Er jeg ikke nok for dig?

#13

Hvorfor var det lige, at jeg valgte at blive forelsket i ham, som er min bedste ven?
Det var en kæmpe fejl. Jeg har ødelagt det hele nu. Jeg har mistet min bedste ven og mistet min kæreste på selv sammen tid.
Hvorfor blev jeg forelsket i ham? Den tanke bliver ved med at strejfe mine tanker.
Men det er fint nok. Han har jo sine nye venner.
Jeg gider ham ikke mere. Det hele er bare blevet for meget på det seneste og jeg savner, da vi bare var venner og der ikke var nogle følelser indblandet.

Jeg går direkte ud mod parkeringspladsen.
Jeg roder rundt i min taske efter mine nøgler. Jeg retter blikket ned i tasken, da jeg ikke kan finde dem uden rent faktisk at kigge ned i tasken. Med da jeg retter blikket ned i tasken bliver jeg revet bag ud og jeg kan mærke en, der tager fat i mit håndled og trækker mig tilbage. Det får min krop til at fryse og jeg stopper brat op.

"Soph-" Siger en bedende stemme.

"HOLD DIG VÆK FRA MIG!" Råber jeg af Emil, da jeg vender mig om og ser ham i øjnene.
Min stemme knækker over og jeg kan mærke, at jeg har sådan lyst til at græde, da jeg ser ham.

"Sophia, det er jeg så ked af-"

"ER DU?! ER DU VIRKELIG?" Råber jeg af ham og afbryder hans sætning.

"Ja" siger han og hans stemme er også begyndt at skælve.

Jeg ryster på hovedet og lægger mine arme over kors.
"Det virkede ellers overhovedet ikke sådan!" Vrisser jeg.

Han ruller opgivende sine øjne og jeg kan se på ham, at han ved han har kvajet sig.
"Sophia vil du ikke nok lade mig forklare?" Spørger han og får tårer i øjnene selvom det irriterer ham.

"Forklare hvad? Jeg bad dig lade være med at introducere mig for dem!
Du gjorde det alligevel selvom, jeg bad dig lade være. Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Jeg stolede på dig....
Jeg har sagt til dig så forbandede mange gange, hvordan jeg har det med dem.
De har ikke ændret sig en skid siden gymnasietiden! De er tydeligvis også ved at ændre på dig!" Råber jeg såret, imens en vrede buldrer inde i mig.
Jeg stopper og gør mig klar til at sige det næste.
"Jeg kan ikke kende dig længere Emil.
Du er ikke som du plejede at være" siger jeg trist og kan ikke længere kigge ham i øjnene.

"Sophia.."

"Jeg kan ikke være sammen med dig, når du befinder dig i selskab med dem" afbryder jeg og kigger såret på ham.

"Du må ikke gøre det Sophia" Beder han og griber blidt fat i min hånd.

Jeg river forbløffet min hånd tilbage og tager den til mig.
"Er jeg ikke nok for dig Emil? Er det ikke nok for dig, at dine venner lige har ydmyget din kæreste fuldstændig? Føler du ikke, at du skulle have gjort noget?"

Hans hænder begynder at ryste, da han prøver at tage fat om min hånd igen.

"Lad være Emil!
Jeg ved ikke, hvordan du vil fikse det her... men det er endten mig eller dine nye venner. Hvis du skal være sammen med dem, så er det fint, men så kan vi to ikke ses mere" beordrer jeg.
"Jeg tager ud og rejser nu og når jeg kommer hjem må du komme til en konklusion om det skal være mig eller dem.... Og hvis du ikke kan vælge, så ved vi begge to godt, hvem du har valgt.." tøver jeg og prøver at lade være med at græde.

"Sophia..." snøfter han.

"Du må sejle i din egen sø fra nu af" siger jeg og trækker mig fra hans greb som han nu har fået om mig.

"Undskyld Sophia. Jeg vidste altså ikke at de-"

"HVIS DU SÅ MEGET SOM SIGER, AT DU IKKE VIDSTE, AT DE VAR PÅ DEN MÅDE, SÅ ER VI TO FÆRDIGE! FORSTÅR DU DET!?" Skriger jeg af ham.
Jeg stormer mod parkeringspladsen, hvor min bil holder. Jeg starter den så hurtigt jeg kan og laver hjulspind på vej ud fra parkeringspladsen. Mine øjne dugger af alle de tårer jeg græder på vej væk fra Emil.