Er jeg ikke nok for dig?

#10

Jeg står fortabt i hans køkken og ser såret på ham. Jeg er totalt ødelagt og jeg har mest af alt lyst til at give ham det største kram, men han ville nok føle, at det ville være vildt underligt.
Jeg tager mig til min overarmen, men flår den med det samme væk, da jeg mærker at min hånd brænder af berøringen, på grund af såret, der er kommet af styrtet.

"Soph! Hvad er der sket?" Spørger han uroligt, da han ser min hånd.

"Det er ikke noget" siger jeg og gemmer min hånd væk bag min ryg.

"Det lignede da ikke, ikke noget" gentager han og går hen imod mig. Han tager fat i min overarm og jeg opgiver at stridte i mod, da jeg ikke har nogle kræfter til at overvinde ham.
Han tager blidt min hånd frem og ser på såret, der buldrer frem fra min hånd.

"Soph det der skal vi have renset. Vi går lige hen i sofaen og sætter os. Jeg skal nok rense det for dig" siger han og trækker mig med hen til sofaen.

Da jeg ser sofaen får jeg store øjne. Åh nej ikke DEN! Alt andet end den. Alle billederne fra i går strømmer over blikket for mig og jeg sætter fødderne i jorden, da jeg ikke vil tættere på sofaen.

"Soph.. jeg skal nok lade være med at gøre noget igen, det lover jeg, men vi bliver nødt til at få dit sår renset"

"Det havde jeg da heller ikke troede, at du ville" lyver jeg og kigger væk.

"Sophia jeg ved når du lyver, så bare lad være" siger han og sætter mig ned i sofaen og går hen til køkkenet, for at finde en klud og hælder noget vand over den.
Han vrider kluden op og går hen til mig uden overhovedet at kigge på mig, hvilket giver mig en klump i halsen. Jeg kan ikke lide når han ikke kigger på mig, for så ved jeg, at der er noget galt.

Han sætter sig ned ved siden af mig og tager fat i mind hånd og begynder at rense såret.
Jeg trækker min hånd lidt tættere på mig, da det gør ondt. Han renser det igen og han kommer til et punkt, hvor det gør virkelig ondt. Jeg kommer i tanke om den gang, hvor vi sad på græsset og jeg kyssede ham. Drømmen fra i nat skylder ind over mig og jeg kan mærke min vejrtrækning bliver mærkelig.

"AV Emil!" Råber jeg og river min hånd til mig. Han kigger opgivende på mig og river min hånd til sig og renser videre. Han kommer til et punkt, hvor det gør rigtigt ondt igen og jeg river igen min hånd til mig og gemmer den denne gang bag min ryg.

"Så er vi vist færdige!" Siger jeg vredt og holder min hånd foran mig og kigger såret på den.
Jeg kan hører, at Emils vejrtrækning bliver hårdere. Han er vred. Han river fat i min hånd og river så hårdt i den, at jeg vælter over mod ham, så vi vælter ned i sofaen og jeg lander oven på ham. Jeg ser chokeret på ham og det samme gør han. Mit hjerte banker så hurtigt, at det føles som om, at det er ved at hoppe ud af min krop.
Jeg kan ikke flytte mig, da mit ben er snoet ind i hans. Jeg prøver på alt at rejse mig op, men det er umuligt.

"Emil" hvisker jeg og kigger ham chokeret i øjnene. Han forstår min hentydning og han rejser sig selv, så jeg kan komme op. Jeg skynder mig væk fra ham og sætter mig i den anden side af sofaen, så langt væk som muligt.

Jeg kigger ikke på ham. Jeg kigger bare ud i rummet og får styr på min hurtige vejrtrækning.

Jeg sidder sådan i 2 minutter indtil jeg bryder tavsheden.

"Emil.. jeg kan ikke lade være med at tænke på dig.." siger jeg ud i ét og bliver helt forbavset af mine ord.
Jeg kigger på ham og til min overraskelse ser han ikke spor chokeret ud. Han smiler bare til mig, hvilket får mig til af føle mig godt tilpas.
Jeg tvinger også selv et smil frem, selvom det er svært.

"Soph.."

Åh nej, hvad vil han nu sige. Har jeg lige ødelagt det hele.

"Nu siger du vel ikke, at du ikke har det på samme måde?" spørger jeg chokeret.

Han siger ikke noget, så der går det op for mig, at han nok ikke har det på samme måde.

"Oh.. ej hvor pinligt. Jeg må nok hellere gå" siger jeg flovt og rejser mig hurtigt fra sofaen. Jeg kan mærke Emil, der tager om mit håndled og trækker mig ned i sofaen til ham. Jeg sidder nu meget tæt på ham og mit hjerte banker nu igen som aldrig før.

"Du lod mig ikke tale færdigt. Sophia.... Jeg har det på helt samme måde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig og sådan har jeg haft det i et stykke tid nu" siger han og holder om mig. Han holder sine arme om livet på mig, så jeg bliver lænet tilbage i favnen på ham.

"Har du?" Spørger jeg forbavset.

"Ja" siger han og lægger sin hage på hovedet af mig.

En bølge af varme skylder ind over mig. Alle mine tanker som jeg har haft hele natten forsvinder og bliver byttet ud med glæde.

Jeg vender mig om og bliver mødt af Emils perfekte smil og øjne. Jeg smiler stort til ham.

"Og hvad så nu?" Griner jeg.

"Hvad nu? Hmm... vi kunne jo starte med det her.." siger han og læner sig tættere på mig, så hans læber lander på mine. Denne gang er der ingen, der trækker sig. Denne gang lægger vi begge noget i det. Denne gang har vi begge følelser for hinanden.