Er jeg ikke nok for dig?

#27

Paris....
Kærlighedens by.
Byen alle drømmer om.
Byen der får alle til at smile. Byen der får en til at føle, at man er den lykkeligste i hele verden.
Hvorfor føler jeg mig så ikke sådan?
Jeg føler mig tom og jeg har følt mig sådan i et godt stykke tid nu.
Jeg tænker tit på Emil.
På det, at han er sammen med en anden, som gør ham mere glad end jeg nogensinde har gjort ham.
Jeg føler faktisk, at jeg har været ret grov over for ham...
Helt ærligt, så fortjente jeg ham ikke.
Han ville gerne have et frit liv og jeg gav ham det åbenbart ikke.
Jeg savner ham. Jeg savner ham helt utroligt meget. Jeg ville så gerne vise ham Paris og være i min lejlighed med ham.
Spise på de mange restauranter.
Gå ture om aftenen i de smukke gader og sidde i en park og snakke med ham i timevis, men jeg smed det væk.
Jeg snakker ikke om at have et forhold med ham. Jeg snakker om mit venskab med ham.
Jeg savner virkelig hans venskab og jeg kan, da heller ikke skjule, at jeg også savner vores forhold, men han har en kæreste, som passer på ham og det er det vigtigste.
Dog kan jeg heller ikke benægte, at jeg ikke stadig har følelser for ham.
Jeg troede følelserne var gået væk efter et halvt år i Paris, men jeg kan mærke dem.
De er gemt væk, men de er der 100 procent stadig og det gør ondt.
Jeg kan mærke dem dybt inde i mit hjerte.
De fylder. De fylder alt for meget.
Jeg har prøvet at bytte mine følelser ud med drenge fra Paris, men det virker ikke.
Ingen lever op til ham.
Emil har kendt mig siden vi var helt små.

Hvor skal jeg finde en, der kender mig på samme måde?
Der er kun ét svar.
Det kan jeg ikke.
Der er kun Emil. Det er også kun Emil som jeg vil have. Jeg vil ikke have andre.
HVORFOR KAN JEG IKKE BARE FATTE DET!
Det er Emil jeg vil have, så hvorfor bliver jeg ved med at gå på dates, der ikke lever op til ham-

"Er du okay?" Spørger manden, der sidder over for mig.

Jeg ryster på hovedet og kommer tilbage til mig selv, hvor duften af maden fra tallerkenerne og lyden af folk der snakker rammer mig.

Jeg får store øjne og kigger forvirret på min date overfor mig.

"Har du overhovedet hørt, hvad jeg har sagt?" Spørger han og kigger underligt på mig.

"Ikke rigtigt" siger jeg og rejser mig op fra stolen og begynder at tage min jakke på.

"Hvad skal du?" Spørger han chokeret, da jeg tager min jakke på.

"Til Danmark" siger jeg og smiler til ham.

"Var det ikke først i morgen?" Spørger han forvirret og slipper gaffelen i hånden på ham.

"Jo før jo bedre. Tak for middagen. Au Revoir" siger jeg og går mod udgangen.

Jeg kan mærke hans øjne, der følger mig på vej ud, men jeg fortsætter med hastige skridt mod udgangen.
Jeg løber nærmest tilbage til min lejlighed og pakker mine ting.
Jeg ved ikke, hvad jeg har gang i, men jeg må bare snakke med Emil.
Jeg kan ikke blive ved med at leve på denne måde.
Jeg får det dårligt hver gang, jeg tænker på ham og det gør ondt i hjertet.

Jeg åbner skabet til mit alkohol og åbner en flaske vodka, for at prøve at få Emil ud af hovedet, men jeg kan ikke.
Han er der og han går ikke væk.
Efter jeg er fyldt op med, hvad der nok svarer til 7 genstande rækker jeg ud efter min telefon.
Jeg låser den op og går ind under kontakter.
Emils nummer skinner mere end de andre numre og min finger rør ved nummeret og min telefon ringer nummeret op.
Mit hjerte stopper, da det går op for mig, at jeg er ved at ringe til Emil.
Jeg skal til at trykke på den røde telefon, da jeg hører Emils stemme.

"Sophia? Det var nyt at høre fra dig" siger han optimistisk.

Jeg siger ikke noget, da jeg er frosset over situationen. Hvad skal jeg snakke med ham om? Kan jeg lægge på?

"Soph?"

Hans ordbrug får mit hjerte til at stå stille.
Han kaldte mig Soph som i gamle dage.
Måske er det ikke forsent at rede vores venskab.

"Soph er du der?"

"Ja" svarer jeg hurtigt og stille. Jeg bliver helt chokeret over, hvor hurtigt jeg svarer og det får mig til at tie igen.

"Nå det var godt. Jeg var bange for, at der var sket dig noget. Hvordan har du det?" Spørger han og hans rolige stemme får mig til at smile over hele hovedet.

"Ikke godt" vælger jeg at sige selvom, jeg fortryder det lige efter.

"Ikke godt? Hvad er der sket?" Spørger han bekymret.

"Jeg savner dig" siger jeg lavt og presser mine øjne sammen i angst for, hvad han vil svare mig.

"Jeg savner da også dig. Det er så langtid siden vi sidst har set hinanden"

"Gør du?" Spørger jeg overrasket.

"Altså ja. Jeg har kendt dig hele mit liv, så når jeg ikke har set dig i langtid er det da klart, at jeg føler et tomrum"

Jeg kan ikke lade være med at smile, men det falmer, da jeg hører en stemme i telefonen, som ikke er Emils.

"Hvem snakker du med?" Spørger Emils kæreste.

Jeg kan mærke, at den glæde jeg lige havde over Emil nu er slukket. Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet, men i et kort øjeblik føltes det som om, at Emil og jeg stadigvæk var kærester og kunne snakke sammen. Men jeg gætter på, at jeg var ene og alene om den følelse.

"Jeg må nok smutte. Jeg skal pakke til i morgen" siger jeg lavt og afbryder Emils samtale med hans kæreste.

"Okay. Vi ses vel til festen i morgen ikke?" Spørger han inden jeg lægger på.

"Jo" siger jeg kort og lægger i panik på. Jeg smider telefonen væk og smider mig tilbage i sofaen. Mit hoved kører rundt og min mave vender sig og inden jeg ser mig om løber jeg mod toilettet og kaster op.