Er jeg ikke nok for dig?

#7

"Shit Sophia er det her min skyld?" Lyder en chokeret stemme.

Jeg vågner ved Emil, der står med store øjne og kigger på den ødelagte kjole, som ligger på spisebordet. Jeg rejser mig op fra sofaen og gnider mine øjne, for at komme til mig selv.

"Hvad?" Spørger jeg forvirret.

"Det er jeg frygteligt ked af" siger han såret og holder på den ødelagte kjole.

"Emil, ikke tænk på det. Du kunne ikke gøre for det" siger jeg opgivende, da jeg kommer i tanke om hændelsen fra i går.

"Ik tænk på det? Soph den her kjole kostede dig en tredjedel af din løn den her måned" siger han irriteret og chokeret.

"Emil-"

"Nej Sophia. Jeg køber en ny eller betaler dig i hvert fald tilbage" siger han og sætter sig ned på sofaen ved siden af mig.

"Det behøver du virkelig ikke" sukker jeg.

"Jo jeg gør" siger han og kigger uforstående på mig. Han tager mine hænder og jeg kigger automatisk på ham.
Der er stille i lidt tid indtil han bryder tavsheden.

"Jeg sagde vel ikke noget dumt i går vel?" Spørger han.

Jeg får store øjne og tænker tilbage på i går.

"Øhm... ikke andet end, at du syntes, at jeg var smuk, men så stoppede jeg dig inden du sagde noget som du nok ikke havde lyst til at sige" siger jeg og smiler til ham.

"Jeg er virkelig ked af i går. Jeg er ked af, at jeg altid bliver så fuld og at det er dig, der altid skal tage sig af mig" siger han såret og kigger mig intenst i øjnene.

"Det fint" siger jeg og bryder den intime øjenkontakt ved at kigge ned i gulvet. Mit hjerte banker hurtigt som aldrig før.
Han tager sin hånd og vender mit hoved, så mit blik igen ender på hans øjne.

"Nej Sophia det er ikke fint. Jeg er ked af det" siger han og smiler såret til mig. Jeg får en klump i halsen og jeg kan mærke min mave krymper sig sammen og at mit syn begynder at spinde.

"Soph du betyder alt for mig og jeg er så bange for at miste dig"
Hans hånd har nu placeret sig på min nakke og hans tommelfinger strejfer min kind.
Hans blik har nu ført sig fra mine øjne og ned til mine læber. Jeg kan mærke et sting i min mave og med det ender mit blik også ned på hans læber. Jeg ved ikke om det er mig, men jeg har på fornemmelsen, at vi er på vej til at gøre noget rigtig dumt.

Hans læber rammer mine og jeg har det som om der er en raket, der springer i min mave. Hans varme spreder sig til mig og jeg kan mærke, at mine kinder brænder.
Jeg prøver at trække mig, men han lader mig ikke. Hans greb om min nakke er fast. Det er ikke stramt men fast. Jeg sætter min hånd på hans trænede brystkasse for at prøve at skubbe ham væk, men det lykkes ikke rigtigt.

"Emil vi kan ikke.." prøver jeg, men vi fortsætter.