jeg undrende til Emil. Hans ansigt ændre kulør og ændre sig straks til en hvidlig farve. Han bliver helt stum og jeg kan se på ham, at han ved, at han har dummet sig.

Alle bliver stille rundt om bordet og jeg kigger trist ned i min tallerken.
Den måde han overhovedet ikke kender mig på gør ondt. Han plejede at kende mig bedre en nogen anden. Han ville kunne færdiggøre alle mine sætninger.
Nu ved han ikke noget om mig mere....

"Hvad laver du så Sophia?" Spørger Yasmin, for at opløse den akavede stilhed.

"Jeg har fået et arbejde ved et marketings bureau" svarer jeg og kigger straks på Emil, for at vise, at han tog grueligt fejl med at jeg ikke har et arbejde.

"Ej hvor spændende" siger Yasmin og smiler til mig.

"Jeg har forresten også noget jeg gerne vil dele med jer allesammen, nu hvor vi alle er samlet" siger jeg og synker en klump ned i halsen.
Jeg sidder uroligt og tænker om jeg overhovedet skal fortælle det som jeg skal til at sige.

"Mit job kræver jo en del beslutninger som en del af jer også ved" siger jeg og kigger trist på Trish, for at vise hende, at jeg har besluttet mig for, hvad jeg gør. Hun smiler stort til mig og jeg kan se, at hun er mere glad på mine vegne en trist, hvilket gør mig glad.

"Jeg flytter til Paris om 2 uger" siger jeg glad og kigger rundt på de andre, som med det samme smiler stort til mig.

"Hvor er jeg glad for, at du traf den rigtige beslutning" siger Trish glad og omfavner mig.

Jeg krammer hende igen og kigger så på Emil, som nu ser endnu mere hvid ud i hovedet.

"Flytter du til Paris?" Siger Emil chokeret og ser nedtrykt på mig.

"Ja det gør jeg" siger jeg lettet over, at jeg har sagt det.

"Hvor spændende. Tillykke!" Siger Yasmin begejstret.

Jeg smiler til hende, men det gør mig underligt tilpas at se Emil på den måde. Han ser underligt trist ud.

"Er det ikke spændende for hende?" Spørger Yasmin og kigger på Emil.

"Jo..." svarer han og ser fortabt på mig.

Jeg kan ikke lade være med at få et sting i maven, når han kigger på mig. Hans øjne ser fortabte ud og det gør mig ked af det at se ham sådan.

"Skal vi så ikke skåle for det?" Siger Yasmin højt og løfter sit glas.
Jeg tager en dyb indånding og løfter også mit glas. Jeg tager en slurk og har så brug for lige at forlade bordet.

"Jeg går lige til badeværelset. Jeg kommer tilbage om lidt" siger jeg til Tobias, som smiler til mig.

Jeg går med hastige skridt igennem de mange borde og andre selskaber. Jeg går mod toilettet og døren går i med et højt brag.
Der er ikke andre herinde end mig.
Jeg stiller mig foran spejlet og tager en dyb indånding. Jeg ser hele tiden Emils blik for mine øjne og det gør mig ked af det. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor han virker trist over det, for han virker jo ærligtalt ligeglad med mig.

Jeg roder efter min mascara i min skuldertaske, da døren går op.
Jeg kigger i spejlet for at se, hvem der kommer ind, men da jeg ser Emil taber jeg mascaraen på gulvet og jeg står frosset og kigger på ham.

"Sophia..." siger han trist og går langsomt hen mod mig.

"Emil hvad laver du her? Du kan ikke være her. Det er et dametoilet" hvisker jeg og kigger uroligt på ham. Jeg er bange for, at restauranten opdager os og smider os ud, fordi de tror, at vi har gang i noget.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig noget?" Siger han trist.

"Fortalt dig om hvad?" Spørger jeg forvirret og rækker ned på gulvet efter min mascara.

"At du flytter til Paris"

Da jeg får fat i min mascara og rejser mig op får jeg et chok, da det går op for mig, hvor tæt Emil nu står på mig.

Jeg tager chokeret et skridt bag ud, men han tager blidt fat om min arm, for at holde mig tæt på ham.
Jeg kigger chokeret på hans greb, da det virker underligt, at vi står som vi gør, når hans kæreste sidder lige ude i restauranten.

"Emil du kan ikke holde sådan der på mig" siger jeg og tager hans hånd væk fra mig.

"Du snakker aldrig med mig mere. Du hverken skriver, ringer eller møder op til mine kampe mere?"

"Nej undskyld, men jeg har bare ikke haft det så godt" siger jeg trist og kigger flovt ned i jorden.

"Hvad mener du?" Spørger han forvirret.

"Det har været svært for mig, at du har fået en kæreste. Det må du da forstå. Jeg elsker dig jo stadig og det, at du så får en kæreste og glemmer alt om mig, det gør ondt Emil. Det gør det virkelig" siger jeg trist og jeg mærker, at der triller en tårer ned af min kind.

"Jeg glemmer, da ikke alt om dig?" Siger han uroligt og rør blidt ved min hånd.

"Du vidste ikke, at jeg var dimitteret!" siger jeg irriteret og snøfter.

"Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde, at du ikke havde et job. Jeg tror bare, jeg var såret over, at du har brudt kontakten til mig" siger han trist og kigger mig dybt i øjnene.

"Oh...." siger jeg stille og falder væk i hans øjne.

Jeg siger ikke noget. Jeg står bare chokeret og kan ikke bryde øjenkontakten med ham. Mine øjne og hans har frosset sig fast til hinanden.

"Vi må nok hellere...." Hvisker jeg og holder stadig øjenkontakten med ham.

"Ja..." siger han og smiler sødt til mig. Hans øjne giver mig stadig sommerfugle i maven og følelsen får mig til at snurre rundt.