Er jeg ikke nok for dig?

#11

Emil og jeg har nu været sammen i 2 uger. Vi har ikke nogen titel endnu eller fortalt nogen om det. Vi skal stadig lige finde ud af om det er det vi vil, men indtil videre er det gået rigtig godt og nu er jeg ved at gøre mig klar, for jeg skal hjem til Emil og lave mad sammen med ham. Jeg lægger lidt makeup og lader mit hår være nede. Jeg tager en rød sommer kjole på og nogle sneakers. Da jeg er helt færdig tager jeg min skuldertaske, min telefon og mine bilnøgler.

Jeg står nervøst på Emils dørtrin og venter spændt på at se ham. Da han åbner døren flyver jeg i armene på ham. Jeg giver ham et stort kram og lægger mit hoved ind mod ham. Jeg kigger op på ham og står på tær, for at give ham et kys.

"Hey" siger han og kysser mig igen.

"Hej" siger jeg og smiler stort.

Han trækker mig med ind i køkkenet. Han har sat musik på som selvfølgelig er min playliste. På køkkenbordet står alle de varer han har været ude at købe. Jeg holder om ham, imens jeg kigger på de mange varer. Jeg kan ikke fatte, at han har købt, så meget bare for, at vi kunne have en fantastisk aften. Det ser alt sammen virkelig dyrt ud. Jeg går hen til de mange varer og studerer dem grundigt.

"Har det ikke været helt vildt dyrt?" Spørger jeg chokeret.

"Ikke rigtigt" siger han og ler. Jeg kan mærke hans arme krybe rundt om mig og jeg får et sug igennem maven. Jeg tror aldrig jeg vender mig til hans berøring.

"Skal vi gå i gang?" Spørger han og kysser min hals.

"Ja da. Jeg er virkelig sulten"

Jeg kan se på varerne, at vi skal grille. Der er kød, en masse grøntsager til en salat og nogle kartofler, som skal skæres i både.

Jeg går i gang med at skylde de mange grøntsager og skærer dem i små tern.

Emil går ud på altanen og tænder for grillen. Jeg kan ikke lade være med at grine af det vi har gang i. Det her er sådan noget min mor og far plejede at stå for og nu står jeg her og gør det med Emil. Jeg tror mine forældre får et hjerteanfald når de finder ud af det med mig og Emil.

Jeg stryger noget krydderi over kartoflerne og sætter dem i ovnen og hælder alle grøntsagerne i en stor skål.

Imellemtiden har Emil dækket bordet ude på altanen og sat nogle lyskæder op.
Det er begyndt at være lidt mørkt udenfor, så det kommer til at blive rigtigt hyggeligt med de mange lys.

Jeg sætter skålene ud på bordet og kigger ud over den vilde udsigt som Emil har.
Han rækker mig et glas vin og holder om mig, imens jeg studerer udsigten og de mange lys, der falder over byen.

"Jeg har forresten noget til dig" siger han og rækker mig en æske.

Jeg kigger undrende på ham og så ned på æsken.

"Hvad er det her Emil?" Spørger jeg forbavset.

"Jeg købte den til dig, for et stykke tid siden inden jeg vidste, at du kom sammen med Jonas. Jeg følte det var upassende at give den til dig når du havde en kæreste, men nu tænker jeg ikke det er så upassende mere" siger han og smiler stort til mig.

"Emil.. det-" han afbryder mig inden jeg når at gøre min sætning færdig.

"Åben den nu" siger han og ser spændt på mig.

Jeg smiler til ham og åbner æsken. Jeg får et sug i maven, da jeg ser, hvad der ligger i æsken.
Det er en halskæde med en måne, der viser hvordan månen så ud den dag Emil og jeg for alvor blev rigtige venner. Vi var ca. seks år gamle og lå i Emils forældres have, imens vores forældre sad indenfor og snakkede.
Vi lå på et tæppe og spiste vingummier og kiggede på månen. Vi kunne blive ved med at snakke om månen. Vi snakkede om, hvad månens kratere lignede og vi kunne blive ved med at finde på små ting.
Det var en af de bedste aftener jeg nogensinde har haft og også derfor, at jeg husker den så godt.

Jeg kan mærke en tårer, der er på vej ud af mit øje og inden jeg når at vifte den væk er den på vej ned af min kind.

"Emil.. hvor er det betænksomt af dig" snøfter jeg. "Tusind tak. Den er virkelig smuk" siger jeg og giver ham et kram og et kys.

"Hvorfor købte du den i første omgang?" Spørger jeg forvirret.

"Jeg købte den til dig, da jeg startede mine følelser for dig" siger han flovt.

"Hvad? Men.. Jonas og jeg fandt jo sammen for over et år siden, har du...?"

Han nikker og kigger genert ned i jorden.

"Åh Emil, hvis jeg dog bare havde vidst det.."
Jeg giver ham endnu et kram og sådan står vi i lidt tid.

"Sover du her i nat?" Spørger han og kysser min hals.

Jeg kan mærke, at jeg får noget galt i halsen, så jeg slipper et host ud og rømmer mig.

"Tror du, det er en god ide?" Griner jeg.

"Ja? Tror du ikke det?" Spørger han.
Hans duft flyver forbi min næse og jeg er ved at dejse om af den dejlige duft.

"Jo det kan jeg vel godt" siger jeg og kysser ham.

Han smiler stort til mig og hans hænder kryber  om livet af mig og rammer et sted, hvor det kilder helt vildt og han stopper ikke. Han har altid vidst, hvor jeg har været mest kilden. Og selvfølgelig har han ikke glemt det.
Et skrig af latter slipper ud af mig og han tysser på mig ved at kysse mig.
Jeg kan ikke lade være med at grine af, hvor tåbeligt forelsket vi er.
Vi gik fra at være venner til at stå her helt forgabt i hinanden.