Er jeg ikke nok for dig?

#17

Trish og jeg har lukket vores kufferter og er på vej ud af værelsesdøren.
Da vi når ud til elevatoren møder vi to danske drenge, som vi har set flere gange.

"Skal i også hjemad?" Spørger den ene med lyst hår og smiler til mig.

"Ja vores ferie er slut, desværre" siger jeg og ser trist på dem.

"Det er vores også" siger den anden med det mørkere hår og smiler til Trish.

"Vi har set jer et par gange i byen før, men i har ikke virket til, at i ville snakke med os. Er det korrekt?" Spørger ham med det lyse hår og ser spørgende på mig.

"Ja vi er ikke kommet her ned for at scorer eller noget. Trish har en kæreste derhjemme, så det ville ikke være så smart" siger jeg og ser på Trish.

"Så du har ikke en kæreste, der venter på dig derhjemme?" Spørger han og smiler lusket til mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.
Det er jo ikke rigtigt, at jeg har en kæreste, men jeg har jo en, der venter på mig derhjemme og vi er jo nok sammen igen inden dagen er omme.

"Jo hun har" siger Trish og træder ind foran mig.

"Okay? Kender man ham eller?" Spørger han kækt.

"Sikkert ikke du virker ikke som typen, der går op i håndbold" siger jeg irriteret.

"Håndbold? Er han kendt eller noget?" Spørger ham med det mørke hår.

"Altså han spiller for landsholdet. Han hedder Emil, men ja i kender ham nok ikke" siger jeg og ruller øjne.

Vi hører endelig et pling fra elevatoren og døren går endelig op. Vi går hen til receptionen og afleverer vores nøgle til værelset. Drengene følger efter lige indtil vi står ved hoveddøren til hotellet og venter på en taxa.
Da der kommer en taxa tager vi vores ting og lægger dem i bagagerummet.

"Hyggelig snak drenge, i må ha det" siger vi og sætter os ind i taxaen.

Taxaen ruller afsted mod lufthavnen og Trish og jeg sidder helt forbavset på bagsædet af taxaen.

"Okay... det var.."

"Mærkeligt" siger jeg for at ende Trish sætning.

"Virkelig mærkeligt" siger Trish og læner sig tilbage i taxaen.

Jo tættere vi kommer på lufthavnen jo mere begynder det at krible i maven på mig. Jeg kan ikke fatte, at Emil står og venter på mig.

"Kommer Mathias også og henter dig?" Spørger jeg Trish.

"Ja det gør han" siger hun og smiler.

Jeg er så glad for, at deres forhold går så godt. Jeg tror aldrig de har haft et skænderi før.
Det må være utroligt rart.
Jeg tror heller ikke jeg kender nogle, som er så søde og gavmilde som de to.
De passer helt perfekt sammen.
De har de samme hobbyer og interesser. De passer perfekt sammen.

Der er Emil og jeg så meget forskellige.
Emil er rig og har altid fået, hvad han gerne ville have.
Mine forældre har måtte knokle bare for at give mig en ting i ny og næ.
Det er heldigvis gået dem bedre over tiden.
I dag klarer de sig meget godt. De fik så også lige en kæmpe arv sidste år fra min oldemor som døde.
De valgte dog at give halvdelen af den til mig. Jeg kan ikke beskrive, hvor stort det er.
Jeg har dog sat dem til side til når jeg bliver lidt ældre.

Vi ankommer hurtigt til lufthavnen.
Vi tager vores kufferter ud af bagerummet og går mod indgangen.
Vi kommer forbi en fin butik, hvor jeg finder en sød lille gave som jeg vil give til Emil.
Det er en lille bamse som holder et hjerte, hvor der står "I love You".
Jeg føler, at jeg skylder ham et stort undskyld for min opførsel.
Trish køber også en lille bamse, som dog har en badebold under armen og et par fede solbriller på. Den er vildt sød og lige sådan en gave fra Trish.

Vi får noget mad og går så hen til vores fly og går om bord.
Vi falder begge i søvn og inden vi ser os om er flyet ved at lande i Danmark.

Jeg vågner ved Trish hoved, der ligger på min skulder.
Da det går op for mig, at vi er ved at lande begynder min mave at krympe sig sammen.
Den første tanke, der strejfer mig er Emil.
Tanken om, at Emil lige nu står og venter på mig. Jeg får et sug i maven og kan mærke, at jeg begynder at være nervøs.

"Er du okay Sophia?" Spørger Trish og tager min hånd.

Jeg trækker vejret hurtigt, men prøver at få kontrol over det.

"Ja. Jeg er bare lidt nervøs over det med Emil" siger jeg nervøst.

"Det skal du ikke være, det skal nok gå fint og jeg er ved dig hele tiden" siger hun og smiler sit smil, som får mig til at føle mig vildt tryg.

Vi tager vores ting og forlader flyet sammen med de andre passagerer.

Vi får tjekket vores pas og går så mod modtagelses området.

Vi er oppe på 1 etage og modtagelse området er en etage nede.
Vi går hen af en lang gang, hvor der er vinduer på den ene af siderne.
Vi kan se en gruppe af mennesker, som venter på at modtage folk fra flyene.
Jeg får et sug i maven, da jeg ved, at Emil står i mængden.

Vi går ud af en dør og vi ser så en trappe, som fører ned til de mange mennesker.
Vi venter med at gå ned ad trappen og prøver i stedet at få øje på Mathias og Emil.
Der står mange små grupper af mennesker og et sted står der en kæmpe gruppe af piger.

"Kan du se dem?" Spørger Trish og kigger energisk efter drengene.

"Nej, jeg kan kun se-"
Mit hjerte stopper et sekund, da jeg ser Emil og Mathias stå omringet af en masse piger.
Emil og Mathias får en masse kys på kinderne og en masse telefoner stukket i ansigtet.

"Det er simpelthen løgn!" Siger jeg vredt.

"Har du fundet dem?"

"Ja de står iblandt mængden af piger derover" siger jeg opgivende og stiller mig hen på rulletrappen.

"Wow sikke en velkomst" siger Trish opgivende og følger efter mig. Jeg kan se hun er ligeså skuffet som mig.

Hvor er det typisk. Det var meningen, at han skulle tage imod mig, men i stedet tager han imod alle andre piger end mig.
Jeg kan mærke noget inde i mig går i stykker.

"Er du okay?" Spørger Trish og lægger en hånd på min skulder.

"Ikke rigtigt" snøfter jeg. Jeg havde glædet mig så meget til det her øjeblik og nu er det helt knust og ramlet på gulvet.

Hun slipper sin kuffert og lægger armene rundt om mig. Jeg holder hendes arme med mine hænder og prøver på alt ikke at græde.

Hvordan kan jeg være så dum. Han har selvfølgelig lige alle mulige andre ting, der kommer før mig. Først hans venner nu hans fans, hvad er det næste.

"Hvad er du ked af det over?" spørger Trish trist.

"Bare det at han prioriterer alle før mig. Er jeg overhovedet nok for ham?" Spørger jeg såret.