Er jeg ikke nok for dig?

#22

Jeg vågner ved duften af god mad.
Jeg kan dufte og hører, at mine forældre er i fuld gang med at gøre klar til Camillas fødselsdag, som skal holdes i dag.

Jeg kigger rundt i værelset som jeg er vågnet i.
Jeg kigger rundt og opdager mit barndoms værelse. Det er langtid siden jeg sidst har sovet herinde.
Jeg plejer at sove i gæsteværelset, men denne gang har jeg valgt at sove i mit barndoms værelse, fordi gæsteværelset giver mig minder om de gange Emil og jeg har sovet derinde.
Jeg roder rundt i min taske og finder en smuk top og et par bukser som jeg tager med ud på badeværelset, for at tage et bad.
Da jeg er færdig med badet sætter jeg mig ved mit sminkeborde og krøller mit hår og lægger lidt makeup.
Det går op for mig, da min telefon lyser op, at jeg slet ikke har tjekket mobilen for beskeder.

Jeg tager den op og ser, at der er en besked fra Emil og nogle opkald.

Emil:
Hvorfor er du taget hjem til dine forældre uden mig?
Hvis du på nogen måde har set det interview jeg lavede i går eller de billeder, der blev taget skal du vide, at jeg var virkelig fuld og vred. Du ved hvordan jeg bliver og at de to kombinationer ikke er gode for mig.
Vil du ikke nok ringe til mig, så vi kan snakke?
Jeg Beder dig.

Jeg ryster på hovedet, da jeg læser beskeden.
Det irriterede mig den måde han opførte sig på i går, men jeg vælger alligevel at ringe til ham.

Den ringer i lidt tid, men jeg hører så et klik og jeg ved dermed, at han har taget den.

"Hej" siger jeg og kigger mig selv i spejlet og retter lidt på min makeup.

"Hej" tøver han.
"Sophia jeg er ked af det i går.... Jeg var ikke mig selv og det ved du også godt..."

"Emil jeg er ved at være træt af dine undskyldninger..." tøver jeg.

"Jeg ved det godt, men hun var en fan Soph. Du ved jeg aldrig ville være sammen med en fan. Det har jeg også lovet dig" siger han undskyldende.

"Emil.... Jeg tror det er bedst, hvis vi holder en pause fra hinanden" siger jeg såret.

"Nej Sophia det har jeg ikke lyst til" siger han trist.

"Jeg kan ikke mere Emil.... Undskyld, men jeg har brug for en pause. Kan vi ikke stoppe den her og så må vi snakke om det når fødselsdagen er overstået, for du har bare at komme" siger jeg strengt.

"Okay..." tøver han.

"Og vi siger ikke noget om det her til vores familier. Vi skal ikke gøre dem kede af det på denne her dag. Vi må bare spille, at vi er gode venner. Vi ses Emil" siger jeg og lægger på uden, at han når at sige mere. Normalt havde jeg nok været ved at græde, men jeg ved, at det her er det rigtige at gøre og derfor gør det ikke helt så ondt. Han har såret mig alt for meget til, at han kan gøre mig mere ondt.

Jeg rejser mig og går ud på gangen for at finde døren til min søsters værelse.
Jeg banker stille på og åbner døren lidt.

"Godmorgen" hvisker jeg og går stille ind og sætter mig på sengen.

"Godmorgen" siger hun træt og vrider sine øjne.

"Tillykke med fødselsdagen" siger jeg glad og bukker mig ned. for at give hende et stort kram.

"Tak" siger hun og krammer mig igen.

Jeg lægger mig ned ved siden af hende og holder om hende. Jeg kigger lidt rundt i værelset. Det er også langtid siden, at jeg sidst har været her inde.

"Sophia vil du ikke nok svare ærligt på det spørgsmål jeg stiller dig nu" spørger Camilla ud i luften, hvilket får min krop til at fryse til is.
"Er dig og Emil okay?" Spørger hun og kigger såret på mig.

Jeg tøver lidt med at svare, men jeg ved inderst inde, at jeg ikke kan nænne at lyve overfor hende.

"Vi holder en pause fra hinanden" siger jeg trist.

Jeg kan mærker at hendes hånd aer min ryg.
"Det er jeg ked af at høre" siger hun trist og stryger sin hånd igennem mit hår.

"Jeg tror at ham og jeg er bedre som venner" siger jeg trist.

"Jeg synes ellers, at i er så søde sammen"

"Han har såret mig alt for meget på det seneste, så jeg har bage brug for en pause fra ham" siger jeg og smiler til hende.

"Okay, det forstår jeg også godt" siger hun og smiler tilbage til mig.

"Skal vi ikke gå nedenunder. Jeg tror at gæsterne er på vej" siger jeg og rejser mig op fra sengen.

Jeg går nedenunder, hvor jeg ser, at min mor og far står og laver frokost til gæsterne.

"Godmorgen" siger jeg glad og ser på mine forældre.

"Hej skat, hvor er det godt at se dig" siger min far og går over mod mig, for at give mig et stort kram.
"Kommer Emil ikke?" Spørger han og kigger forvirret på mig.

"Jo da, han kommer bare på samme tid med sine forældre" siger jeg og smiler til mine forældre.

"Er i gode venner igen?" Spørger min mor og kigger forvirret på mig.

"Ja. Han forklarede, hvad der foregik i går og jeg tilgav ham, så nu er vi gode venner igen" lyver jeg og smiler falskt.

"Det var godt, at i fandt ud af det" siger min mor glad og tror fuldt og fast på, at Emil og jeg nu er sammen igen.

Jeg sætter mig på barstolen og tager et par vindruer, som er placeret i en skål i vasken.

Jeg kan hører trin, der kommer ned af trappen.

"Godmorgen fødselsdagsbarn" siger min mor og far glad og går over og krammer Camilla.

Camilla smiler glad og sætter sig på stolen ved siden af mig.

Jeg skal til at tage en vindrue mere, da lyden af dørklokken laver genlyd i hele huset.

"Så er de her" siger min mor glad og går mod hoveddøren.

Det giver et stød i kroppen på mig og jeg stivner ved tanken om, at Emil står ude foran døren.